Det er blevet lørdag på Wacken Open Air og den sidste dag bød på alt fra tysk heavy metal, over-the-top power metal, rendyrket vikinge-power, chockrock og afsluttende med en storslået power metallisk musical.
Rage (Louder – lørdag)
Rage på Wacken. Foto: Weiss
Det gode gamle tyske heavy metal foretagende Rage havde fået æren af, at sparke undertegnedes sidste dag i gang. Helvedes tidligt i øvrigt. Allerede kl 12 gik bandet, der nu er reduceret til en trio, efter guitarist Victor Smolski og André Hilgers begge forlod bandet i 2015, på scenen. Heldigvis foran et talstærkt publikum.
Sanger og bassist Peter “Peavy“ Wagner er fortsat manden i centrum for bandet og hans rå vokal, har siden midten af 80’erne kendetegnet Rage’ image.
Sidst vi her på Blastbeast oplevede Rage var ligeledes på Wacken. Her spillede bandet et stort opsat show sammen med Lingua Mortis Orchestra tilbage i 2013 på Black Stage, efter mørkets frembrud. Her var scenen proppet med musikere og et flot lyshow, satte et smukt prik over i’et, med et af de bedste shows jeg har været så heldig at overvære på Wacken.
Koncerten i år var naturligvis skaleret ned til et minimum. Denne gang var det kun bandet på scenen, de spillede ikke på hovedscenen og det var i dagslys. Men fair nok. Mindre kan også gøre det. For Rage har en håndfuld glimrende sange i bagkataloget. Og denne tidlige eftermiddag fik vi både gammelt og nyt fra den nye plade “Seasons in The Black”.
På trods af det korte sæt på blot 7 sange, fik Rage leveret et solidt indtryk, med noget af det reneste heavy metal, man kan finde. Og stor var glæden da også, da tyskerne satte i med “Straight to Hell” fra perioden med Lingua Mortis.
En god start på dagen.
Twilight Force (W.E.T Stage – lørdag)
Twilight Force på Wacken. Foto: Weiss
Det var vel kun et spørgsmål om tid før Twilight Force blev booket til Wacken. De svenske power metallere, har taget power metal scenen med storm, med deres kun to albums. Den seneste “Heroes Of Mighty Magic” udgivet på Nuclear Blast sidste år. Siden har bandet turneret Europa tyndt, som support på både Sonata Arctica’s og Sabaton’s seneste EU Tours og til november drager eventyr metallerne så på tour med Dragonforce, der i øvrigt kommer til Danmark d 5 november.
De er altså brandvarme disse svenskere og det kunne også ses på det overvældende fremmøde i Bullhead City teltet lørdag eftermiddag. Det bragte naturligvis tankerne tilbage på Gloryhammer’s show i samme telt sidste år på Wacken.
Twilight Force tager altså power metallen til helt nye højder. I fuld udklædning, som var de lige kommet fra et rollespil i den nærmeste skov, leverede de lynhurtig symfonisk power metal, som på mange måder hylder tidligere tiders power metal storheder med eksempelvis Rhapsody.
Det er sjovt og over-the-top på så mange planer, men bag alt det muntre og “lollede”, gemmer der sig en gruppe af fantastiske musikere, der på hver deres instrument, viser ufattelig høje evner på i deres instrumentale kunnen. Det lader sig være alt fra lyn hurtig pedalarbejde, hurtige soloer eller sanger Chrileon’s imponerende highpitch.
Vi fik en sætliste bestående af det bedste fra de to albums og hvor særligt “Battle of Arcane Might” beviste, at det vel bare et spørgsmål om tid, før Twilight Force rykker op på de store scener, på festivalerne i Europa. Underholdningen og musikaliteten er i hvert fald i top!
Powerwolf (Faster – lørdag)
Powerwolf på Wacken. Foto: Weiss
Efter Twilight Force’ lynhurtige symfoniske power metal fest, var det en noget blandet fornøjelse, at opleve Powerwolf.
Mest af alt fordi det tyskerne leverede denne eftermiddag på Faster, var en noget rutinepræget fremførelse af deres ellers så muntre og veloplagte power metal baskere. Der var naturligvis proppet foran scenen (det er jo Wacken), men alligevel var det som om festen aldrig rigtig peakede, som den gjorde på Copenhell tidligere på sommeren.
På Copenhell virkede tyskerne, sjovt nok, mere veloplagte, end denne eftermiddag på Wacken, hvor de efterhånden har spillet så mange gange, at det er umuligt at tælle. Attila Dorn’s gimmicks faldt en smule til jorden, fordi alle vidste hvad der ville ske. De har gjort det samme hver gang de har spillet på Wacken. Og derfor savnede man sgu’ noget nyt. At posen blev rystet.
På Copenhell var det anderledes. Her havde Powerwolf noget at kæmpe for. De skulle sørge for festen foran et kritisk dansk publikum midt i primetime. På Wacken er den kæmpemæssige crowd på forhånd klar til ulvene og bandet har derfor ikke brug for at “overvinde” nogen.
Derfor blev det mest af alt til en hyggeligt og ufarlig oplevelse med Powerwolf og deres ellers udmærkede sange som “Army of the Night” , “Sacred & Wild” og den afsluttende “We Drink Your Blood”.
Alice Cooper (Harder – lørdag)
Alice Cooper på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Det er efterhånden også mange år siden af Alice Cooper har vist sig som værende “farlig”. Den legendariske chockrocker var i den første halve time på Wacken bestemt heller ikke videre opløftende. Faktisk var det mest af alt en kedelig affære. Hans band spiller godt, men vi skulle først 6 numre igennem sættet før den kedsommelige koncert vendte til det absolut positive. En flad version af “Poison” og en række instrumentale soloer, i starten af koncerten, virkede som en mavepuster på publikum.
Men så skete der noget. Med “Feed My Frankenstein” blev der endelig åbnet op for godteposen af show og Alice Cooper-lækkerier og derefter blev det faktisk kun bedre. Alice selv blev traditionen tro sat i spændetrøje for derefter at blive halshugget. Gamle tricks. Men de virker altså og det var her koncerten for alvor kom op i de forventede omdrejninger.
Med “Only Women Bleed”, “Killer” og “I’m Eighteen” løftede koncerten sig op til det man kunne håbe på og som manglede i begyndelsen. Det kunne også spores på publikum, der efterhånden var kommet så godt med, at det ikke tog Alice lang tid at få os overtalt til at synge med, når vi skulle.
Efter godt og vel en time og et kvarter rundes koncerten af med den obligatoriske “School’s Out”. Festen er nu for alvor der hvor den skal være og bedst som man tror, at det nu er slut, ja så fortsætter bandet over i Motörhead’s “Ace Of Spades”.
På Wacken, hvor Lemmy hyldes som en Gud, er dette naturligvis noget der vækker begejstring og Alice og band kan nu forlade scenen efter en spøjs, men alligevel godkendt optræden på årets Wacken.
Amon Amarth (Faster – lørdag)
Amon Amarth på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Amon Amarth er blevet nutiden’s store samlende headliner. I disse år headliner de nemlig de store europæiske festivaler. Bl.a. på Wacken og på årets Bloodstock i England, der i disse dage er i fuld gang. De er et navn der kan samle. Det skyldes ikke mindst deres glimrende sangskrivning, der henvender sig til dem, der både har trang til ekstrem metal, men også til dem der nyder de store og, til tider, poppede metalliske melodier og hooks.
Amon Amarth har det hele og med Johan Hegg i front, har de samtidig en yderst sympatisk frontmand, der formår at arbejde med sit publikum. Han ved hvad der skal til for at få folk med, uden at det virker påtaget.
På Wacken havde de taget det fulde skyts med. Lyden var den bedste jeg endnu har hørt på Wacken i år og et trommepodie, formet som en forgyldt vikingehjelm udgjorde det meste af sceneopsætningen, sammen med enorme mængder af ild. Det ser flot ud når først Amon Amarth ruller det helt store sceneshow ud. Dette er også med til at gøre dem til sande headlinere. Flotte teatralske kulisser, præcis som Maiden var med til at udvikle i begyndelsen af 80’erne.
Når alt dette er sagt, så virkede showet en anelse rutinepræget. De har nu været i gang med “Jomsviking World Tour 2017” i snart to år nu. I øvrigt den samme tour, der ramte Danmark tidligere i år. Så sætlisten har været den samme i lang, lang tid nu.
Amon Amarth på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Ligesom i Vega blev der lagt ud med det ultimative hit “Pursuit Of Vikings” og så var festen bestemt i gang. Og her blev den faktisk lige indtil Doro gæstede seancen på den ligegyldige “A Dream That Cannot Be”. Hvad de svenske vikinger har villet med hende på det nye album er uforståeligt og på Wacken var det forventet at hun ville dukke op. Når Doro ikke selv spiller på Wacken, ja så skal hun sgu’ nok finde en måde at komme på scenen alligevel- desværre.
Med “Guardians of Asgaard” runder Amon Amarth deres hovedsæt af, inden det bliver tid til ekstranummeret “Twilight of the Thunder God”. En stor oppustelig søslange hæves højt over bandet på den store scene. Flot ser det ud og på trods af, at Amon Amarth snart har prøvet det her så ufattelig mange gange på den igangværende tour, så kan man ikke andet end at tage hatten af for de svenske vikinger, der sandelig er en headliner værdi.
Avantasia (Harder – lørdag)
Avantasia på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
I starten af 2016 var undertegnede i Berlin for at opleve turnépremieren på Avantasia’s “Ghostlight World Tour”. Halvandet år senere står vi på Wacken, for at opleve turnéen’s sidste koncert lørdag aften på Harder-scenen.
Mastermind bag Avantasia’s rockmusical er Edguy’s Tobias Sammet og sammen med et hold af fantastiske sangere, er Avantasia i dag muligvis verdens største power metal band.
Når dette band tager på turné ved man aldrig hvad der kommer til at ske. Det er altid spændende hvilke gæstesangere der er med og hvilke sange de har valgt ud på den baggrund.
På albumfronten udgav Avantasia, med “Ghostlight” sidste år, deres bedste album siden Metal Opera 1 og 2 fra 2001. Et album der viser en Tobias Sammet fra sin bedste side på sangskrivningsfronten, med nøje udvalgte sangere til hver af de respektive numre. Således var Ghostlight gæstet af navne som Dee Snider fra Twisted Sister, Sharon den Adel fra Within Temptation, Helloween’s Michael Kiske og så den store overraskelse nemlig tidligere Queensrÿche-frontmand Geoff Tate. På Wacken skulle han vise sig at have den afgørende rolle for koncerten’s forløb.
Avantasia har optrådt på Wacken flere gange. Denne lørdag aften var der blevet sat 2 timer af til det store projekt. Det viste sig desværre at være for længe. For med åbningen “Mystery of a Blood Red Rose” står det klart, at Sammet’s vokal ikke helt er på toppen denne aften og skal være glad for, at han har en masse gæstersangere in-coming. Den første af dem, er den altid forrygende Jørn Lande, hvis vokalpræstation, ikke så overraskende, må siges at være aftenens ubetinget stærkeste. Til stor jubel gør han sin entre til nummeret “Scarecrow” og så burde alting være godt.
Men desværre virker det besynderligt fladt. Valget af numrene i starten af koncerten er centeret omkring
Avantasia på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
de senere års Avantasia albums, hvor midttempo sange udgør størstedelen af numrene. “The Story Ain’t Over”, der gæstes af Magnum’s Bob Catley og den efterfølgende “Dying For An Angle” med Mr. Big’s Eric Martin, formår ikke at få sat ordentlig gang i showet, der trækkes ned af svage vokaler, af særligt den aldrende Bob Catley. Melodierne står skarpt som altid, men det gør intensiteten og energien i koncerten ikke.
End ikke den klassiske “Reach Out For The Light”, bandet’s signatursang, får rigtig luft under vingerne, da Michael Kiske ikke er med denne aften. Han er i sandhed en nødvendig med sin ekstreme highpitch vokal på dette nummer. Denne aften måtte Sammet kæmpe sin kamp i nummeret, sammen med korsanger Herbie Langhans. Og det er ærligtalt hørt bedre. Kiske var savnet.
Men så sker det glædelige. Sammet har et særligt es i ærmet denne aften. Geoff Tate bliver introduceret og med ham på scenen løftes helheden betydeligt. Først med “Seduction of Decay” fra Ghostlight og efterfølgende på det herlige titelnummer “Avantasia” . Inden det bliver tid til et glædeligt genhør med “Runaway Train”, i en duet sunget af Bob Catley og Jørn Lande.
Jørn Lande med Avantasia. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Koncerten er nu der hvor den burde have været fra begyndelsen og da bandet sætter i med den 12 minutter lange power basker “Let The Storm Descend Upon You” har Avantasia igen genvundet tronen, som det mægtige power metal orkester det nu engang er.
Det hele sluttes af med “Sign of the Cross / The Seven Angels”, inden et stort fyrværkeri efterfølgende afrunder turnéens store finale.
Tobias Sammet har denne gang lovet at Avantasia ikke er et farvel, men blot et på gensyn. Det er nok meget sundt at få ladt kræfterne op igen. Første del af koncerten tydede nemlig lidt på et band, der i sandhed havde svært ved for alvor at komme op i omdrejninger. Det skyldes nok mest en besynderlig sætliste og mangel på de helt ikoniske gæstesangere.
Avantasia galleri. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
[ngg_images source=”galleries” container_ids=”70″ display_type=”photocrati-nextgen_basic_thumbnails” override_thumbnail_settings=”0″ thumbnail_width=”100″ thumbnail_height=”75″ thumbnail_crop=”1″ images_per_page=”0″ number_of_columns=”0″ ajax_pagination=”0″ show_all_in_lightbox=”0″ use_imagebrowser_effect=”0″ show_slideshow_link=”1″ slideshow_link_text=”[Vis som slideshow]” order_by=”sortorder” order_direction=”ASC” returns=”included” maximum_entity_count=”500″]