Emperor på Wacken. foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Fredag stod i black metallens tegn, da Emperor leverede årets koncert på Wacken. Inden havde både Skull Fist og Sonata Arctica gjort hvad de skulle. Det var dog mere end hvad man kunne sige om Megadeth og i særdeleshed Marilyn Manson.
Skull Fist (W.E.T Stage – fredag)
Et af de bands jeg på forhånd havde set mest frem til på Wacken i år var canadiske Skull Fist. Det er ikke tit, at de melodiske speed metallere gæster Europa. Og da i hvert fald slet ikke Danmark, hvor jeg kun mindes at have oplevet dem på Stengade sammen med Enforcer tilbage i 2013.
Det var samtidig også første gang, at de unge canadiere skulle spille på Wacken og sikken ét show de fik leveret. For det første er deres teknik ud i hurtig riffarbejde eminent, og så forstår de samtidig at skrive sange med fede hooks og lækre omkvæd. Og så er en koncert med Skull Fist bare pisse hamrende grineren.
Lyrisk viser bandet nemlig, at de ikke ligefrem er de store poeter, men mindre kan da også gøre det, når bare vi kan få lov til at skråle med på “Ride The Beast,” “Get Fisted”, og “Head of The Pack”.
Skull Fist var så sandelig i sit es på W.E.T Stage denne tidlige eftermiddag og kun en jævn lyd i starten af koncerten, synes at være et problem for helheden af canadiernes koncert.
Vi fik præcis det vi kom efter. En heavy metal fest, fyldt med high pitch vokaler og fuldfede riffs og hurtig pedalarbejde, selvom vi højst overraskende blev snydt for bandet’s signatursang “No False Metal.”
Kom så tilbage til Danmark snart!
Sonata Arctica (Faster – fredag)
Sonata Arctica på Wacken. Foto: Weiss
Sonata Arctica syntes at have fundet formen igen, efter et par jævne koncerter i både Pumpehuset i 2013 og på Wacken Open Air samme år, hvor en flad koncert på Party Stage, på ingen måde gjorde noget godt for bandet.
Nu er Sonata så på tour igen med deres nyeste album “The Ninth Hour” og det virker til, at de melankolske melodiske finnere har fundet gnisten og liveformen igen. Det de leverede på Wacken i år, var i hvert fald væsentlig bedre, end for et par år siden.
Det skyldes samtidig at de i år var blevet placeret på festivalens hovedscene og lyden derfor var dejlig massiv og høj, når den da ikke blev taget af vinden. Dette problem skal dog ikke lægge bandet til last. De gjorde mere eller mindre hvad de skulle og hvad man kunne forvente, med et så relativt kort festival setup. Lidt af det nye og lidt af de gamle træfsikre hits.
Ført an af Tony Kakko sparkede finnerne koncerten i gang, med den melankolske “Closer To An Animal” fra The Ninth Hour. Pladen hvor Sonata for alvor har taget fat om det tunge emne: jordens tilstand og menneskets påvirkning på kloden. Det er tydeligvis et emne der optager Tony Kakko enormt meget. Det kom i hvert fald også til udtryk ved vores seneste interview med bandet.
Foran den store crowd på Wacken gjorde Sonata Arctica hvad de kunne, for at få alle med. På det punkt var det klogt at smide “FullMoon” ind allerede som tredje nummer, efterfulgt af “Paid In Full”. Kun den ligegyldige “I Have a Right” fra den gabende kedelige Stones Grow Her Name, virkede som et lidt underligt sangvalg.
Koncerten blev afrundet af den nye glimrende “Life,” inden det blev tid til bandet’s absolutte hit fra dengang hurtig powermetal fortsat var en del af bandet ypperste sangskrivning. “Don’t Say A Word” bragte både nostalgi og fest med sig, og Sonata Arctica kunne gå af scenen efter en overbevisende og skøn koncert, der samtidig bragte solen frem på pladsen.
Emperor (Faster – fredag)
Emperor på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Let the emperor guide you! Kongen af Wacken Open Air blev fundet fredag aften. Emperor overgik nemlig al forventning og serverede en fejlfri koncert, da nordmændende med Ihsahn i front nedlagde Faster-scenen, ved at spille hele deres andet album Anthems To The Welkin At Dusk i sin helhed.
Albummet har i år 20 års jubilæum, så bandet er i den forbindelse draget på en mindre sommer-tour for at fejre dette med sine fans. Sidst Emperor stod på den samme scene på Wacken var i 2014, hvor det var debutten “In The Nightside Eclipse”, der var i fokus. Dér, for 3 år siden spillede bandet i høj sol, og man formåede derfor aldrig rigtig, at kunne leve sig ind i bandet formørkede univers.
Det kunne man heldigvis i år, da Emperor endelig havde fået et sent slot, som et band i Emperor’s kaliber i øvrigt bør og skal have- hver gang!
Så badet i grønt lys og godt med røg, fik Emperor sparket koncerten i gang med “Ye Entrancemperium” efter den længere intro “Alsvartr (The Oath)”. Lyden var knivskarp, så Ihsahn’s raspende vokal gik rent igennem, sammen med resten af Emperors kæmpemæssige arrangementer, fyldt med storladent symfonisk black metal.
7 numre senere er albummet slut, men Emperor bliver på scenen, for nu at gå direkte over i “Curse You All Men!” og de afsluttende black metal hits “I Am the Black Wizards” og “Inno a Satana”, begge fra debutten. Sådan skal det edermandme gøres.
Majestætisk! Ærgerligt at hverken Copenhell eller Roskilde fik fat i nordmændende i år.
Megadeth (Harder – fredag)
Megadeth på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Og herfra gik det faktisk kun ned ad bakke for resten af aftenen.
Det er i hvert fald til at forstå, hvis Dave Mustaine sad backstage og fik lidt svedige håndflader under Emperor’s magtdemonstration af en koncert.
Det var nemlig en urimeligt svær opgave for Megadeth at spille pladsen op efter Emperor, men de gjorde da i det mindste et forsøg. Den ros skal de have. For når man starter ud med “Hangar 18”, “Wake Up Dead” og “Skin o’ My Teeth” så tror man på eget materiale. Og så har man samtidig forstået, at på en festival, så handler det om fest og om at spille hits. Og Megadeth har gudhjælpemig thrash hits nok til at kunne spille op til bal i flere timer.
Men ligeså mange hits Megadeth er indehaver af, ligeså svært er det for Dave Mustaine at ramme tonerne i disse år. Manden kæmper uhørt meget på vokalen og det skader altså en koncert med Megadeth mere end det gavner. For hvad gør et band, med en sanger der ikke kan ramme selv de midterste toner? Ja, de er naturligvis nødt til at stemme flere drop ned, så det bliver lettere for Dave at synge.
Det går ud over langt de fleste af Megadeth’s sange, hvor det til tider simpelthen er svært at høre, hvilket nummer der er tale om. Eksempelvis med en alt, alt for nedstemt version af “Symphony of Destruction” og som ikke ligefrem blev meget bedre under “She-Wolf”.
Hvad man dog ikke kan tage fra bandet er, at hele holdet er fantastiske instrumentalister. Musikalsk svinger det fortsat utrolig godt hos Dave og co. Men når alt kommer til alt, er der altså langt fra storhedstiden. Det er tydeligt at høre.
Marilyn Manson
Marilyn Manson på Wacken. Foto: Jacob Dinesen (Devilution)
Marilyn Manson og Wacken. For første gang nogensinde i Wacken’s 28 år lange historie, havde man inviteret Manson til at headline verdens største heavy metal festival. Bedre sent end aldrig så at sige. Men efter koncerten skulle det i virkeligheden, måske, alligevel have været blevet ved “aldrig”.
For sjældent har et topnavn, som man jo må sige at Manson er, virket mere ligeglad med 80.000 tilskuere, end det hovedpersonen var natten til Lørdag på Wacken. Ligeglad på den ufede måde. Et plus var dog, at han mere eller mindre gik på til tiden denne gang.
Igennem i alt 11 numre fik vi serveret klassiske 90’er sange på stribe, mens enkelte afstikkere som “No Reflection” og den nye “SAY10” da vidner om, at Manson bestemt har lavet noget godt siden storhedstiden.
Men altså. Aldrig har jeg oplevet en så stor folkeudvandring, som da 60.000 vendte ryggen til Manson’s ugidelige Wacken-show. Forståeligt. For selv oplagte sange som “This Is the New Shit,” “Disposable Teens” og “The Dope Show” blev leveret med så lidt entusiasme, at det i bund og grund kunne være ligemeget.
Efter en længere pause står hovedpersonen med en bas i hånden, i et forsøg på at spille, hvad der nok bedst kan beskrives som ligegyldig larm, til stor forundring for bandet’s bassist. Mere underligt end godt. Gudskelov fik han hurtigt overladt bassen til den rette ejermand og den besynderlige koncert kunne nu fortsætte med “The Beautiful People”.
Besynderlig er nok den bedste beskrivelse af Manson i dag. Han er på ingen måde farlig eller spændende længere, men hele hans cirkus på Wacken var så underligt, at man nok skulle være høj på et ene eller andet stof for at kunne forstå det.
Sjasket og useriøst.
