I den kommende weekend d 17-19 august, står den på rendyrket hyldest til den nordiske kultur, når Midgardsblot i den lille by Borre i Norge, for tredje år i streg afholder metalfestival. 
I år er det andet år vi på Blastbeast.dk er med og vi ser frem til atter i år, at tage på festival i den smukkeste natur man kan forestille sig. Kulisserne på Midgardsblot er nemlig både historiske og historisk smukke. 

Festivalen afholdes nemlig blandt tårnhøje vikinge gravhøje, genopførte vikingehaller, udskåret i det smukkeste træværk, midt inde i en skov og kun 5 minutters gang fra den nærmeste strand. For fans af black, viking, folk- og doom metal er dette et absolut must visit. Det bliver simpelthen ikke mere autentisk end dette. 

Programmet er atter varieret og solidt og tæller i år større navne som TYR, Solstafir, Moonsorrow, Unleashed, Gaahl’s Wyrd og Aura Noir og udover disse metalliske navne, vil et overflødighedshorn af nordiske folk bands og ambient DJ’s levere toner i den kommende weekend. 

Men på Midgardsblot er det ikke kun de store metalnavne der er trækplastre. Også mindre interessante bands, er at finde på årets plakat, og dem vil vi gå i dybden med nu. Forhåbentlig kan du blive inspireret til at høre disse nye bands, selvom du ikke skal med på festivalen. 

Sahg

Med Sahg har vi at gøre med et rendyrket stoner band. Sahg har siden 2006, hvor de udgav “Sahg 1” leveret heavy metal, med en mørk, mørk energi, og med et solidt touch af doom. Siden er det blevet til i alt 5 udgivelser, hvor den seneste “Memento Mori” har høstet fantastiske anmeldelser i magasiner som Deaf Forever, Metal Hammer og Rock Hard. 
Medlemmerne i Sahg er dog ikke hvem som helst fra den norske scene og tidligere medlemmer fra bl.a. God Seed, Gorgoroth og Wardruna har alle været med indeover. Bl.a. var selveste Einar Selvik fra Wardruna med til at starte bandet op i 2004! 

Tengger Cavalry

En anden af Midgardsblot store forcer er, at de præsenterer en bred vifte af  folkmusik. Eller verdensmusik om man vil. Således er der blevet plads til amerikansk/kinesiske Tengger Cavalry, der ikke tilføjer noget nordisk til programmet, men derimod viser en anden form for verdensmusik. Nemlig den musik vi kender bedst fra de asiatiske egne. Med brug af traditionelle central asiatiske instrumenter, som bl.a. mongolske violiner og sangteknikker som throat singing, tager de metallen et sted, som vi ikke før har set. I den mongolske shamanisme er Tengger (også stavet Tengeri) himmelfaderen, den himmelske leder og det er lige præcis denne type af shamanisme, der går igen i bandet’s lyriske univers.

Oranssi Pazuzu

Som en hvirvelvind af støj og smukke klange har Oranssi Pazuzu tidligere fortryllet os her på Blastbeast.dk. Senest på Roskilde Festival tidligere i år, hvor de forvandlede Gloria-scenen til en black metallisk katedral, med en fantastisk flot koncert. 
Finnernes blanding af black metal, space rock, og progressiv rock har sikret dem, et stadig stigende følge. Ikke bare i Finland, men også i resten af verden. Det kan de bl.a. takke deres seneste album “Värähtelijä” fra 2016 for. 
Tidligere har de bl.a. spillet til Heavy Days In Doom Town i København. Nu er omgivelserne fra Ungdomshuset skiftet ud med skove på Midgardsblot. Det i sig selv skal nok blive en oplevelse i disse rammer. 

Superlynx

Superlynx er et helt nyt band fra Oslo, med udgivelse af debutalbum “LVX” fra 2016. Udgangspunktet er psykedelisk space rock og doom metal, men med en ren og knivskarp leadvokal leveret af frontkvinde Pia Isaksen. I Superlynx univers kan vi forvente hypnotiske arrangementer, af drone og drømmende øjeblikke. Så sørg for at tænde op i piben til denne sindsudvidende doom koncert. 

Forndom

Vi bevæger os væk fra metallen, men så sandelig ikke fra mørket og det spirituelle. Forndom fra Sverige er et soloprojekt, der med brug af oldnordiske traditionelle folkinstrumenter, tager lytteren med på en musikalsk rejse bestående af messevokal og flotte klange. Forndom udgav EP’en “Flykt” i 2015 og i 2016 kom så debutalbummet “Dauðra Dura”. Alle fans af Wardruna og generel ambient og mørk folkmusik bør tjekke dette svenske band ud!