Torsdag d. 3/8 var en særlig aften. Det danske kvindelandshold i fodbold sikrede, at Danmark for første gang i 25 år havde et hold i en EM finale i fodbold og samtidig med det lagde Pumpehuset sal til August Burns Red og deres fulde opførelse af gennembruds albummet “Messengers”, der i år fejre 10 år. 

Denne anmeldelse er skrevet af anmelder Martin Horn Pedersen

Fight the Fight

Fight the Fight i Pumpehuset. Foto: Martin Horn Pedersen

Inden vi kom så langt stod den på opvarmning med norske Fight the Fight.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke var super imponeret, da jeg lyttede til deres plade op til koncerten. Den virkede sgu på mange punkter en anelse ligegyldigt. Men da først bandet indtog den lille scene i Pumpehuset var det hele løftet et plan op. Bandet leverer live en energi til deres metalcore, som gør den interessant. Der er god energi fra bandet allerede fra start, samt en overraskende god lyd for et opvarmningsband, så det var en stor fornøjelse.

Det var samtidig bandet’s første besøg i Danmark, men bestemt ikke første gang, at de stod på en scene, det var tydeligt at mærke. Forsangeren var i stand til både at levere en glimrende clean, growl og scream vokal, hvilket var yderste imponerende. Der er god kemi mellem guitarist og frontmand, der ender ud i en sjov diskussion, om de skal tale engelsk eller dansk til folket. Dette er med til at sikre, at showet både bliver sjovt og samtidig skaber en god stemning. For materialet er, på mange måder, simpelthen for basic og selv efter showet, er det ikke fordi Fight the fight kommer i tung rotation herhjemme. Men kommer de forbi København igen, vil jeg da helt sikkert gerne se dem for energi og deres, nuvel, ok numre. Hvis de får skrevet lidt materiale med lidt mere kød på, så vil de sammen med deres stærkt underholdende liveshow, have grundlag for noget rigtigt godt!

 
 

 

August Burns Red

August Burns Red i Pumpehuset. Foto: Martin Horn Pedersen

Så var det endelig blevet tid til det aftenen handlede om, nemlig August Burns Red i et pakket Pumpehuset, klar til at spille “Messengers”.
Præcis som ved Fight the Fight har vi et band på scenen, der er fyldt med energi fra start, hvilket da også ses på publikum, da der bliver moshet igennem fra starten af!

Vi får albummet i kronologisk rækkefølge, så vi starter med “The Truth of a Liar” og efter blot få sange inde i sættet, begynder man faktisk at overveje, om der er plads nok i lokalet, da pitten bare give den mere og mere gas, men selvfølgelig går det alt sammen.
Bandet viser et godt overskud i kontakten med publikum. Vi får lidt små-snak her og der, så der bliver lagt en tiltrængt dæmper på pitten, så vi alle lige kan få vejret inden det hele springer i luften ved næste breakdown.

Der er ingen tvivl om, at publikum er glade for at få lov til at høre hele albummet igen.”Messenger” viser sig da også, at det bestemt stadig holder i dag. Nok har bandet udviklet sig teknisk siden, men spørgsmålet må være, om de rent faktisk har lavet et bedre album siden? Jeg er ikke sikker, i hvert fald ikke hvis man ønsker det rene metalcore. Derfor står man også med følelsen, efter de 11 sange, at det var tæt på det optimale man kunne få. Men vi skulle have mere. Desværre kan man næsten sige. Først får vi en meget underlig trommesolo i fronten af scenen, hvor der bliver banket løs på trommerne. Men desværre lyder det mest af alt, som en træls udgave af Safri Duo, og helt igennem fejlplaceret. Derefter får vi den nye single “Invisible Enemy”, hvilket publikum slet ikke virker klar på, efter førnævnte gøglershow. Det samme kan egentlig siges om de resterende sange i sættet. Vi får slet ikke samme stemning op at køre igen. Ikke at sangene var dårlige, men det hele havde simpelthen peaket, og så var der bare lang vej op igen efter trommegøglet.

Alt i alt spillede August Burns Red dog en stærk koncert, som havde højdepunktet præcis hvor det skulle være, nemlig ved leveringen af “Messengers”.