Roskilde havde på festivalens sidste aften gjort en spændende pakke klar til de nysgerrige på Gloria. En aften bestående af tre finske black/doom/space bands. Den ene af dem var Oranssi Pazuzu.
Oranssi Pazuzu er et finsk black metal band, der samtidig tilføjer et have af nye lyde, proggede elementer og space rock ind i deres sound. Et spændende møde, med et band, der gør sig i lange tranceskabende øjeblikke, fyldt med voldsom mørke og aggressioner. En egentlig genrebeskrivelse af dette band er umulig at give!
Efter en hel Copenhell og efterfølgende direkte på Roskilde Festivalen, er man åbenlyst smadret og træt i hele kroppen. Alligevel glemte man samtlige smerter i sine brugte led, i de godt og vel 50 minutter Oranssi Pazuzu stod på scenen på Gloria.
Med deres hypnotiske ekstrem metal fik de simpelthen suget de sidste rester af energi ud af undertegnede, uden at man på noget tidspunkt tænkte over at man var træt. Dette her var simpelthen en så stor ud-af-kroppen oplevelse, med et band, der gør det på deres helt egen måde, at hvis man missede bare små elementer af koncerten, var det som at have mistet en meget stor del af den samlede oplevelse.
Ja’ man skulle faktisk ikke tro, at man stod på en festival for at overvære dette. Helt klart den største oplevelse for undertegnede på årets Roskilde Festival. Godt set af metalbooker Stefan Gejsing og det første fulde hus fra os til et band på årets Roskilde Festival!
Nu glæder jeg mig bare til at opleve Oranssi Pazuzu igen på årets Midgardsblot festival i Norge til august!