Kellermensch på Roskilde. foto: Jannie Ravn Madsen
Kellermensch var et af de meget meget få danske bands i den mere hårdtslående stil til at spille på årets Roskilde Festival.
Bandet har ikke været på Roskilde Festivalen siden 2012, hvor de åbnede Orange Scene. I år var de placeret på Arena, som jeg på forhånd havde frygtet var en lige nok stor scene til danskerne. Men heldigvis viste det sig, at publikum var klar på Kellermensch og efterlod et indtryk af, at det store telt faktisk var overraskende fyldt.
Bandet’s mørke rock virkede under Arena’s teltdug, hvor Sebastian Wolff’s gennemtrængende vokal, som altid, viste sig fra sin mest skrøbelige og smertefulde side i kombination med bandet’s smukke, men på samme tid, enormt dystre musik.
Bandet er ganske unikke på den danske scene. Deres melankoli finder vi nærmest ikke på samme måde hos andre bands herhjemme. De eneste jeg lige kan komme i tanke om er Solstafir fra Island, som arbejder med den samme mørke melankoli i kombination med storslåede melodier.
Kellermensch på Roskilde. Foto: Jannie Ravn Madsen
På Roskilde festivalen var Kellermensch en musikalsk stærk oplevelse, men måske også for lang? For selvom Kellermensch altså har flotte sange i bagkataloget, så er en time og et kvarter med bandet på en festival lige i overkanten og interessen for bandet dalede betydeligt mod slutningen af koncerten, hvor teltet blev tømt mere og mere ud.
Hittet “Army Ants” skulle nok have været placeret længere oppe i sættet og evt have været en afslutter. Havde vi haft et 50 minutters stærkt sæt, havde det været en anderledes stærk oplevelse. Denne eftermiddag blev det lige langtrukken nok. Også at dømme efter publikums faldende interesse.
