Prophets Of Rage på Copenhell 2017. Foto: Thomas Værum Olsen

Én af årets helt store fester på Copenhell stod Prophets Of Rage bag. Bandet der består af medlemmer fra Rage Against The Machine, Cypress Hill og Public Enemy virkede som det perfekte match til Helviti Scenen, da bandet serverede en række klassiske 90’er sange foran det talstærke publikum. 

Inden koncerten fik vi en snak med trommeslager Brad Wilk. En snak om at være på tour igen, det nye kommende Prophets Of Rage album, verdenssituation og trommeteknik. 

Hej Brad. Først og fremmest velkommen til Copenhell. 

Mange tak!

Jeg har set et fantastisk klip på Youtube fra jeres koncert på Hellfest tidligere i år. Publikum ser virkelig ud til at fange jeres ønskede vibe. Har du en fornemmelse af om det gælder hele touren? 

Det her er vores første Europatour. Og det har været virkelig fantastisk for os, at være herovre. Vi kan virkelig føle en enorm kærlighed til og for det vi laver. Vi har haft nogle fantastiske shows. Som du selv nævner, så var Hellfest en stor oplevelse.  Det lignede seriøst et sceneri fra Madmax og Les Miserable, hvis man satte disse to sammen. Haha. Faktisk har hvert show i Europa været sådan. 

I har jeres debutalbum på trapperne. Dette udkommer til september. På albummet har I et nummer der hedder “Unfuck the World.” Hvad er tankerne bag denne titel? 

Kort sagt så er verden fucked lige nu! Både på et politisk-  og et miljømæssigt stadie. Der sker en masse “fuckeri” lige nu. Vi vil være på den side, som rent faktisk hjælper vores planet, og ikke dem der ødelægger den. Hvis vi som musikere og kunstnere kan være med til at skabe noget inspiration til verden omkring os, på en positiv måde, så er det det bedste vi kan bede om.

Når vi spiller liveshows er det det bedste vi overhoved kan bede om. Det er det bedste vi ved. Man kan inspirere folk på den måde. F.eks at man kan være med til at inspirere unge mennesker til selv at samle et instrument op og begynde at spille. De så os spille og har efterfølgende måske tænkt: “fuck ja mand, det vil jeg også dét der.” Det er et stort øjeblik. 

Da I startede ud med Rage Against The Machine tilbage i 90’erne, havde jeres musik en stor påvirkning på samtiden. Hvordan ser du numrenes betydning på verden i dag?

Desværre betyder sangene stadig det samme i dag, som de gjorde dengang, da de blev skrevet i 1991. Sangene fulgte nedslag i historien. Og lige nu føler jeg, at vi kan kigge tilbage på de albums, som alle har en bestemt tone og taler om bestemte emner, og det hele synes at gentage sig. Sangene har derfor både kræfter og liv den dag i dag.

Og det leder os op til i dag, hvor I er her på Copenhell, efter at have dannet Prophets Of Rage. Hvorfor og hvordan blev Prophets Of Rage dannet? 

Jeg fik en opringning fra Tom (Morello, guitarist), lige omkring det seneste valg i USA og de brugte alle en masse slogans og talte en masse om “raging against the machines”. Tom ville vise dem alle hvad raging against the machines i virkeligheden handler om! 
Efter det første opkald var jeg helt sikkert med på idéen. Så vi alle mødtes med Chuck og DJ Lord og så kom B-Real med lidt efter. Der var en meget unik og interessant kemi i bandet og jo mere vi spillede jo bedre blev kemien. Vi tog på en US tour og her blev kemien og viben internt i bandet for alvor slået fast. Med det moment gik vi efterfølgende ind og lavede et album.  Bandet handler også i høj grad om at fejre musikken, ligeså meget som det handler om at skulle “unfuck the world”. Vi er også musikere, så vi prøver at finde en god mellemvej mellem disse.

Nu nævnte du selv, at I har fået reelle rappere i front for bandet. Hvordan er det for dig, som trommeslager i rytmesektionen, at spille med rappere fremfor en klassisk rocksanger? Er det en anden fornemmelse du spiller med og kræver det noget andet, rent teknisk for dig, som trommeslager?   

Ah. Det er et godt spørgsmål. Det er som meditation. Du sporer dig simpelthen ind på en anden del af hjernen. Det er lidt abstrakt. Når du skaber musik og når det handler om rytmer og ikke tonale vibrationer, så opererer du i stedet med rum. Jeg bruger lang tid på at finde ud af hvor f.eks stortrommen og de andre slag skal placeres i rummet. Du skaber simpelthen rummet for musikken. Man kan virkelig opnå et meditativt stadie i dette.
Jeg har spillet mange forskellige instrumenter. Men trommer er for mig der hvor jeg virkelig føler mig hjemme.

Så er det anderledes for dig at spille med f.eks Chris Cornell fremfor eksempelvis B-Real?

 Ja det er totalt anderledes. Men i virkeligheden handler det for dig, som trommeslager, om hele tiden at lytte . Du skal kunne høre hvor vi er rent musikalsk. Hvordan du kan få det rette sving i musikken. B-Real og Chuck har begge en meget distinkt rap-stil. Det betyder, at jeg som trommeslager, er nødt til at have et fremtræden stærk rytmisk beat.
I Audioslave var det noget helt andet. Chris kunne skabe det der storslåede flotte rum, med fylde fra sin stemme og som trommeslager var jeg derfor nødt til at skabe mere rum og fylde i mit spil, fremfor det mere straight forward rytmiske spil. For det gav mening for mig, med Chris’ vokal.

Er Prophets Of Rage det ultimative rap metal band som du ser det? 

Uha. Jeg skal være ærlig overfor dig, men jeg kaldte faktisk aldrig Rage Against The Machine rap metal. Jeg har aldrig rigtig kaldt det noget. Og hvis vi var en del af en genre, så er det naturligvis helt fint. Men når jeg ser på dette band, så føles det virkelig fantastisk for os alle lige nu. Det er i virkeligheden op til dig og alle de mennesker der ser os i dag, eller imorgen at afgøre hvad vi er. Som jeg har det lige nu er det 6 af mine brødre, som jeg spiller i band med. Vi er seriøst det tætteste man kommer på John Lee Hooker. Vi er virkelig det tætteste man kommer på virkelig gammel blues. Vi er fucking gamle mænd, der spiller moderne blues, mand! Haha.

Moderne blues! Det er en god måde at se det på. Haha. Og meget apropos moderne musik. Kan du nævne et par moderne og unge bands du selv lytter til i øjeblikket og som du mener vores læsere skal tjekke ud? 

Jeg elsker Mastodon. De er måske ikke så unge, men de er satme et fedt metalband. Dem har jeg set en masse gange. Men damn. Jeg har ikke rigtig fulgt så meget med på scenen må jeg indrømme. Men hvis det ikke skal være metal er jeg virkelig nede med det nye Gorillaz album. Og så har jeg i øjeblikket lyttet til en masse, masse af det gamle Van Halen, “Master Of Reality” med Sabbath og en del Zeppelin. Jeg har virkelig lyttet til en masse gammelt på denne tour faktisk. haha. Men faktisk har jeg på hver eneste tour siden 1991 taget The Pretenders første album med mig. Det er fandme en klassiker. Fantastisk guitarspil og generelt fantastisk musik. 

Med dette runder vi interviewet af og ønsker Brad Wilk et godt show med Prophets Of Rage på Copenhell 2017