Copenhell 2017: Aleg-One

Aleg-One fik i 2017 tilbragt en masse tid på Copenhells mindste, Pandæmonium, hvor navne som Every Time I Die, Frank Carter & The Rattlesnakes, Architects, Slægt og The Black Dahlia Murder gjorde sin gang! Læs derudover også anmeldelser fra HateSphere og The Dillinger Escape Plans koncerter.

TORSDAG

Every Time I Die på Copenhell 2017. Foto af Aleg-One

Every Time I Die, Pandæmonium

Da nyheden om at forsanger Keith Buckley ikke ville deltage i Every Time I Dies koncert på Copenhell, var skuffelsen virkelig til at tage og føle på. Han er efterhånden kendt som en af de aller bedste frontmand inden for sin genre (og ligger ret høj i rockmusik generelt), så det skulle blive spændende at se hvordan bandet ville takle en koncert uden ham. Da nyheden så kom med, at det ville være Sam Carter fra Architects der ville overtage, fik man et håb om, at det nok skulle blive fedt at opleve!

Desværre for Every Time I Die og for Sam Carter denne dag, så gik det for alvor op for mig, hvor meget Every Time I Dies musik kræver, både musikalsk og lyrisk. Og desværre er dette kompliment ment som en negativ ting i forhold til deres show. Fordi en exceptionelt dårlig lyd ødelagde alle facetterne, og en Sam Carter der tydeligvis kæmpede med at holde styr på flow og lyrisk indhold (bevares, han havde også en meget kort deadline), fik sat en seriøs dæmper på en koncert med et band, der trods alt kæmpede en brav kamp for at hanke op i det skeptiske publikum. Undervejs i koncerten fik Every Time I Die spurgt, om der var en fra publikum der kunne teksten til nummeret ”Thirst”, og heldigt for dem, så var det Dan Christensen, der normalt er forsanger i Sons Of Death Valley, som endte med at få stukket mikrofonen i hånden, hvorefter han selvsikkert fik leveret en af koncertens mest underholdende indslag.

Misforstå mig ikke, jeg elsker Every Time I Die. Men det lyder nok hårdt, og er slet ikke ondt ment, men måske de nok bare skulle have aflyst.

Frank Carter på Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Frank Carter & The Rattlesnakes, Pandæmonium

Og apropos koncerter hvor lyden fik lov til at sætte en dæmper på festlighederne, så måtte den altid energiske ”Mr. Crowd Control” aka. Frank Carter og hans klapperslager stå model til et lydniveau, hvor man kunne stå plantet lige foran højtalerne foran scenen, og føre en samtale på normalt niveau uden problemer – hvad fanden, altså!? Jeg tør slet ikke tænke på hvad folk har tænkt længere bagved, fordi det var ikke fordi at der var halvtomt foran Pandæmonium scenen.

Frank Carter er dog stadig heldigvis Frank Carter, og selvom lyden var til at lukke op og skide i første halvdel af koncerten, så nægtede hverken Frank, bandet eller publikum at lukke ned for festen, så det var circlepit ned omkring lydtårnet, den klassiske sæt-jer-ned-og-hop, en crownsurfing-opfordring til alle pigerne under nummeret ”Modern Ruin” (som tog rigtig godt imod!) og store smil pakket ind i bidsk punk med masser af rock n’ roll nerve.

Vi fik ca. 50/50 opdeling af de bedste numre fra ”Blossom” og ”Modern Ruin” hvor især den ellers lidt midt-tempo og mere poppede sang ”Vampires” fungerede rigtig fedt. Men som nævnt tidligere, så var det kun anden halvdel af koncerten med numrene ”Modern Ruin”, ”Fangs”, ”Devil Inside Me” og afslutteren ”I Hate You”, der virkelig kan få folk samlet, arm-i-arm og synge højt omkring hadet til personer der har påvirket os negativt, som fungerede godt. En skam. Frank fortjener så meget mere.

Architects, Pandæmonium

Åh, de satans regnvejr. Deres effekt på strøm og elektricitet har til alle dage været en krig, og denne aften på Copenhell var da også en kamp uden lige. Og med britiske Architects lige midt i skudlinjen.

Klokken var mange. Bandet havde været her i mange timer, og forsanger Sam Carter havde netop også spillet en udfordrende og udfordret koncert sammen med Every Time I Die tidligere på dagen, så der var virkelig brug for en sejr. En sejr de virkelig fortjente.

Lyden var ellers indledningsvis virkelig fed her til aften/nat, vokalen var måske lige lovligt høj, men ellers gik alt klart igennem og var dejligt højt (for en gangs skyld).

20 minutter inde i koncerten, altså ca. 5 numre, så gik lyden, og den energi Architects havde gearet op, faldt hurtigt til jorden, og frustrationen var så småt til at se i deres øjne. Lyden kom på igen, publikum hujede og var klar til at give den ekstra gas sammen med Architects, for at vise, at vi altså støtter dem, og Architects kvitterede med at vise samme høje energiniveau som om koncerten slet ikke havde været afbrudt.

Bum. 10 sekunder inde i nummeret går lyden igen. Pinligt. Nu kunne man mærke, at de var blevet lidt trætte af det. Men der går ikke alt for længe før lyden virker igen, nummeret starter forfra for tredje gang, samme høje energi udvises… Og lyden går igen..

Og det sker ikke bare en gang mere. Hele fem gange går strømmen til lyden før Architects må give op og korte koncerten af efter blot 20 minutters effektiv spilletid. Virkelig en skam og synd for bandet samt de mange fans der havde glædet sig til koncerten.

Ingen karakter

FREDAG

Slægt på Copenhell 2017. Foto af Aleg-One

Slægt, Pandæmonium

Et af de mest spændende metal bands på den danske scene lige nu er der efterhånden en universel mening om er oldschoolerne i Slægt. Deres tag på first generation of black metal blandet med harmoniske Thin Lizzy guitarer og galoperende heavy metal, har virkelig lagt en grobund for at vi efterhånden er rigtig mange, der har svært ved at få armene ned over hvor fucking fede de er.

Manddomsprøven står for døren, og den hedder i denne sammenhæng Copenhell. Både band og publikum så meget frem til dette møde, og Slægt skulle virkelig bevise fadølsfolket, som meget sjældent kommer på de spillesteder hvor Slægt normalt gør deres gang, at de fortjener at stå på store scener rundt omkring i landet – og hele verdenen for den sags skyld!

Og manddomsprøven. Den blev bestået til UG og stjerne med store roser og stående bifald. Hold. Nu. Bare. Kæft… hvor er det band bare sejt, tight spillende og fandens dygtige. Lige dele ærefrygt og gispende entusiasme går lige i heavyarmen og det lange hår (hvis man da har det) ved hver en strofe og tone, som de unge gutter straffer og langer ud over scenekanten. Og selvom det både er ond og melankolsk musik d’herrer har på menuen, så er det virkelig svært at se sur ud, når man modtager en så varm en velkomst som Slægt modtog denne eftermiddag. 

Deres sæt bestod primært af numre fra deres nye fuldlængde ”Domus Musterium” fra maj 2017, hvilket blot beviser, at materialet har potentiale for nyklassiker-status, nu hvor så mange fik hoppet med på vognen uden rigtig at have haft en chance for at få materialet under huden for alvor.

Meget imponerende!

The Dillinger Escape Plan på Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

The Dillinger Escape Plan, Hades

Afsked er altid svært. Især når det er med et band, som har både har brudt grænser og været med til at definere lyden af kompromisløshed og vildskab i liveshows. The Dillinger Escape Plan har siden 1997 udfordret vores øregange og delt vandene omkring deres lige dele fængende hooks og det tilsyneladende ukontrollerede kaos som er deres musik. I deres senere dage har der dog netop været flere storladne omkvæd og melankoli til at bryde med vildskaben, men når man kommer for at sige farvel, så er det uhyre passende, at det bliver gjort med et album som ”Dissociation” fra 2016 som det seneste i baggagen. Her går The Dillinger Escape Plan virkelig tilbage til de vilde rødder og overgår sig selv flere steder i de kreative og bindegale kompositioner, som er alt andet end nemt at lytte til.

På Copenhell var publikum også klar til at tage afsked med maner. Mange var nok bare kommet for at se giraffen, hvilket også gjorde, at en del nok tænkte ”det må være nok” efter 3-4 numre, men os som vidste hvad bandet har at byde på, fik både valuta for pengene og et band i topform og konstant på randen af eksplosion. Den reelle eksplosion skete dog ikke, og den følelse af, at noget vildt og uventet sker, skete kun momentvist – fx da guitarist Ben Weinman går slået en skrue løs (he he) på sin guitar og vælger instinktivt at smadre den midt over på scenen inden han får stukket en ny i hånden.

Det var også i vildskaben, at fokusset i setlisten primært lå, krydret med en lavere dynamik fra numre som ”Black Bubblegum”, ”Symptom Of Terminal Illness” og ”One Of Us Is The Killer”, den groovy ”Milk Lizard” samt de episke ”Farewell, Mona Lisa” og ”Sunshine The Warewolf”.

The Dillinger Escape Plan fik sat et gloværdigt punktum på en imponerende karriere, dog uden at byde på blod, brækkede knogler eller yderligere nedbrudte grænser. Man er vel blevet ældre med årene.

LØRDAG

Hatesphere på Copenhell 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Hatesphere, Helviti

De danske darlings fik æren af en opgradering til sværvægterklassen på Copenhell, og skulle demonstrere hvordan dansk dødsthrash går sin gang på de helt store scener. Med en nylig opvarmning for Metallica i Royal Arena, som efter sigende skulle være gået ganske glimrende, var det nu tid til at indtage ”Helviti”, Copenhells største scene.

Alle der har set en koncert med HateSphere før ved, at de altid leverer varen. De hurtige riffs, de tunge passager og den energifyldte performance med masser af crowdkontrol og jysk humor står på menuen, og det gjorde den også på den store Helviti-scene, og specielt den jyske humor gik faktisk meget fint på den store scene, hvor Esse fik rodet lidt rundt i setlisten med masser af glimt i øjet. Det var da også et fedt indslag, at Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder gæstede et nummer, men mindre fedt var det, at hans mikrofon ikke var tændt. Mindre fedt, og lidt af en ommer.

Med en god portion numre fra det imponerende bagkatalog og en håndfuld numre fra den seneste plade ”New Hell” fra 2015, fik folket foran scenen masser af fee’ døø og fwaaash for pengene fra vores lokale danske helte. Og vi har sagt det før, og siger det igen, specielt ”Resurrect With A Vengeance” er bare så fandens lækkert et nummer, at man ikke kan undgå at få ondt nakken bagefter – mere af den slags!

Helt farligt blev det aldrig, banebrydende heller ej, men med HateSphere bag roret, så kommer man sgu altid i mål på ganske fin manér. Den blev kørt ind med talentet i vinkel, humøret højt og selvsikkerheden høj, og det kan man absolut ikke brokke sig over.

The Black Dahlia Murder på Copenhell 2017. Foto af Aleg-One

The Black Dahlia Murder, Pandæmonium

Festivallens lukkere var, som mange mennesker åbenbart troede, ikke Slayer. Det var nemlig både pik-og-patter folkefest med Red Warszawa og melodisk dødsmetal med de dygtige The Black Dahlia Murder fra scenerne, før Copenhell lukkede ned for livemusikken i 2017. En meget tvivlsom ære, selvom det nok lyder meget pænt på papiret. Slayer betyder nemlig fest, øl og høje energiudladninger fra publikum. Og det betyder The Black Dahlia Murder også. Så mange mennesker havde ikke overraskende nok valgt at bruge de sidste resterende dråber benzin på thrash-kongerne, og valgte derefter at tage hjem, frem for at blive en ekstra times tid til The Black Dahlia Murders fængende og festlige koncert på Pandæmonium.

Okay, jeg skal da også gerne indrømme, at promillerne havde taget sit indtog hos mig, og større dele af koncerten er lidt i en grå tåge for mig. Men enkelte glimt har stadig sat sit imprint på mig, og det var især den knivskarpe lyd og bandets evindelige kunnen til at imponere mig både rent teknisk og deres egenskab til at skrive fængende dødsmetal som hang ved. Og den cocktail bliver ikke mindre eksplosiv af have en frontmand som Trevor Strnad til at piske en stemning i vejret. Jeg spørger igen; hvornår trækker han vejret!?

Med numre som ”Vlad, Son Of The Dragon”, ”In Hell Is Where She’ll Wait For Me”, ”Miasma” og afslutteren ”I Will Return” kunne man ikke forlange meget mere. Ok, det kunne man godt, men for min skyld måtte de gerne blive ved med at spille, lige indtil min fistpumpende bas-arm falder af, i takt med at Trevor Strnad fortsætter sin energiudladning herfra og langt ind i år 3018.

Og ”I Will Return” endte med at være ganske sigende, både for The Black Dahlia Murder og for Copenhell. For de fik rundet en(dnu) en fantastisk festival af, som gjorde, at vi med sikkerhed vender tilbage i 2018. Og så ses vi i Pumpehusets Byhave d. 14 juli, hvor de vender tilbage og giver gratis koncert! Fest!