Guns N Roses. Foto: Jannie Ravn Madsen

Direkte fra Roskilde Festivalen og ind til Parken. En hård tur, men som man jo naturligvis var nødt til at tage nu hvor Guns N Roses spillede op til fest i den stærkeste opstilling i mange, mange år.  

 

Og lad det da bare være sagt med det samme Axl, Slash, Duff og resten af Guns N Roses skuffede ikke! Som helhed var bandet i perfekt balance med hinanden, og gav plads til alles egoer, uden det påvirkede showet i en negativ retning. I hele 3 timer fik vi leveret rock n roll fra et af de bedste bands i verden til lige netop det. Farlig og ustoppelig. Med klassiske hits som “Welcome To The Jungle”, “Nighttrain”, en smuk udgave af “Civil War” og ja, jeg kunne faktisk blive ved. 

Ja, gu’ fanden er der da mange guitarsoloer i et show med Guns N Roses. Det skal der være, når vi har med Slash at gøre. Var man ikke klar på det var man åbenlyst gået forkert. De lange soloer hører sig til hos disse herrer. Alene det at se Slash i front sammen med Axl var en kæmpe oplevelse.

Og når snakken falder på Axl, ja så har manden stadig sin røst i orden. Nej den er ikke nær så farlig som i de gode gamle dage. Men han formår fortsat at skære igennem, med sin legendariske skærebrænder vokal. 

Alt virkede som sådan rigtig godt i forhold til det stort opsatte show. Men dét fik Parkens urimelige rædsel sinferno af et lydhelvede sat en grundig stopper for. Det der kunne have været så godt, blev på ganske tragisk vis til en åbenlys skuffelse. Simpelthen fordi lyden i Parken ikke var til at holde ud. Sjældent har det da runget så meget som det gjorde denne aften. Umuligt! Skønt det dog blev bedre mod slutningen af koncerten.

At tænke sig til, at Roskilde Festivalen er i denne uge og et top tændt Guns N Roses spiller i Parken er næsten ikke til at holde ud. De skulle headline Roskilde i år! There! I said it! Hold kæft hvor havde de klædt Orange Scene meget, meget bedre! 

For bandet VILLE altså det her! Det ville Parken bare ikke.