Power Trip i Amager Bio. Foto: Weiss
Ekstrem metallens grand old men lagde atter vejen forbi Amager Bio. Denne aften som første stop på touren.
Power Trip
Jeg kunne desværre ikke nå ud til Amager Bio tids nok til at overvære det første band Lock Up. Heldigvis passede min timing med, at Power Trip gjorde deres entre, præcis i det øjeblik hvor jeg selv ankom til koncertsalen.
På forhånd var Power Trip også et band jeg havde set meget frem til. Ikke mindst fordi Blastbeast’s hardcore-man, Aleg-One, har talt meget, meget varmt om dem på det seneste.
Her var der dog hverken tale om hardcore eller metalcore. Power Trip gav en regulær lussing i uhyre velspillet old school thrash metal. Med en snert af klassiske heavy metal riff-arbejde. Totalt down my alley. Det er der så godt nok også mange unge bands der gør i øjeblikket. Eksempelvis Havok.
Jeg synes dog, at Power Trip er lige dét mere bad ass, beskidt og frem for alt rå i deres udtryk. Det klæder musikken hamrende godt. Samtidig med, at deres riffs er overraskende catchy og groovy. Det var simpelthen umuligt ikke at lade sin headbanger-lyst rive med.
Dem må vi sgu’ høre noget mere fra i den kommende tid.
Brujeria
Brujeria i Amager Bio. Foto: Weiss
Fra noget der bare var mega fedt, til noget der bare var mega dumt. Brujeria gør sig i noget man vel bedst kunne beskrive som mexicansk gangster grindcore, med masker hos alle bandmedlemmer. Og sjovt var det da. I det første kvarter i hvert fald. Her var glæden over noget anderledes og nyt på disse kanter ganske rart. Men i hele 45 minutter blev det gakkede show simpelthen for langt.
De to mænd i front Sangron og Fantasma havde ellers energien i orden på scenen, med deres mexican gangster attitude, hvor ølvom i sort lædervest med frynser, så sandelig blev flashet i stor stil. Kønt var det ikke, og det samme kunne man egentlig sige om deres vokalarbejde. Men igen, det var sjovt nok i det første kvarter.
Interaktionen mellem sangene foregik primært på spansk til det fremmødte publikum, noget der naturligvis gjorde, at de på ingen måde kunne fange de fremmødte. I længden blev det en traver. Det kunne også ses på fremmødet i salen, der stille og roligt sivede ud mod baren. Vi var godt nok ikke mange mod koncerten’s slutning. Forståeligt. Det var rodet og kun sjovt i det første kvarter.
Tænk Odense Assholes hvis de gik metal… og at de kom fra Mexico.
Napalm Death
Napalm Death i Amager Bio. Foto: Weiss
Napalm Death. Bandet der bare bliver ved og ved og ved. Bandet man ved hvor man har, og bandet hos hvem, man altid ved hvad man får. Klassisk, men godt.
Og det var det også denne aften i Amager Bio. Mark Barney var som altid i hopla og fløj rundt på scenen med sin vanlige ADHD attitude, fyldt med cirkelspark, sving i hofterne og headbanging, alt imens mikrofonkablet blev viklet mere og mere rundt om ham. Selv lignede manden én, der var kommet direkte fra en amatør fodbold turnering i Birmingham. Hvid t-shirt, sorte shorts og lange strømper. Simpelthen fremragende.
Hos Napalm Death er der ingen slinger i valsen. Kvartetten går på scenen og smadrer deres legendariske grindcore ud i hovedet på os. Nøjagtig som de har gjort de sidste 30 år. Den obligatoriske politiske “Barney-snak” var centreret omkring medmenneskelighed og at der i verden i dag er stort frygt overfor fremmede. Energien er i top og denne aften fik vi præcis hvad man kunne forvente af britterne.
Smæk for skillingen og så endda på en tirsdag!