Vinterblot på Inferno. Foto: Blastbeast
Tredje dagen på Inferno bød på både sludge og klassisk norsk black metal!
Reportagen er skrevet af the one and only Blastbitches!
Vinterblot åbnede John Dee på dag 3, og publikum var mødt talstærkt op for at vise deres støtte. Vinterblot vandt Infernos årlige band konkurrence og vandt således en plads på festivalen. Bandet er dog hverken fra Norge eller black metal. Kvintetten er italienere og spiller en solid blanding af pagan og dødsmetal. Stemningen var sat fra starten, da forsangeren viste sin særlige vandrestav frem. På toppen af staven, var der nemlig en udskåret ravn, meget lig Odins Hugin og Mugin. Så var der ingen tvivl om, hvor Vinterblot havde fundet meget af deres inspiration. Det var en meget kort, men intens koncert. Publikum bar præg af, at det stadig var relativt tidligt på dagen og mens mange stod bagved og bare lyttede nysgerrigt, var der også en stor skare foran, der både skrålede med og headbangede, som gjaldt det deres liv. Vinterblot er ikke det mest kendte band, men et af deres numre hænger især ved; “Evoked By Light” afsluttede koncerten med et brag og efterlod et positivt minde om vores første møde med Vinterblot.
Samael på Inferno. Foto: Blastbeast
Selvom Vinterblot virkede som en velkommen opkvikker, skulle der lige slappes lidt af, inden næste koncert. Vi bevægede os langsomt op mod Rockefeller for at se et band, vi havde fået anbefalet af nogle norske venner: Samael. Det eksotiske navn er inspireret af ærkeenglen Samael, der ofte beskrives som ”ond”. Navnet i sig selv betyder på hebræisk ”Venom of God” eller ”Poison of God”, så med de associationer kunne man godt forvente sig et noget ondt band.
Mennesker kom kravlende frem fra hjørnerne for at se Samael, og det tydede tilsyneladende på, at Samael var et ret populært band. Vi havde ikke det store kendskab til dem før, men lidt forventninger fik vi da, da vi så hvor mange spændte fans, der dukkede op.
Koncerten startede med en introsang, der fortsat spillede, mens bandmedlemmerne roligt fandt deres pladser og faldt i takt med musikken fra højtalerne.
På trods af publikums umiddelbare begejstring, var vi altså ikke specielt imponerede. Bandet beskrives ofte som black/industrial, men det var lidt for industrial til vores smag. Det var computertrommer, der bragede ud af højtalerne på trods af, de havde en ”performance-trommeslager” med sig på scenen, der hoppede op og ned mere end han ”spillede” trommer.
De (få) black elementer, der var, gav Samael en ond stemning, ligesom guitaristen Mak var malet sort og hvid i hovedet i vaskeægte Peter Lundin-stil. Men ellers var der ikke meget ond ærkeengel over dem. De var dog dygtige musikere, uden tvivl, men vi måtte konkludere, at hvis trommerne er så komplicerede, at en computer må udføre dem frem for en live-trommeslager, så foretrækker vi mindre komplekst musik.
Crowbar på Inferno 17. Foto: Blastbeast
De er dog dygtige musikere, selvom mister performance-trommer mest virkede malplaceret, og hvis frontmand Vorph havde brugt scenen mere og nået længere ud til publikum, havde vi nok nydt koncerten mere. Desværre var de lidt kedelige at se på, hvilket bare er ærgerligt, når man er til live-koncert.
Kort efter bevægede vi os ned til kælderscenen for at se Crowbar. Vi var bestemt ikke de eneste.
Alle stormede ned for at se Crowbar. Det resulterede i at man stod meget mast, og det viser tydeligt, at Crowbar var for stor en booking til den lille kælderscene, John Dee. Udover det faktum, at det var svært at trække vejret i det pakkede rum, leverede Crowbar en energisk og professionel koncert. Publikum blev i hvert fald ikke skuffede og forsanger Kirk Windstein havde, trods sin sædvanlige stillestående fremtræden, en karisma, der nåede helt ned i bunden af salen.
Hoest i front for Gorgoroth. Foto: Blastbeast
Vi startede oppe foran scenen, hvor crowden headbangede i takt til “Conquering” og “All I Had (I Gave)”, men det blev hurtigt for vildt til os, da den mest hardcore gruppe af fans naturligvis måtte starte en moshpit. Vi blev nødt til at bevæge os ud af rummet for at stå i døråbningen og lytte til resten af settet, der blev afsluttet med gamle kendinge som “Existence Is Punishment” og “Like Broken Glass”. Crowbar var et godt eksempel på, at Inferno Festival manglede en mellemstor scenen. John Dee er en lille “klubscene”, hvor Rockefeller er den store scene, Crowbar er lige i midten, og det er en skam, at en udmærket koncert skal ødelægges af for lidt plads (og luft) i kælderen. Lyden var dog som den skulle være, og komplimenterede Crowbars tunge sludge/doom klang på smukkeste vis.
Herefter gik turen i baren på Rockefeller, hvor der allerede var begyndt at strømme folk til scenen for at vente på aftenens hovednavn, Norges helt egne Gorgoroth.
Mens vi fik en fadøl, kunne vi følge strømmen af mennesker og den summende følelse af forventning i luften. Ingen tvivl om, at black metal bandet havde været ventet længe – vi var trods alt også i Norge, hvor black metallen må betragtes som det helligste hellige inden for ekstrem metal.
Det var ikke nogen helt almindelig koncert. Gorgoroths optræden på Inferno var en del af deres Blood Stains Europe 25th Anniversary Tour 2017. 25 år er alligevel ikke så lidt – tillykke med det!
Hoest i front for Gorgoroth. Foto: Weiss
Bandet gik på scenen lidt over midnat, en smule over tid, men de var hurtigt tilgivede. Bandmedlemmerne var naturligvis indsmurt i blod, corpsepaint og og nitter. Her var der ingen tvivl om, at bandet levede op til deres mørke navn, opkaldt efter det gudsforladte plateu i Ringenes Herre, der huser den dommedagsvulkan, som Frodo søger efter for at destruere ringen. Desværre er der kun et enkelt origialt medlem af bandet tilbage, nemlig stifter af bandet, Infernus. Men på trods af at især de ældre fans foretrækker tidligere frontmand Gaahl, var forsanger Hoest bestemt ikke nogen skuffelse. Med en stemme kold som is og et blik, der kunne dræbe, ledte han publikum ind i en herlig verden af fordærv, mørke og gennemført black metal. For at være helt ærlig: hvad er der at sige? Hvis man er til den anden bølge af black metal, kan man ikke komme uden om Gorgoroth, og det burde man heller ikke.
Vi forlod showet med kuldegysninger op og ned ad armene, præcis som det skal være efter et Gorgoroth show.