Voodus. Foto: Jannie Ravn Madsen
Den stod på legendarisk black metal, da kongerne af the second wave of black metal vækkede deres hovedværk til live i Amager Bio!
Mayhem har det sidste års tid turneret med debutalbummet “De Mysteriis Dom Sathanas”. Nu var det endelig Danmarks tur til at opleve det black metalliske hovedværk fra 1994. Nordmændende lagde Amager Bio et visit søndag aften!
Voodus
Først skulle vi dog varmes op af svenske Voodus. Et band der trækker stor inspiration fra den klassiske black metal og speed metal. En kombination vi også ser herhjemme hos band som eksempelvis Slægt.
Voodus er dog noget mere skrabet og rå i lyden end danskerne. Deres sange bygger på klassiske black metal dyder, med hurtige blasts og diskant guitarsound. Stadig har svenskerne tydeligvis fat i de fede melodier og det var hér svenskerne rent faktisk viste deres sande styrke. Den rå og brutale musik i kombination med de iskolde og hjemsøgende melodiske hooks, der blev gentaget i flere af deres sange.
Live blev det dog aldrig den helt store oplevelse. Udmærket, men så heller ikke vildere.
Dragged Into Sunlight
Dragged Into Sunlight. Foto: Jannie Ravn Madsen
Holy fucking shit! Hvor kom dét band lige fra!?
Lyset i Amager Bio blev slukket og det eneste lys fra scenen kom fra nogle få stearinlys placeret på en lysholder i midten forrest på scenen.
To skærme, der begge viste skrækindjagende filmklip i kombination med tung noise, var placeret i hver sin side af scenen. Dette udgjorde bandet’s intro og skabte den perfekte stemning, inden de gik på scenen.
Og SÅ blev vi ellers smadret igennem. For hold da nu helt kæft, hvor kan Dragged Into Sunlight spille. Det er længe, længe siden jeg har hørt et så ekstremt metal band spille så svine og uhyre tight, som det rent faktisk var tilfælde her.
Bandet stod med ryggen til publikum og havde ingen anden kontakt til publikum end deres musik. Lyset var perfekt sat op, uden brug af spotlys på medlemmerne. Det eneste lys vi fik var fra de levende lys fra den store lysestage midt på scenen og så nogle enkelte sporadiske stroboskoplys i takt med musikken. Men sikke én effekt!
Stemningen var ond, mørk og helvedes intens og fik seriøst Behemoth til at ligne et mildt popmetal act- og det siger altså ikke så lidt!
Meget imponerende levering af Dragged Into Sunlight. Wow!
Mayhem
Mayhem. Foto: Jannie Ravn Madsen
Efter sådan én levering var der altså noget at leve op til for Mayhem.
Men okay, nordmændende skal nu engang spille dét mest legendariske black metal album nogensinde udgivet, så allerede der havde jo en klar fordel.
Men hvordan var leveringen så?
Lyset i salen blev slukket. Røgen og det blå skær fra scenen fyldte scenerummet i Amager Bio sal, der her til aften var ganske fint fyldt. Og så kommer bandet på scenen til tonerne af “Funeral Fog”.
Det står klart med det samme, at Mayhem med denne tour er gået teatralsk som aldrig før. Selv Necrobutcher, der ellers normalt aldrig klæder sig ud eller har brugt corpse paint i nyere tid, var iført kutte denne aften, sammen med resten af bandets medlemmer.
Og så naturligvis med Attila i front, med sit psykopatiske og skræmmende approach og raspende vokal, der kendetegner manden og albummets lyd.
Og når snakken falder på lyden, så var det imponerende så godt lyden denne aften var ramt. Det lød rent faktisk som på pladen. På godt og ondt- mest godt dog!
Trommerne var høje og massive, og fyldt med rumklang på tammerne, som jo altså kendetegner trommelyden på albummet. Samtidig var guitarene diskante og knas tørre i lyden. Det kunne dog sagtens have været højere.
“Freezing Moon” blev leveret i en voldsomt langsom og tung udgave, der gjorde det legendariske Mayhem nummer tungere end nogensinde før.
Mayhem. Foto: Jannie Ravn Madsen
Dog er jeg ikke sikker på om deres teatralske approach passer til albummet. Attila er naturligvis altid en mand med en teatralsk vinkel, men jeg tror aldrig det var meningen tilbage i 1994 at albummet her 23 år senere skulle have den okkulte vinkel den har fået i dag. Det gjorde det en smule komisk snarere end egentlig uhyggeligt. Egentlig kunne de for mit vedkommende have stillet op i læderjakker og slidte jeans som i 90’erne og smadret albummet ud i hovedet på os, og så havde det næsten været federe. Råt og brutalt snarere end teatralsk.
Men albummet ER altså genialt. Og særligt titelnummeret sendte os direkte til helvede på den fede måde. Og vupti. Efter en time var showet slut. Pladen var spillet færdigt og uden ét eneste ekstranummer forlod bandet scenen og kom ikke tilbage igen.
Her kunne vi sagtens have brugt et nummer eller to mere. For lige da det var begyndt at peake var det hele slut. “Deathcrush” havde ikke været skidt.
Men alt i alt en udmærket Mayhem koncert, med et band der leverede en teatralsk udgave af et legendarisk album.
