Hollandske Epica har aldrig headlinet en koncert i Danmark før. Og sidste år på Copenhell var første gang de nogensinde har spillet i Danmark. Fredag aften i Amager Bio skulle således være første gang vi danskere kunne se Epica til et indendørs show!
Inden den symfoniske metal kunne folde sig ud skulle vi dog igennem en omgang solid opvarmning med islandske Skálmöld!
Skálmöld
Skalmold. Foto: Weiss
På papiret kunne det virke underligt at sætte Skálmöld på som opvarmning til Epica. Deres upolerede bøvede vikinge rock (sagt på den aller mest postive måde) står i virkeligheden i direkte kontrast til Epica’s pæne og polerede udtryk.
Men Skálmöld gik til stålet allerede fra første hug med sværdet. Og igennem ca 45 min fik vi leveret viking metal med alt hvad det hører sig til af brøl, folkemelodier og hurtige og tunge grooves.
Lyd mæssigt skulle man dog ikke tro, at bandet rent faktisk består af 3 guitarister, for særligt guitarlyden var skruet enormt langt ned. Og det var faktisk kendetegnet for hele koncerten. Det var enormt lavt. Så lavt at man kunne stå og føre en stille og rolig samtale, alt imens der blev pløjet igennem på slagmarken af de brave islændinge!
Når det er lavt mister man samtidig bunden og dybden i musikken. Det gør at koncertoplevelsen, særligt i metal, svækkes enormt. En metalkoncert skal kunne mærkes helt ind i hjertet. Det skal være så massivt som muligt. Det var det langt fra her, selvom Skálmöld dog kæmpede solidt med at få startet en god fest!
Og det lykkedes da også nogenlunde for dem, uden at koncertoplevelsen peakede fuldstændig.
Epica
Epica i Amager Bio. Foto: Weiss
Det er altid interessant og spændende med en koncert med et band, der aldrig før har headlinet i Danmark på egen hånd. Således var jeg også spændt på om Amager Bio’s sal måske var for stor i forhold til Epica’s popularitet i Danmark.
Heldigvis blev min frygt gjort til skamme. Salen var pænt fyldt, dog uden at balkonen var åben. Men dog langt fra et pinligt fremmøde, som det tyder på det var til Trivium i Vega på samme tid!
Oh well. Os der havde valgt en koncert med Epica denne aften fik hvad vi kunne forvente af det hollandske band, uden at det på nogen måde løftede sig op til skyerne. Fokus var ikke så overraskende på det symfoniske bands seneste plade “The Holographic Principle”, hvor vi fik hele 6 numre derfra, samt de klassiske. Herunder en dejlig udgave af “Cry For The Moon.”
Guitarist og sangskriver Mark Jansen var som vanligt bandet’s vigtigste mand på scenen. Hans interaktion med publikum i begyndelsen af koncerten, hvor snakken gik på, at de var glade for endelig at være i Danmark igen efter Copenhell i sommer, fik sat den perfekte stemning hos publikum. Omend det er nogle tricks der altid virker, ja så virkede det altså meget reelt og ægte her til aften.
Live er Simone Simons vokal dog besynderlig spinkel, i forhold til det hun egentlig gerne vil og som hun også gør på pladerne. Rent ud sagt er det faktisk pisse irriterende, at hun ikke formår at fylde vokalrummet ud i Epica’s liveunivers. Når man tænker på hvordan kollegaer som Floor Jansen i Nightwish eller Tarja, nærmest på egen hånd kan overdøve musikken alene med deres svulstige vokal range, ja så blegner Simone’s vokal altså betydeligt her. Og så er det altså svært at se igennem fingrene med de flere lag af backtrack vokaler, der er lagt over hendes reelle livevokal, for at skabe fylden, hun ikke selv kan skabe.
Og sådan var der altså flere detaljer i aftenens koncert, der gjorde at Epica aldrig blev den helt store oplevelse.
Musikken er så uhyre kompleks. Der er så mange detaljer og lag i musikken’s opbygning, at det kan være svært at fremføre det live. Ingen tvivl om, at musikerne er vanvittig dygtige og i sig selv kan fremføre deres musikalske aspekter live, men det kræver altså at lyden kan følge trop med musikkens kompleksitet.
På plade er Epica’s udtryk et af de tungeste på den symfoniske scene. Derfor var det også at forvente, at lyden ville blive deraf i Amager Bio. Men her synes det hele at falde til jorden. Der manglede simpelthen volume i den til tider alt, alt for spinkle sound. For det første var der ingen bund og dybde i lyden. Bassen var nærmest ikke tilstede og stortrommen var ét stort tricker-helvede fra start til slut, uden dybde overhoved.
Det virkede som om at bunden, tyngden og volumen i musikken simpelthen var blevet nedprioriteret, for at få plads til de mange symfoniske nuancer og Simone’s vokal.
Det gjorde, at selvom bandet udviste en herlig spilleglæde fra start til slut, så var der altså skruet godt og grundigt ned for det episke i Epica.
Og hvad har man så tilbage?
