Søndag stod Amager Bio på en aften i den progressive metals tegn, med Devin Townsend Project, som aftens hovednavn. Dog skulle vi lige på en lille tur først, inden hovednavnet kunne gå på.
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen. Billeder af Jannie Ravn Madsen
Leprous
Leprous i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen
Det norske band Leprous havde fået fornøjelsen af at åbne. Det var ikke et band jeg på forhånd havde det helt stor kendskab til, men der var mødt pænt med folk op, så noget kunne tyde på, at de havde en ganske stor tiltrækningskraft på dagens publikum.
Bandet starter godt ud. Gode rytmer som bliver leveret med kvalitet, som særligt er båret af en meget stærk trommeslager, som virkelig hæver bandets kvalitet. I starten havde Leprous valgt nogle ret roligt numre, men jo længere vi kommer igennem sættet stiger tempoet på undervejs. Ikke at tempo i sig selv er et kvalitets stempel, men det var rart at få sparket lidt mere gang i publikum, til resten af aftenen. På den måde virkede det også til, at de mere og mere vandt publikum over undervejs.
På den måde leverede bandet en rigtig god koncert, hvor eneste minus lå i forsangerens vokal. Ikke at han sang dårligt, men hvor var vokalen dog utroligt pæn. Også for pæn i forhold til resten af musikken. Så hvis resten af bandet kunne tage ham med ud, for at ryge 40 smøger og drikker noget mere snaps, så stemmen kunne blive lidt mindre poleret, så havde den været helt hjemme. Men det ændre ikke på at Leprous startede aften godt.
Between The Buried And Me
Between The Buried And Me. Foto: Jannie Ravn Madsen
Aftens næste band kom fra USA og udover også at spille progressivt, som de andre, har de også været forbi en del core gennem tiden. Først skal der dog lyde stor ros til Amager Bio, bands og crew for et meget hurtigt sceneskifte, 10-15 minutter tog det i alt.
Lad mig bare med det samme sige, at det her var en mærkelig omgang. Bandet spiller rigtigt godt, men meget af det gav ingen mening for mig. Hvad var det de ville rent musikalsk? Når de holdt sig til at spille metal i forskellige afskygninger, så blev der leveret et godt og stærkt produkt, som kunne være blevet en rigtig god koncert.
Men Between The Buried And Me har alle mulige mærkelige elementer, introer, skifte i stil osv. Det kan virke hvis det gøres rigtigt. Det gjorde det desværre ikke for bandet det meste af tiden denne aften. Jeg er sgu’ ikke sikker på, at andre end dem selv forstod hvad der forgik hele tiden? Eller ja, måske var det bare mig der ikke forstod det.
Alt i alt blev det bare mere mærkeligt end godt, men bandet var velspillet og metaldelen var godt.
Devin Townsend Project
Devin Townsend. Foto: Jannie Ravn Madsen
Så var det blevet tid til aftens hovednavn nemlig Devin Townsend Project, eller i virkeligheden Devin Townsend med band.
For det står klart efter koncerten, at bandet kan deres ting. De spiller fint, så her er der bestemt ikke noget at komme efter. Men det er altså Devin det handler om. Det er ham der kommer ud over scenen og har kontakten med publikum.
Vi skal lige i gang, men så starter det klassiske “one man show” også. Devin er en fantastisk entertainer.
Vi kommer i løbet af aftenen til at høre sange der en direkte del af Project, men også numre udgivet under hans navn som Ziltoid Goes Home.
Dette skaber et set hvor der en fin tråd i, men også uden det bliver for ens.
Devin Townsend. Foto: Jannie Ravn Madsen
Det hele bliver undervejs krydret med en mærkelig, men også meget sjov “far-agtig-humor,” fra Devin, som bliver modtaget godt af publikum. Det skaber en løs, men også dejlig stemning undervejs i koncerten, hvor der både var plads til grin og de klassisk horn, højt hævet i vejret blandet de mange fremmødte.
Der var ikke udsolgt, men gulvet var pænt fyldt og balkonen åben, så massere af mennesker fik denne aften oplevelsen af en sjov Devin Townsend, der spillede et show der både var storslået, men også nærværende, hvor musikken, uden det store sceneshow, fik skabt et flot lyd billede. Mens det hele blev mere nærværende ved Devin’s snak til publikum.
Ekstranumrene startede med en smuk akustisk udgave af “Ih-Ah”, inden det hele blev sluttet af med “Higher”. Dermed kunne publikum blive sendt hjem efter en god koncert, hvor det eneste problem var, at vokalen i perioder drukende i lyden fra resten af bandet.
