The Dillinger Escape Plan. Foto: Aleg-One
Mestrene var kommet for at takke af for denne gang. Mathcore-giganterne The Dillinger Escape Plan lægger nemlig deres vilde liveoptrædener og kompromisløse og altid fremadskuende musik på hylden, og det skulle fejres en sidste gang. Og jeg kunne ikke forestille mig bedre rammer end dem de fik i Pumpehuset på denne kolde vinteraften.
Det skal efterhånden en del til i disse dage for, at man som bland bliver berygtet i en sådan grad, at folk nærmest har en smule frygt eller forargelse i stemmen når man bliver omtalt. Det er sket i højere grad med nyere bands som Slipknot og Marilyn Manson, punkmiljøet havde GG Allin, og helt tilbage til Black Sabbath og Alice Cooper gik rygterne om vild æstetik og uretmæssig opførsel. Men graver man lidt dybere, så har de fleste nok også hørt, at der eksisterer et amerikansk band der hedder The Dillinger Escape Plan, som kan lukke posen op med vildskab i sådan en grad, at man nok bør holde sig hold tilbage i salen, hvis ikke man vil have et eller to bandmedlemmer i hovedet undervejs i showet (her tænker jeg på en specifik historie fra da The Dillinger Escape Plan spillede på Loppen til et af deres første danske shows, hvor bl.a. en fra publikum blackoutede af at få en guitar i hovedet tidligt i showet). De er ikke helt lige så vilde som før i tiden, men det er tydeligt at mærke, at fortidens bid stadig sidder tydeligt i kødet på publikum, der frådende var mødt op for at få langet dissonans, store riffs og skæve taktarter over disken som syngende lussinger lige i fjæset.
Bandet gik på til jubelbrøl fra salen til det bindegale, utilnærmelige og nærmest skabede nummer ”Limerant Death” fra den seneste plade ”Dissociation”, efterfulgt at bidske numre som ”Panasonic Youth”, ”When I Lost My Bet” og ”Sugar Coated Sour”, kun afbrudt af den mere stille ”Sympton Of Terminal Illness”. Denne vildskab var både en god og dårlig ting, fordi det var lidt som om at publikum ikke helt connectede med bandet i den første halvdel af koncerten, også mest fordi at lyden var meget diskant og rodet, hvilket gjorde, at detaljerne i de mere kaotiske numre var meget svære at skelne fra hinanden. Først da ”Wanting Not So Much as To” (som pudsigt nok også er ret kaotisk) kom på, at lyden lod til at falde ordentlig på plads.
Undervejs i showet fik vi crowdsurfere fra publikum, en stagedivende forsanger Greg Puciano, samt guitarist Ben Weinman der til slut skulle op og spille på bjælkerne i siden af salen (hvordan han kom derop ANER jeg ikke), og en solid blanding af afstraffelse og stadionvenlige melodier og omkvæd, såsom den Faith No More’ske ”Black Bubblegum”, den groovede ”Milk Lizard”, den følsomme kæmpe ”One Of Us Is The Killer” (til nærmest perfekt vokalmæssig fremførsel af Greg Puciano!) og den episke “armene-i-vejret”-storslåede ”Farewell Mona Lisa”.
Efter en solid time gik bandet af scenen og kom på igen til det lettere besynderlige nummer ”Mouth Of Ghosts” , men hey, det er jo ikke fordi, at The Dillinger Escape Plan er kendt for at være forudsigelige. Men der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det efterfølgende one-two punch med den episke ”Sunshine The Werewolf” og nærmest psykotiske ”43% Burnt” fik sendt os hjem med maner!
Et stort band i sit eget felt er takket af for denne gang, og denne aften fik sat et solidt punktum for, at deres vildskab og outrerede tilgang til musik går ned i historien som en af de enorme oplevelser, som man absolut ikke vil eller bør være foruden. Tak for alt!
P.S. hvis I om 2-3 år skulle have lyst til at finde sammen igen, indspille ny musik og spille flere shows, så skal I altså ikke høre noget brok fra mig. (please!)
