Kreator i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Kreator i Amager Bio.
Foto: Jannie Ravn Madsen

Der var dømt seriøse bøllebank af de helt store, da en af årets helt store metalpakker lagde vejen forbi Amager Bio mandag aften!

Kreator inviterede til fest med venner. Venner der talte Aborted, Soilwork og Sepultura.
Første til at betræde scenen var ekstremerne i Aborted

Aborted

Klokken 18 åbnede dørene og kl 18.10 stod Aborted på scenen. Stram tidsplan siger du? Også i den grad! Folk var simpelthen ikke nået ind, da det belgiske death metal band entrerede Amager Bio’s relativt tomme sal. Kun 2-3 rækker havde fundet sig til rette i den ellers udsolgte sal.

Dette skal dog ikke ligge Amager Bio til last. Grunden til det var Kreator’s stramme turnéplan og så må både supportband og spillested rette ind.
Det tog dog heldigvis ikke mere end en 2-3 numre før salen blev fyldt nogenlunde ud.

Men fuck it! Aborted gjorde præcis hvad de skulle. Leveringsdygtige i stram og velspillet ekstrem dødsmetal fra start til slut og endda med overraskede god lyd. Sven De Caluwe i front, er åbenlyst en vred, vred mand på scenen og selvom Amager Bio’s relativ store scene virkede overraskende lille med 4 trommesæt og en helvedes masse guitarforstærkere på scenen, gik frontmanden, på trods af den sparsomme plads, rundt på scenen som en løve i et bur. Ondt, tungt og dejligt. Præcis det man kunne have håbet på med Aborted! En skam der ikke var flere.

7-penta

 
 

 

Soilwork

Soilwork i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Soilwork i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Efter Aborted stod den på klassisk melodød fra Sverige. Og ganske rigtig, Soilwork’s melodiske tag på dødsmetallen gjorde dem nærmest til et popband i forhold til Aborted’s ustyrlige vrede og ekstremitet. Det sagt, så var underholdningsniveauet ganske stort hos Soilwork, der dog led under et ganske rodet musikalsk udtryk denne aften, grundet en skramlet lyd.

En skam. For bandet spiller, som altid, solidt og har styr på deres tag på publikum. Det var dog tydeligt, at Soilwork var i den blødere ende denne aften og det tog hårdt at få publikum revet med. Faktisk var det først mod slutningen, da Björn “Speed” Strid introducerede det åbenlyse hit “Stabbing the Drama” at der kom en smule gang i publikum.

Heldigvis var det dog en langt bedre oplevelse, at opleve Soilwork i et tempereret lokale end sidst de spillede i Danmark på Biblioteket i Nordvest sidste år. Her var det så uhørt varmt, at det var tæt på ulideligt. Det var det ikke denne aften i Amager.

7-penta

 
 

 

Sepultura

Sepultura i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

Sepultura i Amager Bio. Foto: Jannie Ravn Madsen

“Machine Messiah”, en af årets helt store overraskelser. Det nye Sepultura album er genialt og forventningerne til Sepultura var i sagens natur derfor høje. Ikke mindst fordi deres seneste headliner koncert i Pumpehuset var et brag.

I Amager Bio var der også lagt op til et brag. Men en håbløs lyd gjorde intet godt for koncertens udfald. Desuden var energibomben af en trommeslager, Eloy Casagrande, rykket helt ud i højre side af scenen pga pladsmangel. Så langt ude, at man næsten ikke kunne se ham. En kæmpe skam. Ikke mindst fordi han er en forrygende showtrommeslager. Hvad værre var, at lyden syntes at være skruet uhørt langt ned.

Det kan ikke være rigtig, at man kan stå og føre en normal samtale til en Sepultura koncert. Der manglede åbenlyst en massiv bund fra rytmesektionen og så blev det altså også helt tydeligt, at Sepultura mangler en andenguitarist i Andreas Kisser’s lead.

Det var ellers en glimrende setliste Sepultura havde skruet sammen til os. I godt og vel en time kom vi godt rundt i bagkataloget, samt det bedste af de nye sange fra “Machine Messiah.” Alligevel var det først mod slutningen, at det for alvor begyndte at løfte sig. Ikke så overraskende var det også her, at Sepultura leverede de klassiske “Refuse/Resist”, “Arise”, “Ratamahatta” og “Roots Bloody Roots”.

Det kunne have været så godt.

5-penta

 
 

 

Kreator

Kreator i Amager Bio.  Foto: Jannie Ravn Madsen

Kreator i Amager Bio.
Foto: Jannie Ravn Madsen

Tyske Kreator. En thrash metal institution. Legender osv osv. Dét band spiller for vildt. I Amager Bio viste de atter imponerende sammenspil i en godt og vel halvanden times koncert.

Scenen var naturligvis proppet med flot udsmykning. Store backdrops, kæmpe skærme, godt med pyro og en masse røg. Alt er således som det skal være til en Kreator koncert. Lyden var (sjovt nok) også helt på plads her. Nogle kunne jo tro at en lydmand synes at ville “skåne” publikums hørelse under Sepultura… hmm….

Nå. Men det Kreator leverede i Amager Bio var klassisk Kreator. Hverken mere eller minder. Jeg har tidligere oplevet klart federe Kreator koncerter. Bl.a. på Roskilde Festival i 2013 og deres regulære magtdemonstration på Copenhell i 2015. I Amager Bio var det et lettere rutinepræget band, der gik på scenen og leverede det man kan og bør forvente af Kreator.

Det nye nummer “Satan Is Real”, som jeg også stillede mig kritisk overfor i min anmeldelse af pladen, faldt direkte igennem, med sit alt for klichéprægede omkvæd. Derimod vandt den herligt groovede “Fallen Brother” stort, da hymnen i sammenspil med en række forskellige billeder af musikere, som vi har mistet de seneste par år blev vist på de store skærme. Her fik Kreator hyldet alt fra Lemmy, Bowie, Leonard Cohen og Jeff Hanneman, samt mange flere af de nu afdøde musikere. Et flot øjeblik i koncerten, der syntes at få det hele til at løfte sig. Det samme skal siges om “Phantom Antichrist”. Hold nu kæft hvor det nummer dog sparker uhørt voldsom røv!!

Ellers var det som tidligere beskrevet en klassisk Kreator koncert. En koncert, der til tider tangerede det for rutineprægede og blev en smule kedelig i længden. Således fik vi midtvejs i sættet den klassiske Kreator signatur wall of death og naturligvis de afsluttende “Pleasure To Kill” og “Flag Of Hate”, hvor publikum naturligvis ikke råbte “flag of hate” højt nok de første tre gange, og først ved det fjerde brøl kunne tilfredsstille Mille, der nu kunne sætte sangen i gang. Vi har set det hele før. En masse, masse gange. Og vi har også været vidne til at stemningen blandt publikum har været bedre. F.eks på Copenhell i 2015.

Måske er det ved at være tid til at ryste posen, Kreator? Ingen tvivl om, at de spiller med tysk præcision. Men showet de har på landevejen i dag er gentagelse på gentagelse. Og altså set bedre end i aftes!

7-penta