Power to the people og dobbelt op på hammeren på en ellers iskold onsdag aften. Hammerfall, Gloryhammer & Lancer rundede den næsten 30 dages lange Built To Tour 2017 af i Amager Bio.
Amager Bio var overraskende fyldt denne aften. Alle klar til en festlig aften i power metallens tegn.
Det kan muligvis tælles på én hånd hvor mange power metal pakker, der normalt kommer til Danmark på et år, men når de så endelig kommer, så tropper folk også op, dét selvom den ligger side om side med andre store shows som Metallica og Kreator.
Første band på scenen i Amager Bio onsdag aften var svenske Lancer.
Lancer
Selv var jeg temmelig begejstret for Lancer’s nye udgivelse “Mastery”. Svenskerne’s tag på old school inspireret europæisk power metal er Nuclear Blast’s seneste satsning, så jeg var spændt på hvad de rent faktisk kunne live.
Bandet som helhed virker ganske velspillet og selvom frontmand Isak Stenvall er Lancer’s naturlige omdrejningspunkt både hvad angår vokalen, men også hans performance, så virkede det ikke rigtig på mig denne aften.
Han pressede den simpelthen for hårdt i hans iver på at få publikum med. Langt mere end han egentlig behøvede og så lå hans Michael kiske klingende vokal absolut bedst i mellemregisteret, og ikke i highpitch fraseringerne. At blive sammenlignet med en mand som Michael Kiske, er naturligvis store ord. Men der er faktisk noget om snakken. For Isak’s vokal er sgu fed, når den bare ikke bliver presset for hårdt, som den gjorde her til aften.
Og så er der jo lige det med sangene. Her til aften syntes de fleste af dem altså at fungere bedre på plade. Selvom den glimrende åbner “Dead Raising Towers” og den afsluttende “Masters and Crowns” bestemt gjorde sit til den gode underholdning.
Lancer er fortsat så nye, at de har tid endnu til at udvikle sig. Det skal der til, før de for alvor kan komme op i den helt store liga når det gælder europæisk power metal.
Gloryhammer
Og så til et af de bands der bare kan det der med at sparke gang i en fest. Jeg var temmelig nervøs på fremmødet til denne koncert. For det første fordi det er første gang nogensinde at Skotland’s Gloryhammer er i Danmark. Og så alene pga det faktum at det netop var i ja… Danmark og foran et ofte meget kritisk danske metalpublikum. Hvad kunne de danske fans forvente? Hvad kunne Gloryhammer forvente? Har Gloryhammer overhovedet fans i Danmark? Osv osv.
De tre gange jeg tidligere har oplevet Gloryhammer har alle tre været i Tyskland, i hhv. Berlin, Hamburg og på Wacken. Her trækker de i sagens natur kæmpe mængder af fans, der alle overgiver sig til den gigantiske fest, som Gloryhammer er i Tyskland. Kunne denne fest så komme med til Danmark? Svaret er et rungende: ja!
Det tog ikke mere end ét enkelt nummer før de intergalaktiske power metallere, med de helt store melodier, ført an af Angus McFive aka Thomas Winkler, havde publikum i sin hule hånd og dem han ikke havde med fra start kom med i løbet af koncerten.
At Gloryhammer formår at eksekvere en håndfuld fuldfede melodiske power metal bomber som “The Unicorn Invasion Of Dundee” , “Hail To The Grail” og 90 eurodance tramperen “Univers On Fire” bør nu være mejslet fast i Amager Bio’s betonvæg efter koncerten i aftes.
Samtidig er de så langt ude, på den absolut dummeste, med også fedeste og elskværdige måde, at smilende i Amager Bio blev bredere og bredere, for hver gang jeg kiggede rundt i salen. Det er selvironi, som man kan forholde sig til. Og flere i salen gik fra korslagte arme i begyndelsen, til at have hænderne i vejret. Det var fantastisk at opleve.
Publikum blev perfekt underholdt i de i alt 45 minutter mastermind Christopher Bowes (Alestorm) og resten af den skøre kvintet, var på scenen. Naturligvis i ført rumdragter, skøre rekvisitter, goblin kampe, robotdanse osv osv. Gak og løjer, som det hører sig til i Gloryhammer’s festlige univers. Men for helvede hvor har man dog også brug for sådan én fest engang i mellem! Det må godt være sjovt, selvom man ellers er opdraget til at skulle være vred, når man nu hører “vred musik”!
Desværre var det helt åbenlyst, at sanger Thomas Winkler havde sine problemer med den lyse vokal. Efter over 20 shows i streg, var han en presset mand.
Det kan dog ikke lave om på, at Gloryhammer blev dén fest, man kun kunne have håbet på og det var helt tydeligt, at de danske fans er klar på mere!
Hammerfall
Hammerfall blev sat på lidt af en opgave, thi de skulle følge op på Gloryhammer’s fest en halv time efter.
Men scenen var nu sat. De store podier, der udgør scenekonceptet på denne Hammerfall tour, er inspireret af coveret til deres seneste nye album Built To Last. Så scenemæssigt var der, traditionen tro med Hammerfall, naturligvis ikke sparet på noget. En sand headliner!
Der var heller ikke sparet på hitsne i setlisten. Den ene melodiske metal perle efter den anden blev leveret i flæng i første halvdel af koncerten. For når man starter ud med sange som “Hector’s Hymn”, “Riders Of The Storm” og følger op med “Blood Bound”, “Any Means Necessary” og “Renegade”, ja så tror man altså nok på eget materiale til, at man kan holde den kørende i 1 time og 40 min.
1 time og 40 min. med rendyrket melodisk heavy metal fyldt med 80’ernes udødelige vibes, med alt hvad det så indebære af sving i hofterne med guitaren, falset vokaler, tunge powerakkorder og lækre guitarharmonier. Og hey, så spillede de langt om længe en vidunderlig tung udgave af “Crimson Thunder”, der så afgjort var højdepunktet denne aften!
Det skulle dog vise sig at Hammerfall ikke helt kunne holde den kørende i så lang tid, som de selv ønskede. For selvom publikum syntes at være med bandet, så tabte Oscar og co. os mod slutningen, da de åbenlyse hits nu altså var spillet. Således tyndede det ud i salen mod slutningen, da ekstranumrene “Hammer High”, og “Bushido”, begge er de fra hhv. den nye og den foregående plade, blev leveret. Et underligt valg af ekstranumre, da man med rette kunne have forventet en perlerække af hits her. Selvfølgelig fik vi den afsluttende “Hearts on Fire” til sidst, men man kunne altså med rette have forventet at Hammerfall, havde gemt nogle flere perle til sidst, nu hvor de startede så bombastisk ud. Måske de skulle have blandet sangene i setlisten lidt bedre?
Dét sagt så var koncerten hamrende velspillet. Ja faktisk kan jeg ikke mindes at have hørt Hammerfall spille så sikkert, tungt og tight før. 20 shows på landevejen har naturligvis givet lidt. Og så fungerede flere af de nye numre faktisk bedre live end på den middelmådige plade.