2 x dansk rock n roll i verdensklasse i den glimrende nye Arena på Amager. D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy bragte rockfesten til folket i fredags! 
D-A-D

D-A-D i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

D-A-D i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Jeg har sgu ikke tal på længere hvor mange gange undertegnede har oplevet drengene fra Disneyland efterhånden. D-A-D var min indgangsvinkel til den hårde rock og i snart 20 år har jeg fulgt bandet tæt. Ikke mindst på sidste års “classic album tour”, hvor de genoplivede hele “No Fuel Left For The Pilgrims” og “Riskin It All”, ved at spille begge albums, med dertilhørende sceneshow fra perioden i starten af 90’erne.

I Royal Arena var de gigantiske overmuch højtalere og “Riskin It All” sofaen taget i brug igen, ved et flot og veludført- og velsmurt sceneshow. Men i forhold til sidste år, var der i sætlisten i fredags primært fokus på bandets nyere sange fra år 2000’s “Everything Glows” og op efter. Således blev koncerten sparket i gang med den energiske indianer hymne “Evil Twin” og en forrygende hårdt rockende udgave “Road Below Me”.

Jesper Binzer piskede på vanlig vis publikum op til den helt store guldmedalje. En disciplin han er en af de få, få frontmænd herhjemme, der gør lige så godt som ham. Manden er rock n roll til fingerspidserne og ved hvad der skal til for at levere en præstation som den gode frontmand skal og bør kunne! Så selvom han arbejder med et publikum, der i Royal Arena endnu ikke helt er oppe at ringe på festen, så tager det ham ikke lang tid, at få varmet os op.

Midtvejs i sættet trækker bandet tempoet en smule ud af koncerten, hvor aftenens første fællessang får luft

D-A-D i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

D-A-D i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

under vingerne, i den smukke “Hate To Say I Told You So”. En klassiker der blev leveret med sådan én inderlighed, at det nok kun var et fåtal i publikum der bemærkede, at Binzer kom til at blande første og andet vers sammen. Shit happens. For det her var virkelig magisk!

Magien kunne også mærkes, da 1984 slageren “Never Never (Indian Love)”, fra debut EP’en efterfølgende sendte nostalgiske kuldegysninger ned af ryggen.

Det D-A-D leverede denne aften i Royal Arena var essencen af det højere D-A-D (som de selv kalder det). Det var den høj energiske rock n roll fest, fyldt med store smil og vildskab, i kombination med den der helt store følelse af fællesskab og nostalgi.

Show mæssigt er det dansk rock i den øverste liga!
9-penta

 

 
 

Dizzy Mizz Lizzy

Dizzy Mizz Lizzy i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Dizzy Mizz Lizzy i Royal Arena. Foto: Jannie Ravn Madsen

Dizzy’s kontrast til D-A-D’s flammende farverige show før var til at få øje på, da trioen, en halv time senere end annonceret, gik på scenen til et brøl fra publikum. Lyden syntes at være skruet en smule mere op og lad det da bare være sagt med det samme: Dizzy er D-A-D musikalsk overlegne. De er en velsmurt maskine, der spiller så overrumplende godt sammen, at man skulle tro, at de var langt flere end den trio de er. Og hey, så er det jo aldrig en skidt ting, at hylde de nu pensionerede helte i Black Sabbath, med en lille medley bestående af bl.a. “Sabbath Bloody Sabbath”.

Alligevel stod jeg igennem hele koncerten med en følelse af, at jeg har set Dizzy mere levende (F.eks på Færøernes G Festival i 2015 og Roskilde 2010) end denne aften i Royal Arena.

Hvor D-A-D formåede at bringe den vilde fest, var Dizzy mere tilbagetrukket og med en besynderlig setliste, hvor nye sange syntes at klumpe sig sammen midtvejs. Her kunne Tim og co. med rette have spredt materialet bedre ud mellem nyt og gammelt. De nye sange er glimrende, men det var til at mærke, at folket mistede fokus, når 3-4 nye sange blev spillet i streg.

Dét sagt, så er det fantastisk at Dizzy spiller så mange af de nye sange som de gør, og ikke falder på røven som et nostalgi band. For dét er de altså ikke længere! Dizzy er sejere og mere tungtspillende end nogensinde før, hvor en tonser tung udgave af “Waterline” og den nye “Brainless” satte sig som to af koncerten’s absolutte højdepunkter.

Dizzy leverede hvad de skulle, men så heller ikke mere end det.

Forrygende aften i Royal Arena!

8-penta