Så er der nyheder fra Roskilde Festivalen! Og også i dette release er lunser til rock- og metalfolket.
Er der noget Roskilde kan og noget som gang på gang – år efter år – skiller dem ud fra de langt mere etablerede og klassiske metalfestivaler, så er det at de formår, at bringe helt nye og musikalsk anderledes “skæve” bands ud til det nysgerrige publikum. Det kendetegner den store festival. Roskilde Festivalen er for dem der ønsker at gå på opdagelse… Det vender vi tilbage til om lidt!
For dette release er ingen undtagelse, selvom det dog starter ud med to klassiske navne.
Af de større navne kan festivalen i dag præsentere det klassiske sludge metal band High On Fire, med altid forrygende Matt Pike. Forsangeren gæstede Roskilde Festivalen så sent som sidste år, med sit andet band, ikoniske Sleep, hvor de gav en perfekt koncert på Avalon! Der er alt mulig grund til at tro, at High On Fire bliver en kæmpe oplevelse!
Punk rocken har gode kår på Roskilde Festival 2017. Tidligere er Blink 128 blevet bekræftet og nu følger Against Me! trop. Da bandet spillede på Roskilde tilbage i 2007 hed sangeren Tom Gabel. 10 år efter er det Laura Jane Grace der er i front for bandet. Samme person, men med nyt køn! Melodisk punk over Roskilde 2017!
Og her kommer så for alvor det spændende i dagens release! Roskilde Festival har nemlig gjort en helt særlig pakke klar til alle os, der elsker at gå på opdagelse i ny spændende musik!
Festivalen har lavet en triple nattekoncert, med tre af de mest spændende black/noise/space metal bands netop nu fra Tampere, Finland. Kendetegnet for dem alle er, at de formår at bringe en helt særlig atmosfære ind i deres blanding af black metal, doom og noise.
De største må være Oranssi Pazuzu. Et band der om nogen har ligget lunt på div. årslister fra sidste år, med deres udgivelse “Värähtelijä.” Bandet spiller til sommer på flere metalfestival. Bl.a på den norske Midgardsblot.
Atomikylä er det andet band i den finske pakke. Bandet der meget sjældent spiller live vil bringe deres psykedeliske tag på noise og doom metal ud til Roskilde’s publikum.
På samme måde vil det instrumentale PH/Mr Peter Hayden Band sikre en mørk symbiose af noise og tung doom, for for alvor at gøre natten tung på Roskilde!
Og så kan hardcore og hip hop folket godt gøre sig klar til Show Me The Body. NYC trioen er hentet op fra den amerikanske storbys undergrund og direkte til Roskilde Festival 2017!
Endelig er der nyt fra Roskilde Festivalen’s up coming scene Rising!
Her vil den faste Blastbeast læser måske kende til det islandske black metal band Auðn. Bandet er en del af en større melodisk black metal bølge lige nu på Island og da Blastbeast’s Søren Weiss i foråret 2016 var dommer til Wacken Metal Battle Island, var Auðn bandet der vandt. Siden har bandet i vinter givet koncert i Roskilde. Der var det på spillestedet Gimle til Scandinavian Take Over, hvor også Hamferd og Huldre spillede. At de til sommer spiller på Roskilde Festival giver alt mulig mening! Et fantastisk band, som alle metalfolk på Roskilde bør se!
Også det danske punk/hardcore band Tvivler og det svenske noise rock band Ştiu Nu Ştiu melder deres ankomst til Roskilde Festivalen’s Rising Scene.
Med disse navne kan rockeren og metalhovedet på Roskilde Festival 2017 se frem til koncerter med:
Foo Fighters, High On Fire, Against Me!, Blink 182, Neurosis, Red Fang, Of Mice and Men, Pig Destroyer, Kellermensch, Blood Command, Viagra Boys, Oranssi Pazuzu, Atomikylä, PH/Mr Peter Hayden Band, Show Me The Body, Auðn, Tvivler og Ştiu Nu Ştiu!