Pumpehuset blev for en aften forvandlet til en storslået cabaret. Avatar var klovnene i cirkuset.
The Last Band
The Last Band i Pumpehuset.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Inden cirkusforestillingen dog for alvor kunne begynde skulle aftenens første navn sørge for at få varmet os godt op. På trods af navnet The Last Band, var der naturligvis ingen der gik hjem efter svenskernes halve times koncert.
The Last band viste sig, at være et ganske interessant bud på den nyere hardcore scene. Med en mikstur af klassisk heavy metal, groove metal kombieret med hardcore screamo vokaler, fik The last Band fyret godt op under kedlerne i Pumpehuset’s lille sal. Faktisk er det længe siden jeg har oplevet et supportnavn få så god en respons fra publikum. Det skyldes ikke mindst svenskernes energiske fremtogning på scenen.
The Last Band kommer dog på ingen måde til at revolutionere hardcore scenen. Mange af deres elementer er hørt før og bedre i andre konstellationer. Bl.a. var der klare referencer til Kvelertak i sangerens screamo vokal. Så der skal absolut arbejdes på sangene, for at det for alvor kan tage fart for svensken.
En ellers udmærket koncertmæssig oplevelse!
Avatar
Avatar i Pumpehuset.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Aldrig har jeg set så meget scenegøgl samlet på den lille scene i Pumpehuset’s lille sal, som til Avatar. I forvejen er scenen ganske lille, men med både stort banner, flag, og store lysende bogstaver, der dannede navnet Avatar, i bedste cabaret stil, var der ikke meget plads tilbage til medlemmerne selv. Men flot så det ud, da Avatar gik på scenen iført deres karakteristiske cabaret-inspirerede scenetøj og ansigtsmalling.
Flere mener, at de er det fremtidige håb for den såkaldte teatralske horrorrock. På papiret ligner de det da også. Som de står der på en scene, så ser de sgu flotte ud, showet er solidt og timing er indøvet til absolut perfektion. Alt er således som det skal være. Selv forsanger Johannes Michael Gustaf Eckerström’s snak mellem publikum er timet til absolut præcision. Og netop Johannes Michael Gustaf Eckerström’s approach på scenen leder tankerne hen på en mikstur af Rammstein’s Till Lindemann, Gene Simmons fra Kiss og Alice Cooper. Ikke nogen skidt kombination som sådan og det viser, at Avatar så gerne vil have et image, som et omvandrende vanvidscirkus, eller kort og godt et freakshow, som de også selv postulerede.
Men altså. Der skal mere til end en håndfuld balloner og en udklædning, som hvid klovn, til for at skræmme eller virke som et freakshow. Derfor må man antage, at jo større Avatar bliver jo mere plads har de også for at udfolde sit show og gøre det bedre fremover. Det bliver interessant at følge.
Musikalsk har Avatar ikke det der skal til, for at fylde 90 minutter ud endnu. De har en håndfuld rigtig, rigtig gode og solide numre som “Hail The Apocalypse” og “Bloody Angel”, hvor de formår at kombinere det tunge groove, med den solide svenske sans for den gode melodi. Men det blev også tydeligt jo længere vi kom igennem koncerten, at den musikalske interesse dalede i takt med, at det musikalske momentum svigtede. Den svigtede særligt fordi Johannes Michael Gustaf Eckerström ikke har den stærkeste stemme, når han synger igennem på clean vokalen. Flere gange lød det decideret falsk.
Hvad Avatar dog formår at gøre rigtig, rigtig godt er deres sans for groove. Når de trykker igennem groover det fantastisk godt og det er det Avatar denne aften i Pumpehuset vinder på.
Showet har momentum, det er sjovt og festligt, uden dog at være videre skræmmende. En kombination af sjovt show og gode sange vil gøre det hele endnu bedre og her halter det altså fortsat for Avatar, der dog havde publikum med sig denne aften.