Alter Bridge // Falconer Salen 21/11 2016

En aften i den hårde rocks tegn, med Alter Bridge som det helt store omdrejningspunkt, blev aldrig nogen succes i den skramlede Falconer Sal. Ingen af de tre bands udmærkede sig med nogen store oplevelser. Og så var lyden generelt helt ad helvede til. 

Like A Storm

Like A Storm i Falconer.
Foto: Weiss

“Like A Storm are re-writing metal’s rulebook like never before…”  et udsagn der eftersigende skulle være taget fra Metal Hammer UK.

Hvis det er tilfælde med aftenens første band, Like A Storm, så må jeg hellere begynde at finde glæde i andet end metal. For det Like A Storm leverede i Falconer, var tyndere end den tyndeste brandvarme Tuborg Light. Det unge band fra New Zealand udmærker sig ellers med at spille såkaldt “didgeridoo-metal”  (ja, de startede koncerten op med en didgeridoo og undervejs hev de da også det store blæse instrument frem igen), men ellers var det her intet andet end ligegyldig og hørt-mange-gange-før let-metal, uden nogen glæde og sans for de gode sange at spore overhoved.
Brugen af didgeridoo’en virkede mere som et element der skulle sikre, at bandet på den måde tror, at de kan skille sig ud fra andre bands, end noget der var egentlig godt eller brugbart.

Sangene’s åbenlyse mangel på slagkraft, finurlige og fremfor alt gode melodier var åbenlys, hvilket ikke gjorde det bedre, at lyden i Falconer var håbløs. Like A Storm befinder sig i en gråzone et sted mellem Black Veil Brides og nyere sleaze bands som Crashdïet og Sister. Hvis de så bare formåede at skrive catchy sange som Black Veil Brides trods alt gør.

Det var der intet af og frontmand Chris Brooks’ mangel på en god vokal gjorde det bestemt ikke bedre. Nærmest pinligt blev det, da de kastede sig ud i en håbløs udgave af AC/DC’s megahit TNT.
Nej, Like A Storm var ikke ligefrem den åbning jeg havde håbet på.

Living Colour 

Living Colour i Falconer.
Foto: Weiss

Grundlagt i 1984, må man sige, at Living Colour er nogle erfarne herrer. Der blev da også skruet op for væsentlig federe sange end hvad Like A Storm kunne bringe på bordet. Men det var samtidig også tydeligt, at Living Colour er blevet mærket med årene der er gået.

Den energiske optræden udeblev fuldstændig hos de funkede hard rockere fra New York, som ikke gjorde meget væsen af sig i deres optræden. Det sande omdrejningspunkt var i midlertidig hos frontmand Corey Glover og hans fortsatte imponerende vokalarbejde. Dén mand kan synge! Og det gjorde han perfekt i Falconer Salen, som atter lod hammeren falde over lyden.

Man skulle seriøst ikke tro, at de havde lavet lydprøve inden publikum gjorde deres entre tidligere på aftenen. For det vi fik serveret var en buldrende omgang støj, fuldstændig blottet for dynamik! Og så er det endda tankevækkende, at det til Living Colour faktisk var dem, der havde aftenens bedste lyd. Skammeligt og jammerligt på samme tid!

Publikum kom aldrig rigtig med under Living Colour’s ca 45 min. lange sæt. Funk rockerne gjorde heller ikke meget for det, selvom et par covernumre af Blur og The Clash da var ganske hyggeligt og fik smilene frem hos flere i publikum.

At bandet fortsat kan spille den solide tunge funk rock, er der ingen tvivl om, men rutinen skar sgu’ til tider FOR meget igennem denne aften i Falconer.

Alter Bridge

Alter Bridge i Falconer.
Foto: Weiss

Så var det tid til aftenens sande hovednavn, Alter Bridge!

I vores iver efter at finde det bedste sted, med den bedste lyd, valgte vi at gå fra højre side og ind mod midten. Ca 20 meter fra scenen. Her siger erfaring, at lyden burde være bedst. Her er vi i direkte retning mod lydmandens mixerpult. Her burde vi få det optimale. Det som lydmanden selv kan høre.

Men du godeste…

Med “The Writing on the Wall” gjorde bandet, ført an af Myles Kennedy, sin entre. På bagscenen er placeret en mellemstor skærm, der viser billeder fra bl.a. bandets musikvideoer. Det var sådan set koncerten’s eneste reelle showelement.

På sådan én aften, er det derfor det musikalske aspekt, der skal bære os igennem og det tager jeg hatten af for. For hvis bandet kan levere deres musik godt nok, så behøver man ikke det store show.

Her til aften var det store show dog en klar nødvendighed. For lydmæssigt, var det her så absurd ringe, at det flere gange næsten var umuligt at høre, hvad pokker bandet rent faktisk spillede. Trommerne buldrede løs som en hul blikspand, og det føltes som om vi alle havde uld proppet så langt ind i vores øregange, at det var umuligt at tage det ud.

Ingen tvivl om at Myles Kennedy kan synge, og at Tremonti kan spille en solid spade. Det kom bare aldrig til udtryk i dette lydhelvede, hvor alt var fuldstændig blottet for nerve og dynamik.

Faktisk var det først, da bandet gik helt ned i Cohen’s “Halleluja”, hvor Corey Glover atter gjorde sin entre og sang duet med Kennedy, samt den efterfølgende “Watch Over You”, at det musikalsk for første gang rigtig kom ud over scenekanten.

Nej. Elendig lyd, samt et band der flere gange lignede nogle, der havde endnu en dag på kontoret, gjorde at mandag aften i Falconer aldrig blev nogen succes.  Selvom det da var storslået, at høre folket brøle med på “Open Your Eyes”. Det må man dog forvente, at de havde gjort ligegyldigt om lyden så havde været god eller ej.

Vega havde været at foretrække. De latterlige ølpriser er alligevel også det samme begge steder.