To af black metallens fineste navne gæstede et totalt udsolgt Beta2300. Rotting Christ og Inquisition bragte mørket til Amager.
Mystifier
Mystifier på Beta. Foto: Jannie Ravn Madsen
Desværre var jeg af forskellige årsager forhindret i at deltage under aftenens første support. Men jeg nåede det lige præcis til da det brasilianske Mystifier gik på scenen.
Se, det kan godt være at det er “trve kvlt”, at spille og lyde ad helvede til som black metal band, men det som Mystifier leverede her var direkte komisk. Siden 1989 har bandet været aktive og så må man altså forvente en bare nogenlunde musikalsk standard og sans for dynamik. Soloerne leveret af bandet’s guitarist, Behemoth (ja det kalder han sig), var kiksede og fejlede i stor stil og bandet’s lyd var generelt helt blottet for dynamik. Når de var bedst spillede de midttempo black metal i bedste Archgoat stil og selvom netop Archgoat langt fra er musikalske genier, så var det stadig langt fra det Mystifier leverede her til aften.
En af bandet’s helt store forcer er dog bandet’s sanger Meugninous
Rotting Christ
Rotting Christ på Beta. Foto: Jannie Ravn Madsen
Og så til noget helt, helt andet!
Rotting Christ må siges at være et af Grækenlands største metalliske eksportvarer og man forstår det så sandelig godt efter denne aften. For bandet, der blev dannet af brødrene Tolis, sanger og guitarist Sakis Tolis og trommeslager Themis Tolis tilbage i 1987, har siden spredt deres græske bud på kulsort black metal. Det er der kommet 12 albums ud af!
Senest er deres nyeste udgivelse “Rituals” fra 2016 og det er således med dette album i ryggen, at Rotting Christ er taget på co-headliner tour med Inquisition. Denne tour kom så på deres blot andet stop til Danmark, hvor et pakket Beta var vidne til et band, der leverede en absolut perfekt koncert. På alle leder og kanter faktisk. Fra start til slut.
Rotting Christ har på mange måder en unik lyd. Man fornemmer nemlig tydligt deres mediterranean gener i black metallen, der også trækker elementer fra den symfoniske og goth metalliske scene. På Beta gik det simpelthen rent ind. Med en perfekt lyd, et voldsomt udadvendt band, og en perfekt varieret setliste, der viste mange farcetter af bandets musikaliteter, leverede Rotting Christ rendyrket underholdning igennem den ca. én time lange koncert.
Det endte sågar med, at Sakis Tolis fik sat gang i en solid moshpit, der jo ikke ligefrem kendetegner black metallen og dens publikum. Men til Rotting Christ gav det mening fordi de formåede at kanalisere energien i deres musik ud til publikum, ved hjælp af ganske få virkemidler. Hvor det helt afgørende virkemiddel kort og godt er deres pisse fede numre, der giver folk lyst til at gå amok.
Som den gode Stampe fra Metalized så fint påpegede til mig efter koncerten: “ja, det her er tydeligvis 2016’s bedste koncert.” Man kan jo nærmest kun give ham ret!
Inquisition
Inquisition på Beta. Foto: Jannie Ravn Madsen
Inquisition er ude med det enormt anmelderroste album “Bloodshed Across The Empyrean Altar Beyond The Celestial Zenith” og med dette album i ryggen, var der lagt op til det helt store black metal brag på Beta.
Men sådan skulle det ikke gå.
Allerede fra start stod det klart, at bandet’s åbenlyse rutine og det faktum, at Rotting Christ lige inden havde leveret en magtdemonstration af en fest, skulle gøre det svært for Inquisition, at levere noget der virkelig sparkede røv.
Musikalsk er det her så standardiseret black metal, som det overhovedet kan blive. Primært uptempo black metal med en masse blastbeats, der minder en hel del om bl.a. Immortal.
Det må efterhånden være 4. gang jeg oplever duoen fra Columbia/USA indenfor relativt kort tid. Både da de var support for Behemoth i Amager Bio, som headliner på Templet i Lyngby, på Midgardsblot i august og nu igen som headliner på Beta. Hver gang har problemet været det samme. I længden bliver en koncert med Inquisition simpelthen så dræbende kedelig og det er der flere grunde til. De to afgørende faktorer er, at bandet ikke er spændende live og at man savner diversitet i musikken. Når man er en duo og som frontmand står alene i front, er der et kæmpe scenerum der skal udfyldes. Det formår Inquisition ikke at gøre, selvom frontmand Dagon til tider går fra den ene side af scenen til den anden. Der er ingen egentlig interaktion mellem band og publikum, og det er der simpelthen nødt til at være, når man står som ene mand foran et stort publikum.
Det blev helt tydeligt igennem en koncert, hvor man som epileptiker var faldet død om pga det skrappe stroboskop lys, og den alt for ensformige ekstrem black metal, simpelthen blev for meget for de fleste. Da Inquisition rundede koncerten af, havde under halvdelen af salen søgt mod baren eller simpelthen forladt spillestedet. Det siger måske en del om koncerten i sin helhed. Ikke videre spændende og ej heller interessant.
