Katatonia // Pumpehuset 26/10 2016

Det var en aften i den alternative og melankolske metal’s tegn, da svenske Katatonia bragte den kølige og lettere doom inspirerede melodiske metal til Pumpehuset, sammen med danske Vola og islandske Agent Fresco!
Vola

VOLA. Pumpehuset. Foto: Weiss

Første band på scenen var det nye danske melodiske metalband, Vola. Stilmæssigt blander de elementer som djent og prog, med mere symfoniske klangflader. En ret fed lyd, som vi ikke ser mange bands gøre sig i herhjemme.

Bandet har, i kølvandet på deres debut “Inmazes”, været på tour med Katatonia siden slutningen af september, og må således siges efterhånden at have fået en hel del liveerfaring på den store Europæiske scene.

Det lød da også som et band, der efterhånden er godt og grundigt velspillet. Musikalsk var det her nemlig glimrende! Et godt miks af polyrytmik, skæve taktarter og mere straight forward djent alt sammen med toppet af veloplagte melodier. Musikalsk et oplagt bud på en spændende fremtid for dansk metal.

Men altså. Tydeligt var det også, at der i dén grad savnes noget pondus på den del af aspektet der hedder performance. Og den del af oplevelsen står frontmand og guitarist, Asger Mygind, i høj grad for. Det er hans rolle som indpisker, at sørge for, at publikum bliver revet med. Her savnes der sandelig noget nerve og en vilje til at ville det! Særligt mellem numrene bliver det simpelthen for sukkersødt og for pænt i snakken med sit publikum. Kom nu ind i kampen for fanden, det er metal i spiller. I må godt være lidt vrede og virke til at I mener det! Pisk jeres publikum op, fremfor at lulle det i søvn.

Agent Fresco

Agent Fresco. Pumpehuset. Foto: Weiss

Aftenen fortsatte i den mere moderne ende. Det alternative rock/metal band Agent Fresco var de næste til at sprede lyden af vrede kombineret med sørgmodig melankoli, til den godt fyldte sal.

Islændingene gør sig i en helt særlig blanding af djent og atmosfærisk melankoli, men gør det med en så stor overbevisning, at det ikke tog mere end et enkelt nummer, at få publikum revet med.

Dynamisk vinder bandet stort på deres variation. De mestrer nemlig de musikalske yderpunkter og formår samtidig at kombinere dem, så det giver mening. Sjældent har jeg set det give mere mening at starte så stille ud, som bandet gjorde denne aften, til pludselig at gå fuldstændig amok lige efterfølgende.

At det så blev lige sukkersødt og melankolsk nok for undertegnede, med sanger Arnór Dan Arnarson’s tale om kræft midtvejs i settet, skal han ikke høre så meget for, når han efterfølgende sprang ud i crowden og leverede den ene energiudladning efter den anden. Sejt move fra en glimrende frontmand.

Og ja, det skulle faktisk vise sig, at Agent Fresco hev sejren hjem, som den største livemæssige oplevelse denne aften!

Katatonia

Katatonia. Pumpehuset. Foto: Weiss

For det var helt tydeligt, at det aftenens sande headliner, det melankolske doom/alternative metal band Katatonia, leverede i Pumpehuset var én stor rutinepræget koncert, hvor bandet tog alt alt for let på det, og som gjorde at koncerten i flere perioder simpelthen trak ud i langdrag.

Jeg elsker min melankolske metal, når den bliver leveret med inderlighed og nerve. Derfor står et band som YOB mit helt nært.

På plade er Katatonia fantastisk. Men i Pumpehuset denne aften var oplevelsen en ganske anden. Fuldstændig fladt!

I den godt og halvanden time koncerten varede blev vi først og fremmest forstyrret af en helt igennem forfærdelig basset lyd, hvor stortromme og bas bragede så meget igennem, at det helt overdøvede bandets eller så smukke klange.

Det skal dog ikke lyde som om lyden skal have hele skylden for den kedelige koncert.

Bandmedlemmerne stod som stenstøtter på deres positioner under hele koncerten, hvor Katatonia’s mand i front, Jonas Rencke, for det meste af tiden, stod en smule tilbage på scenen med håret ned foran øjnene, uden videre at interagere med sin udsolgte crowd.

Katatonia er på ingen måde et band, der skal styrte rundt på scenen i fuld vildskab. Sådan er deres musik slet ikke.

Men i forhold til bands, der er oplagt at sammenligne Katatonia med, såsom Solstafir og YOB, er der længder til forskel på deres inderlighed i optrædenerne. Man kan se på de to førnævnte bands, at de på deres udstråling mener det de gør. Samme fornemmelse havde man ikke med Katatonia i Pumpehuset, der fremstod fraværende det meste af tiden.

Da bandet afslutningsvis rundede af med “Forsaker” havde flere midtvejs og bagerst i salen allerede forladt salen for enten at gå nedenunder eller ud at ryge, velvidende at bandet sikkert ville komme tilbage til er par ekstranumre. Hvilket de naturligvis gjorde. Dette er en meget god indikation for, at bandet slet ikke havde fat i størstedelen af publikum, der efterhånden havde mere travlt med at snakke med sidemanden, end at se på koncerten.

Nej. Det må sgu’ kunne gøres bedre, Katatonia!