Frank Carter & The Rattlesnakes. Foto: Aleg-One
“Jeg møder tit folk på 60-70 år, der fortæller om vilde koncertoplevelser med The Clash og Ramones. Det er den slags vi håber og bestræber os på, at I vil fotælle om os når I bliver gamle”. Frank, det tror og håber jeg du får 100% ret i!
God Damn
Første navn på banen og hovedsupport for touren var britiske God Damn, der vidst bedst kan beskrives som et eller andet sted som hvis Blur spillede støjende rock med tunge riffs og inderlig skrigevokaler.
Live er det klart der hvor God Damn vinder, fordi sangene synes jeg ikke der som tilskuer var særlig meget ved, og ikke et hook eller melodi har her dagen efter sat sig fast. Derimod har bandets spilleglæde og fremtoning på scenen gjort et større indtryk, hvor man også klart kunne mærke, at den lidt pinlige stilhed blandt publikum og tomhed foran scenen hen mod slutningen af deres show, blev skiftet ud med nikkende nakker, klapsalver og en godt fyldt sal.
Bandet takker for at vi er så mange der er mødt op tidligt, og er ligeledes glade for at vi er en del flere end da de sidst gæstede Beta. Men med den live-kunnen som de lægger for døren, så mangler God Damn kun lige at få et par ørehængere under huden før de for alvor kan trække det tunge læs!
Frank Carter & The Rattlesnakes. Foto: Aleg-One
Frank Carter & The Rattlesnakes
Mr. Crowd Control himself, ærke-britiske, tattoverede, arrige, flyvende og fandenivoldske Frank Carter var i landet. Og han skulle knapt nok entrere scenen (iført det skarpeste blomstrede jakkesæt) før vi allerede var i mandens hule hånd. Efter hans magtdemonstration af en koncert på Roskilde Festival, som stadig giver ekko i krogene, så vidste folk præcis hvad der skulle til at ske. Vi skulle nemlig få en oplevelse vi sent ville glemme. Og vi fik ret.
Lad mig opsummere kort: sjældent har jeg oplevet en koncert med så meget livsglæde, energi, uforudsigelighed og vildskab som med Frank Carter & The Rattlesnakes på Beta denne aften. Allerede under de to første numre ”Trouble” og ”Fangs” var der godt gang foran scenen med folk der sang med for fuld drøn og moshede derudaf. Men da ”Juggernaut” gik i gang, så var der så meget bevægelse i salen, at jeg kort kunne blive i tvivl om gulvet under os rent faktisk kunne holde til det! Frank tager sin første tur ud i publikum hvor han stående på folk med en konfettikanon afslutter nummeret. Det logiske er så at han skal tilbage på scenen. Men nej – han kommanderer at han vil fortsætte crowdsurfende, så hele det nye nummer ”Lullaby” bliver spillet hvor han halvt crowdsurfende og halvt hængende med hovedet nedad og fødderne oppe i loftet spiller nummeret, uden at det går ud over vokalperformance. Manden er jo en maskine! (se video i bunden) Og da ”Rotten Blossoms” blev blæst ud fra scenen, til den største circlepit jeg nogensinde har set på det
Der siddes på gulvet… Foto: Aleg-One
lille Beta-spillested, måtte Frank Carter i starten af nummeret kommandere at band og publikum stoppede op, da han kan se en i pitten der leder efter sine briller. Så måtte lyset altså lige hurtigt blive tændt så vi kunne hjælpe vores kammerat med at lede. Stor applaus kom da de blev fundet, og nummeret kunne fortsætte i endnu højere gear end før.
Koncerten igennem blev vi kørt rundt i en rutschebane af energi, glæde og følelser, stærkt cementeret af den uhyre smukke ballade ”Beautiful Death”, hvor Frank fik hele salen til at sætte sig ned, og han uden mikrofon introducerede hvordan nummeret blev inspireret af og dedikeret til hans elskede sigerfar, der fik en pludselig og alt for tidlig død. Det var i sandheden en af de mest følelsesladede musikoplevelser jeg nogensinde har haft, og bare omkring mig kunne jeg spotte 2-3 koncertgængere med tårerne trillende ned af kinderne. Virkelig en stærk oplevelse!
Det nye nummer ”Modern Ruin” havde både en kort og en lang historie, hvor den lange omhandlede hvordan jordens undergang bliver forskellig for os alle. Den korte historie var at det her altså er ”stagedive nummeret”. Og stagedivet, det blev der! Faktisk så meget, at der ikke var mange lamper tilbage i loftet efter denne aften…
Publikum var ham generelt hele tiden i forkøbet med de store syng-med omkvæd, og jeg tror det er længe siden Frank har smilt så meget. Koncerten fra Roskilde Festival blev også nævnt som dét øjeblik som The Rattlesnakes lige siden har forsøgt at leve op til, og da aftenen lakkede mod enden, måtte der også blive krybet til korset og indrømmet, at vi lige havde overgået os selv. Faktisk mente Frank Carter at det havde været den fedeste koncert han nogensinde har spillet. Ja, det hører man tit fra bands, men når den ærlige og sympatiske Frank siger det, så det er ikke svært at tro på og ligeledes være hamrende enig i.
En kort pause leder op til ekstranumrene ”Snake Eyes”, ”Devil Inside Me” og da der kun er ét nummer tilbage, den fabelagtige ”I Hate You”, vil folk simpelthen ikke acceptere, at aftenen er slut. Det vil Frank Carter heller ikke, så han proklamerer ”vi har altså spillet alle vores numre og alle de nye vi har klar. Vi har ikke mere… Men fuck it, vi spiller ”Fangs” igen!”.
”I Hate You” blev ren arm-i-arm fællessang og en perfekt afslutning på den perfekte koncert.
Eller nej, jeg vil ikke kalde koncerten for perfekt. At kalde den perfekt indikerer at der har været en form for forventning der er blevet indfriet. Og den eneste forventning man kan have til Frank Carter & The Rattlesnakes er storhed. Resten kan man som menneske umuligt være klar på.
