Forleden var det Powerwolf, der tog sin danske debutkoncert i Pumpehuset. I går var endnu et band klar med deres første danske koncert i netop Pumpehuset, nemlig det hollandske symfoniske metal band, Delain. Med sig havde de canadiske Kobra and The Lotus og det svenske prog-metalband Evergrey.
For tredje gang, på under en uge, inviterede Pumpehuset på melodisk metal og højst overraskende er alle tre koncerter blevet afholdt i den store sal. Kort og godt betyder det jo bare, at billetsalget har været solidt, hvilket lover godt for variationen af metalkoncerter i Danmark fremover!
Kobra and the Lotus
Kobra and the Lotus i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen
Første band ud tre denne aften var det nye symfoniske metal band, Kobra and the Lotus. Et band der ikke ligefrem bringer noget som helst nyt på bordet på den melodiske metal scene og som kæmpede sin sag for at få gang i det mandags ramte publikum.
Vi var ikke mange da Kobra and The Lotus gik på scenen, men det lod ikke til at gå bandet’s sangerinde Kobra Paige på. Som hun stod der i sin gulddragt og skreg sine lunger ud, med sit operette vokalarbejde, var det showmæssige element ganske højt, omend musikken var håbløs forudsigelig. En musik der mest af alt minder om et miks af Epica’s tyngde og Nightwish’ episke udladninger.
Man vidste kort sagt hvad der ville ske efter hvert et bækken anslag. Og så mangler Kobra and The Lotus altså det absolut vigtigste, når man spiller melodisk metal: en hookline, som man omgående kan være med på og efterfølgende kan huske.
Men spilleglæden havde bandet bestemt intakt, og et par år mere på bagen, hvor de arbejder med deres egen lyd, så skal det nok blive interessant at følge.
Evergrey
Evergrey i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen
Åha, Evergrey. Ét af de mest oversete bands overhoved. Deres super melodiske proggresive metal, burde ellers kunne samle langt flere her til lands, end hvad de egentlig gør. Sidst jeg så dem var da de headlinede Royal Metal fest tilbage i 2012(?). Her var vi maks 15 mennesker på Voxhall. Så spillede de KB18 for nyligt, en koncert, som jeg desværre var forhindret i at deltage i. Men nu skulle det være!
Og endelig, langt om længe i Pumpehuset, spillede de rent faktisk en koncert, for et ganske stort publikum og med et nyt solidt album i ryggen, var der desuden lagt op til en rigtig god koncert!
Og det blev det gudskelov også.
Bandet er på ingen måde de mest udadvendte og energiske på en scene og her til aften var scenepladsen endnu mere trang end nogensinde, men der hvor de vinder er på deres musikalske kunnen. For svenskerne spiller fremragende og og i høj grad teknisk overlegne. Sanger og guitarist, Tom S Englund, virkede oprigtig glad for den solide modtagelse bandet fik af publikum. Og med en setliste bestående af både helt nye numre fra “The Storm Within” og ældre sager som “Leave It Behind Us” og en fantastisk smuk og velspillet “A Touch Of Blessing”, var Evergrey her til aften den helt store musikalske oplevelse!
Delain
Delain i Pumpehuset. Foto: Jannie Ravn Madsen
Og så til aftenens hovednavn! For første gang nogensinde i Danmark, kunne hollænderne med Charlotte Wessels i front bestige en scene. Og de var tydeligvis ventet. For publikummet der tog i mod dem var stort.
Hvad der slog mig som det absolut bedste ved denne koncert var lyden, som måske var den bedste Pumpehuset nogensinde har kunnet præsentere. Jeg går lidt med den tro, at bandet havde en “digital finger” med i spillet her, uden dog at vide det.
Delain sparkede koncerten i gang med “Hands Of Gold” fra deres seneste album “Moonbathers”. Direkte efter fulgte deres nyeste single “Suckpunch” fra samme album.
Charlotte Wessels er en helt anden sanger end hvad vi ellers kender fra den symfoniske goth metal, da hendes stemme er langt mere jazzet end klassisk trænet. Det giver Delain deres helt egen lyd, der uden Wessels ville være en tro kopi af Within Temptation, dog uden at de har skrevet de helt store hits, som landsmændende nu engang har.
Og manglen på hits og for ens sange blev simpelthen koncerten’s helt store problem. For selvom bandet startede ud med et brag, så led dynamikken i høj grad under store dele af koncerten. Det skyldes både numrene, men så sandelig også den alt, alt, ALT for koreograferede optræden, der gjorde det hele alt for klinisk, pænt og kedeligt. Alt ned til mindste detalje var planlagt. Selv hvornår guitaristerne skulle tage en tår vand var planlagt ned til mindste detalje.
Koreografi er cool, når man ikke bemærker det. Men når det sker igennem store dele af koncerten så åbenlyst, så bliver det altså for meget. Man savnede vildskab og dét er sagt af én, der ellers elsker sin Nightwish og sin Within Temptation.
Bandet forsøgte ellers ihærdigt at få publikum med, og ja, der blev da hoppet på kommando, men det virkede bare uforløst og igen, alt alt koreograferet.
Det hele sluttede af med en gang rød/hvid konfetti regn på “We Are The Others”. På hvad der ellers skulle have været den helt store forløsning. Det blev det bare aldrig.
