Sidste kapitel i Wacken Open Air 2016’s historie blev skrevet i søndags, da festivalen for 27. gang blev afholdt i det nordtyske.
Og endnu en gang, fristes man til at sige, lavede festivalen de ellers så store grønne arealer om til et regulært mudderbad. Regnen var atter hård mod os, og særligt onsdag var der dømt heldagsregn.
Metal Battle over alle!
Sunless Dawn, Wacken 2016. Foto: Weiss
Men så var det godt at man kunne søge tilflugt på Headbanger Stage, hvor den årlige finale i årets Wacken Metal Battle blev afholdt. Efterhånden er denne Battle blevet højdepunktet for undertegnede, da Wacken’s programmer år efter år ikke ligefrem sprudler af originalitet. Til Metal Battle kan man derimod opleve en masse nyt og blive overrasket. Og hvilken anden festival i verden giver dig mulighed for at opleve 30 helt, helt nye og spændende navne på blot to dage??
I år var det med dansk deltage af Sunless Dawn. Det unge prog-metal band spillede deres blot første koncert til den første runde af Wacken Metal Battle i Danmark. På Wacken lignede de et band med fuld kontrol og leverede den absolut bedste koncert jeg endnu har set med bandet. Det blev ikke til en sejr, men en flot top 10. Og så kan man jo så lige tænke over følgende: tænk at skulle spille sin vel nok 8 koncert foran tusinde mennesker på Wacken. Tænk at få muligheden for at networke med så mange branchefolk. Sunless Dawn greb chancen og Danmark er blevet et interessant band rigere pga. Wacken Metal Battle!
Det samme kan siges om færøske Svartmálm. Black metal bandet gik heller ikke i top 5, men leverede en overbevisende og kulsort koncert, det beviser at Færøerne så sandelig har fået sig endnu en vigtig spiller på den sorteste musikscene! Sort var det også da islandske Audn gik på scenen samme dag som det danske og færøske bidrag. De velfriserede islændinge endte sågar med en flot tredje plads med deres melodiske black metal!
Første pladsen gik dog til Sydafrikas helt egne Zombies Ate My Girlfriend. Den faste læser på Blastbeast.dk vil kunne nikke genkendende til navnet, da vi tidligere på året var med til Sydafrikas finale i Johannesburg, hvor zombierne blev sendt afsted mod Wacken. Siden har vi fulgt bandet tæt. Og her fra skal lyde et kæmpe, kæmpe stort tillykke med sejren i Tyskland! Forhåbentlig kan dette være med til at løfte den Sydafrikanske scene, og få et endnu større europæisk fokus mod alle de mange fremragende bands, der rent faktisk findes i Johannesburg og Capetown osv osv.
Wacken Metal Battle beviste i år, at der så sandelig er gang i nationerne rundt om i verden, men at det i
Zombies Ate My Girlfriend vinder WOA Battle 2016. Foto: Weiss
dén grad halter med originaliteten og det direkte spændende! Når man har hørt 10 enslydende thrashede dødsmetal bands i streg på en dag, er det helt tydeligt, at der efterhånden skal tænkes ud af boksen, hvis man skal have noget som helst at gøre i denne konkurrence. Hvor er det spændende? Hvor er det udfordrende? Hvor er dem der tør at bryde ud og skrive et interessant hook?
Ikke siden finske Battle Beast, færøske Hamferds og danske Huldre’s deltagelse i Metal Battle, har dette arrangement rent faktisk budt på noget, der virkelig har sparket benene væk under mig.
Legendernes fald
Torsdagen’s program stod, udover Metal Battle, i legendernes tegn. Saxon havde fået æren af at sparke torsdagens aldrende program igang, der udover NWOBHM bandet, bestod af Foreigner, Whitesnake og Iron Maiden.
Klokken var kun lige præcis blevet 16, da sanger Biff Byford og co. entrerede Black Stage med deres klassiske heavy metal til tonerne af deres nye “Battering Ram”. Det tidlige tidspunkt blev da også pointeret af Biff, da Saxon normalt plejer at have et langt senere slot på Wacken. Men ikke i dag, skønt de skulle vise sig at være langt, langt stærkere end landsmændende i Iron Maiden på denne åbningsdag.
På trods af en lige nok hæs optræden af Biff, var Saxon nemlig en skudsikker opvisning i tungt og massivt heavy metal, der blev slået fast med stålsøm af en forrygende “Dogs Of War” og den mest velspillede udgave af “Solid Ball Of Rocks” jeg har hørt i mange, mange år!
Det lå nu til Foreigner at føre festen videre. Det formåede de nogenlunde at gøre. Og selvom bandet måske spiller den blideste form for musik der nogensinde har været på én af Wacken’s hovedscener, så tog folk imod amerikanerne med åbne arme og med en lyst til rent faktisk at ville blive suget ind i Foreigner’s melodiske lydunivers. Her vandt “I Wan’t To Know What Love Is” og “Juke box Hero” naturligvis stort på fællessangen.
I god tråd med sange om kærlighed og store følelser stod Whitesnake klar i kulissen til at fortsætte 80’ernes bombastiske rockmusik på Wacken.
David Coverdale har ikke længere ungdommens stemmepragt, men bakket op af et solidt band, havde Coverdale glimrende arbejdsbetingelser, da koret formåede at bakke godt om mandens efterhånden mere og mere nedslidte vokal. At vi så skulle igennem et rendyrket solo-helvede, hvor alt fra guitar til trommer til bassen skulle luftes, kunne vi så sandelig godt godt have undværet. Det fungerede sikkert rigtig godt dagen før, da bandet gæstede Store Vega, med sine egne fans. Men på en festival som Wacken, hvor publikum er så langt fra bandet og hvor intensiteten i forvejen er lig nul, blev det trukket i voldsomme langdrag og det er selvom bandet rent faktisk kun spillede 7 numre inden ekstranummeret. Whitesnake blev aldrig nogen stor oplevelse på årets Wacken og den gigantiske regnskylde, der kom i bandet’s afsluttende “Still of the Night” hjalp desværre heller ikke på oplevelsen.
Iron Maiden på Wacken 2016. Foto: Weiss
Det var nu op til Iron Maiden at levere den store oplevelse. Som det eneste navn på True Stage torsdag aften var der lagt i ovnen til den helt store fest med Maiden. Når Iron Maiden gæster Wacken er der mange mennesker. Mange som i RIGTIG mange mennesker. Torsdag aften var ingen undtagelse. Pladsen var fyldt til bristepunktet, da britterne sluttede deres enorme “The Book Of Souls-Tour” af på Wacken. Desværre piskede regnen stadig ned, da bandet satte i med “If Eternity Should Fail” og ikke nok med det stod det desværre også alt for skidt til med Bruce Dickinson’s vokal. Allerede efter første nummer var manden så åbentlyst presset med at ramme de høje toner, at han flere gange måtte fjerne mikrofonen i de lyseste fraseringer. En enorm skam, da han tidligere på sommeren, i Herning, demonstrerede en ellers imponerende vokal, på trods af sin sygdom sidste år.
På Wacken var det til at mærke, at det var sidste stop på touren. Iron Maiden virkede trætte og selv i ellers så oplagte numre som “The Trooper” og “Powerslave” virkede helheden flad.
Imponerende nok var det faktisk i de nyere numre fra The Book Of Souls, at bandet for alvor foldede sig ud. “The Red and The Black” vandt, nøjagtig som i Herning, på sit fantastiske mellemstykke, hvor d’herrer Murray, Smith og Gers atter demonstrerede et overlegent sammenspil mellem de tre guitarister. Det nummer er fantastisk og det var det også på Wacken. Desværre var det bare alt for lidt at Iron Maiden for alvor skinnede igennem foran det 80.000 store publikum på Wacken. Det gjorde Saxon gudskelov tidligere på dagen og derfor var det også Biff og co. der endte med at trække det længste strå på denne legendernes dag på Wacken.
Nu var det så egentlig planen at jeg ville op og se Blue Oyster Cult efter Maiden. Men efter en hel dag foran Black- og True Stage og den sidste del af dette i regnvejr, ja så sagde kroppen simpelthen “tak”. Derfor gik turen istedet tilbage til campen.
R.I.P Party Stage
Fredag var det op tidligt. For allerede klokken 11 stod tyskernes nyeste bud på et fantastisk power metal
Orden Ogan på Wacken 2016. Foto: Weiss
band Orden Ogan klar på Party Stage. Det blev min første koncert på Party Stage i år, men desværre ikke den sidste.
Party Stage skal bare dø. Hvert år er den scene skyld i, at et hav af fantastiske koncerter går op i røg fordi lyden enten er alt for lav eller simpelthen bliver overdøvet af Black Metal Stage der spiller samtidig. Denne scene har aldrig fungeret optimalt. Det overrasker mig år efter år, at Wacken aldrig får gjort noget ved problemmet.
Men ikke destomindre leverede Orden Ogan en 45 minutters herlig power metal koncert, hvor det eneste rigtig store problem var, at regnen valgte at begynde kl 11 og slutte 45 minutter senere. Ja altså lige præcis i den periode hvor Orden Ogan skulle spille. Heller ikke i år var vi heldige med vejret. Regn eller ej “Deaf Among The Blind” er et fantastisk power metal nummer.
Regn var gudskelov ikke et problem til The Vintage Caravan, der spillede et 45 minutters rendyrket rock n roll show på W.E.T stage. Denne trio fra Island kender simpelthen bare ikke til ordet “off-day”. Endnu engang var der dømt herlige riffs og høj energi! Imponerende!
Mindre imponerende var det dog at høre Liv Kristine synge for Eluveitie. At få hende med som gæsteoptræden i det ellers så smukke “The Call Of The Mountain” må da have været den dårligste idé nogen er kommet op med i mange, mange år. Hendes skingre clean vokal ødelagde fuldstændig nummerets dynamik. En skam. For Eluveitie havde ellers godt styr på deres tag på moderne folk metal på Black Metal Stage tidlig fredag aften.
Det samme kan faktisk siges om de forrygende israelere i Orphaned Land, der leverede en glimrende koncert på Headbanger Stage, med deres på én gang melodiske og arabisk inspirerede metal. Her var der dømt metal, som var det et soundtrack til 1001 Nat’s Eventyr. Bakket godt op af mavedanserinder og en fornemmelse for mellemøstlig musik,som jeg endnu ikke har oplevet blive leveret på samme måde af andre bands før.
Men fredag aftens helt store oplevelse var naturligvis set komme. Når Blind Guardian på hjemmebane tænder op for forstærkerne, er der ikke noget der kan stoppe disse tyske legender. Hansi og co. havde publikum i sin hule hånd allerede fra da starten gik med “The Ninth Wave” og godt og vel halvanden time frem. Og modsat koncerten på Copenhell tidligere på sommeren fik vi, naturligvis grundet den længere spilletid, en lang række klassiske sange ekstra fra bagkataloget. Her vandt de stort på den smukke, smukke “Lord Of The Rings” og “Mirror Mirror”, inden Wacken eksploderede i fællessang under “The Bard’s Song”.
Desværre blev det kun til en lille smule af Michael Kiske og Kai Hansen’s Unisonic, da jeg i arrigskab over, at Ministry på Black Stage formåede, at overdøvede de gamle Helloween drenges koncert på Party Stage, gik i protest. Lorte scene for evigt og altid!
Farvel og tak for alt, Dee!
Lørdagen blev skudt igang med en omgang Symphony X på True Metal Stage. Det er første gang at bandet spiller på Wacken, men forhåbentlig ikke sidste! En fantastisk koncert blev det til, hvor fokus primært var på deres nye og glimrende “Underworld”. Den på dagen maskerede, Russell Allen, er en fantastisk sanger. Måske dén bedste indenfor deres stil og med to herlige sange som “Nevermore” og den smukke “Without You” gik koncerten rent ind på lystavlen, som en af årets bedste hos undertegnede.
Måske var det ikke ligefrem den bedste, men så var det i hvert fald underholdende at opleve IC Vortex give den gas med norske Borknagar, der desværre havde fået en lidt for stor scene at spille på. Black Stage er ikke de passende rammer for Borknagar og der var da også langt fra fyldt til koncerten. Det så dog ikke ud til at genere nordmændende, der gik til den, som var der fuldt hus, med deres avantgarde og melodiske black metal. Vortex er en unik sanger, der med hans vokal kan skabe nogle helt specielle lydbilleder. Noget som bl.a. Arcturus har nydt godt af og som Dimmu Borgir kunne nyde godt af i den tid han var med der.
Avantgarde var der dog ikke skyggen af hos Metal Church, der med deres helt klassiske bud på heavy metal, fik fyret godt op i festen hos det tyske publikum. Hvad Mike Howe ikke har i vokalen længere har han i dén grad i sin karisma og sin performance. Metal Church var perfekt til en tidlig eftermiddags brandert i det længe ventede solskin.
Fest til Gloryhammer på Wacken 2016. Foto: Weiss
En brandert der i øvrigt var perfekt timet til Gloryhammer‘s fest på Headbanger Stage. Jeg mindes ikke at have set Headbanger/W.E.T Stage teltet være så fyldt før. End ikke til Europe sidste år. Til Gloryhammer stod folk udenfor og kunne ikke komme ind i teltet, og det er altså i et telt, der har plads til 15.000-18.000 mennesker.
Der er ikke noget at sige til at disse skøre skottere er populære. Deres brand og deres musik oser af fest og det ved publikum. En koncert med Gloryhammer er noget ud over det sædvanlige. Her er der dømt festlig power metal, der tager den helt derud, hvor end ikke enhjørningerne kan bunde. Gloryhammer var præcis den fest man kunne have håbet på, og så må der altså være blevet slået crowdsurfing rekord under “Univers On Fire” i teltet denne aften!
Det var således ikke nogen nem opgave for norske Einherjer, at komme på lige efter denne power metalliske magtdemonstration. Men bandet, der nu endelig har fået en andenguitarist med, havde et sikkert kort i baghånden og det var at spille den klassiske og ikoniske vikinge metal udgivelse “Dragons Of The North” i sin helhed. Dette var til stor glæde hos alle de fremmødte så det ud til. Vikingerne sejrede med dette valg!
Og så var der kun to koncerter tilbage på dette års festival, der skulle opleves. Den bedste opvarmning til Twisted Sister måtte jo naturligvis være Clutch. Så atter skulle Party Stage have et besøg. Gudskelov lykkedes det faktisk for Clutch at oparbejde et sådan lydniveau, at det var til at høre hvad der rent faktisk foregik og det var selvom man fortsat kunne høre en buldren fra Black Stage i de mere stille numre. Bandet groover fantastisk. Men det er åbentlyst at Clutch mangler de helt fede numre. De mangler en række hits, der gør at koncerten kan holdes interessant hele vejen igennem. Først da “Electric Worry” blev leveret kom der gang i festen.
Denne fest blev efterfølgende holdt kørende i de godt og vel 2 timer Twisted Sister, med altid fremragende Dee Snider, spillede op til klassisk heavy metal fest. Pladsen var naturligvis pakket, da Dee og co. sagde farvel for altid til Tyskland, for som Dee proklamerede: “Dette er ikke en Scorpions farveltour og dette er ikke en Judas Priest farveltour, dette er rent faktisk en farveltour. Vi kommer aldrig tilbage igen”.
Men Twisted Sister vil for altid blive savnet og særligt efter dette fantastiske show, hvor hele deres bagkatalog blev luftet, og hvor vi under “The Price” fik mindet bandet’s nu afdøde trommeslager A.J Pero og Lemmy, blev én ting slået fast. Twisted Sister og deres show var ventet på en, musikalsk, ret så tynd udgave af Wacken i år. Dee Snider bragte smil og glæde ind i et hårdtprøvet publikum, der atter i år måtte døje med regn og mudder. Verdens absolut bedste frontmand takkede af med et brag!
Tak for alt Dee Snider!
Twisted Sister var det sidste band undertegnede oplevede inden turen gik tilbage til campen. Godt mæt og træt efter 4-5 dage i mudder. Træt af at Wacken ikke har lært noget af de seneste par år med mudder, træt af, at de ikke smider flis ud foran de store scener og træt af at de ikke gør det lettere for folk at sidde ned på selve festivalpladsen, når det har regnet. Det kræver ikke mere end et par ekstra bænke eller stole. Regner det er der ingen steder at opholde sig, udover når det er langt væk fra scenerne.
I år var der ingen store unikke musikalske oplevelser. Iron Maiden skuffede og man savnede så sandelig en række oplevelser som man kun kan få på Wacken. De seneste år har f.eks budt på unikke koncertoplevelser med Savtage feat. Trans-Siberian Orchestra eller Dimmu Borgir med et stort orkester. Sådanne oplevelser har der ikke været i år, med et alt for sikkert musikalsk program. Nu skal vi altså snart overraskes, Wacken!
2016 var en, musikalsk, udmærket festival, men så heller ikke mere. Og snakker vi forbedringer på selve pladsen er der meget der kan og skal gøres frem mod 2017! Men bliver det gjort? Næppe!