Devilution høvding og Weiss til Powerwolf på Wacken.

Devilution høvding og Blastbeast til Powerwolf på Wacken 2015.

Så går det snart løs igen! For 6. gang skal undertegnede afsted til den verdens største heavy metal festival, Wacken Open Air og det skal som altid nok blive en herlig oplevelse. Ikke mindst fordi der kommer en masse bands, der normalt ikke kigger forbi Danmark.

Lad det være sagt med det samme; når jeg tager på Wacken Open Air er det primært for at opleve de bands, der normalt ikke kommer forbi Danmark, eller i hvert fald ikke så tit kommer forbi.  I år er ingen undtagelse.

Metal Battle: at være åben

Men før de store navne for alvor gør deres entre på de store scener, så udspiller Wacken Metal Battle finalen sig på festivalen fra onsdag til torsdag. Omkring 30 navne fra alle dele af verden, fordelt på to dage, er hvad vi kan forvente os af WOA Battle Finalen. I år bliver den nordligste deltagelse repræsenteret af to fantastiske black metal bands fra hhv. Island, der med Audn nok skal levere en smuk atmosfærisk black metal koncert, og Svartmálm fra Færøerne, der står for den nok ondeste og mørkeste optræden til finalen.
Danmark er også med i år og her er står den på progressiv ekstrem metal fra Sunless Dawn, der nok skal gøre fans af old school Opeth glade! Alle tre bands spiller om onsdagen. Så sørg for at komme op og støtte alle de nordiske lande!

Legendernes torsdag

Udover det nye Sydafrikanske metalcore band, Zombies Ate My Girlfriend, der spiller torsdag efter middag til WOA Metal Battle finalen, så står torsdagen i legendernes tegn for undertegnede.
Saxon er en Wacken klassiker, men Biff og co. gør det sgu’ altid fantastisk når de rammer enten True eller Black Stage år efter år. I år bliver naturligvis ingen undtagelse, bortset fra, at de på Black Stage i år ikke har fået en egentlig headliner tjans, som det ellers har været kotume de senere år. Det skyldes jo naturligvis at torsdagen er proppet med legender på både Black- og True Metal Stage.

For lige efter Saxon skal der synges med på “I want to know what love is” alle og de andre klassiske sange fra Foreigner‘s bagkatalog. De skulle eftersigende have gjort det fantastisk på Sweden Rock tidligere i år. Det betyder naturligvis at stemmerne er smurte og klar til Whitesnake, der lige efter Foreigner rammer Black Stage. David Coverdale har været svingende de seneste par år, og Whitesnake har da også annonceret at dette skulle blive legendernes sidste tour. Lad os sige farvel til Whitesnake med et brag!

Og så er det tid festivalens helt store blockbuster. Iron Maiden på Wacken er altså bare stort. Og efter Maiden’s magtdemonstration i Herning tidligere på sommeren, hvor de beviste at det nye materiale på Book Of Souls fungere live, er forventningerne i dén grad høje. Maiden afslutter i øvrigt den lange, lange Book Of Souls World Tour på Wacken.

Efter Maiden skal man skynde sig op til W.E.T Stage, hvor okkult rockerne i Blue Oyster Cult giver midnatsmesse kl 00:10.  Var det ikke for dem og deres “Don’t Fear The Ripper” og “Burning For You” ville et navn som Ghost aldrig have lyt som de gør i dag!

Efter Blue Oyster Cult er det tid til at komme tilbage til campen! En lang fredag venter!


POWER fredag!

For fredagen kommer i høj, høj grad til at stå i poweren’s tegn!

Først og fremmest kan det anbefales at tjekke det nyere fantastiske speed/power metal band Orden Ogan ud. De åbner Party Stage fredag formiddag kl 11. Deres seneste plade “Ravenhead” har fået fantastiske anmeldelser. Også her på Blastbeast, hvor undertegnede skrev: “Power metal bliver ikke meget bedre end det her. Orden Ogan går all in på “Ravenhead”. Stor produktion, tunge riffs og stærke melodier. “Ravenhead” vinder stort som en af de bedste power metal udgivelser jeg har hørt i mange, mange år.”

 

Derefter går turen mod W.E.T Stage, hvor altid forrygende The Vintage Caravan spiller op til old school rock n roll fest. Old school bliver det bestemt også når japanske Loudness tænder op for forstærkerne på Black Stage. Klassisk old school heavy metal direkte fra Japan! Så bliver det sgu da næppe mere sejt! Hvad japanerne kan live er jeg spændt på!

Og så skal der danses! For hvad er en Wacken uden folk metal? Equilibrium der indtager Party Stage er leveringsdygtige i et solidt miks af klassisk folk metal og power, men hvor store armbevægelser, kendt fra bl.a. Wintersun, bestemt er til at føle på! Det skal nok blive episk og storslået!

Og så er det tid til at finde den nærmeste bar og købe øl til turen tilbage til W.E.T Stage, hvor Girlschool atter leverer tråd fra den gamle skole. Faktisk har jeg desværre altid formået at misse Girlschool på den ene eller anden måde, men i år på Wacken skal det gamle NWOBHM band sgu’ opleves!

Blot 5 minutter efter Girlschool har afsluttet deres koncert, er der dømt storslået folk metal på Black Stage. Så det er bare om at få benene på nakken! Altid suveræne Eluveitie leverede en fantastisk koncert sidst de gæstede Pumpehuset og der er alt mulig grund til at tro, at deres seneste udspil, det smukke “Origins”, vil klare sig rigtig godt foran et stort publikum på Wacken.

Klokken er nu blevet 19.15, så det må være på tide, at få lidt mad i maven. Det kan man passende tage på vej mod Headbangers Stage, hvor det israelske oriental metal band Orphaned Land går på kl 19.40. Endnu har jeg ikke oplevet israelerne live, men på album er der ingen tvivl om, at deres spændende miks af melodisk heavy metal og arabiske skalaer nok skal blive en stor oplevelse!

Resten af fredagen står på et klassisk trekløver af rendyrket tysk power metal! Det starter med Hansen & Friends kl 21 på Party Stage. Og nej det er ikke en reklame for et dyrefoder firma, men derimod er det tidligere Helloween og nuværende GammaRay & Unisonic guitarist/sanger/sangskriver Kai Hansen’s nyeste soloprojekt. Jeg forventer klart, at vi får et par af de helt klassiske power metal sange fra Helloween’s Keeper Of The Seven Keys periode og lidt fra GammaRay også.

Kl 22.30 er der mødepligt foran True Metal Stage. Legendariske Blind Guardian er aftenens store hovednavn. Jeg forventer at Blind Guardian leverer en mindst ligeså imponerende koncert, som de gjorde til deres nu ny-legendariske koncert på samme sted i 2011. Sørg for at tanke op med de gyldne dråber inden koncerten. Bajerne smager altså bare bedre til tonerne af “The Bard’s Song”, “Mirror Mirror” og “Into The Storm”!

Et kvarter efter Blind Guardian har afrundet deres koncert på True Metal Stage går turen direkte mod Party Stage. Her venter Unisonic kl 00.15! Unisonic er et nyt band bestående af bl.a. de to tyske power metal legender Michael Kiske (vokal) og Kai Hansen (guitar). Det er første gang siden den tidlige periode med Helloween, at disse to herrer spiller i band sammen. Så for fans af power metal bliver det næppe større end med disse to legender i det samme band. Ud over bandet’s eget materiale vil der naturligvis blive spillet en række sange fra den helt rigtige (og bedste!) periode i Helloweens bagkatalog. Forvent derfor sange som “March Of Time”, “Eagle Fly Free” og “I Wan’t Out.” Er du bare lidt interesseret i europæisk heavy metal historie bør du møde op her!

Nu må det være tid til at komme tilbage til campen!

Enhjørninger og stort hår!

Lørdagen begynder som fredagen sluttede, nemlig med et dobbelt skud af power- og symfonisk metal! Dragonforce (og ja du kan grine, men de var overraskende fede sidst vi så dem til Metal Hammer Paradise) og Symphony X åbner hhv. Black- og True Metal Stage lørdag eftermiddag. Symphony X’s seneste udgivelse “Underworld” viste et band med kæmpe overskud og med en legesyge indenfor symfonisk progressiv metal, som man næppe finder lige hos andre bands netop nu. Det betyder desværre at vi må misse Myrkur, der spille på Headbanger Stage samtidig. Men forhåbentlig har hun forbedret sig siden hendes famøse Roskilde koncert sidste år.

Vi bliver faktisk ved hovedscenerne lidt endnu. Norske Borknagar er det næste navn på Black Stage og står for en kombination af klassisk black og progressivt metal. Hvordan det vil fungere på en solrig eftermiddag på Wacken’s kæmpe hovedscene bliver spændende.

Spændende bliver det også, om de gamle amerikanske heavy rockere i Metal Church fortsat har noget spændende at byde på på livefronten. Det skal i hvert fald tjekkes ud når bandet spiller på True Metal Stage kl 16.25!

Inden du naturligvis skal op til Headbanger Stage og opleve hvordan fantastiske Gloryhammer, kan starte en fest, kan du lige nå at få lidt af symfoniske Therion med i købet. Therion betegnes som nogle af de første til at implementere den symfoniske lyd og spiller altså på Black Stage kl 17.55.

Og så er der jo altså Gloryhammer. Hovedmanden bag det nye power metal projekt er ingen ringere end Alestorm’s Christopher Bowes og med dét band på Headbanger Stage kl 18.45 er der dømt crazy power metal fest, med alle dens klichéer, fra start til slut. Det er længe siden du har oplevet noget så vanvittigt! Forvent udklædning og melodiske sange om regnbuer og enhjørninger, som du aldrig har fået dem før!

Overraskende nok er der ikke voldsomt meget god vikinge metal på årets program i år. Men et af de få bands der absolut skal ses er dog én af genres vigtigste! Einherjer er et af genres første bands og med deres solide miks af rock n roll, Abbath’sk vokalarbejde og Amon Amarth’s temaer er vikinge festen sikret. Jeg så dem på Maryland Death Fest i 2015. Dét var en af festivalens bedste koncerter! Forventningerne er derfor tårnhøje, når nordmændende spiller på W.E.T Stage kl 19.35.

Fra vikinge fest til to rock n roll fester! Altid forrygende Clutch må ikke misses på Party Stage og det samme kan naturligvis siges om Twisted Sister,  der her på deres afskedsturné har fået den ene mere positive anmeldelse efter den anden. Dee Snider og co. skulle alle være i absolut topform forud for deres koncert på Wacken, så vi forventer naturligvis højt hår og den vildeste fest, når 80’ernes helt egne partyrockere rammer True Metal Stage kl 22.25.

5 dage på Wacken, med så meget fantastisk musik, er hårdt for kroppen! Så hvis benene og ryggen tillader det vil jeg som en afslutning på en, forhåbentlig, fantastisk festival anbefale at møde op og hylde Dio, med Dio Disciples på True Metal Stage kl 02.10. Bandet består af Dio’s tidligere bandmedlemmer og en lang række af Dio’s venner. Sidst bandet spillede på Wacken var Ripper Owens f.eks én af sangerne.

Og således sluttede mine anbefalinger til årets Wacken Open Air. Vi håber I får en fantastisk festival!

Tider for vores anbefalinger kan ses under denne video.

Søren Weiss’ samlede plan:

Onsdag:
13:05 – 13:25 SUNLESS DAWN – Headbanger Stage
13:55 – 14:15 SVARTMALM – Headbanger Stage
17:40 – 18:00 AUÐN – W.E.T Stage

Torsdag:
13:55 – 14:15 ZOMBIES ATE MY GIRLFRIEND – W.E.T Stage
16:00 – 17:15 SAXON – Black Stage
17:45 – 19:00 FOREIGNER – Black Stage
19:45 – 21:00 WHITESNAKE – Black Stage
21:30 – 23:30 IRON MAIDEN – True Metal Stage
00:10 – 01:00 BLUE OYSTER CULT – W.E.T Stage

Fredag:
11:00 – 11:45 ORDEN OGAN – Party Stage
13:50 – 14:35 THE VINTAGE CARAVAN – W.E.T Stage
14:15 – 15:15 LOUDNESS – True Metal Stage
15:30 – 16:30 EQUILIBRIUM – Party Stage
17:10 – 17:55 GIRLSCHOOL – W.E.T Stage
18:00 – 19:15 ELUVEITIE – Black Stage
19:40 – 20:25 ORPHANED LAND – Headbanger Stage
21:00 – 22:15 HANSEN & FRIENDS – Party Stage
22:30 – 00:00 BLIND GUARDIAN – True Metal Stage
00:15 – 01:30 UNISONIC – Party Stage

Lørdag:
12:00 – 13:15 DRAGONFORCE – Black Stage
13:30 – 14:45 SYMPHONY X – True Metal Stage
14:55 – 16:10 BORKNAGAR – Black Stage
16:25 – 17:40 METAL CHURCH – True Metal Stage
17:55 – 19:10 THERION – Black Stage
18:45 – 19:30 GLORYHAMMER – Headbanger Stage
19:35 – 20:20 EINHERJER – W.E.T stage
20:55 – 22:10 CLUTCH – Party Stage
22:25 – 00:25 TWISTED SISTER – True Metal Stage
02:10 – 02:55 DIO DISCIPLES FT. A VERY SPECIAL  – True Metal Stage