De af os der har ventet i mange år på endelig at opleve Jack Black og Kyle Gass aka Tenacious D på en Roskilde Festival kunne nu endelig få vores ønske opfyldt!
I går stod d’herrer nemlig for første gang nogensinde på Orange Scene. På et tidspunkt (kl 00.30), der ellers de seneste par år er blevet brugt til techno-folkets rædselsfulde elektroniske nattefester på orange scene.
Det føltes derfor godt, at Roskilde i år havde valgt at skabe en anden form for (rock) fest, uden gentagende basrytmer og knæklys.
Valget var faldet på Tenacious D. Et band man enten elsker eller hader. Denne nat på Orange var en stor forsamling af fans heldigvis dukket op for at opleve hvilke gak og løjer d’herrer fra Hollywood havde bragt med sig denne aften.
Og vi fik som forventet et herligt rock n roll show, med alle de gak og løjer vi kunne forvente. Herunder tilbedelse til djævlen, der i egen høje person dukkede op på scenen, og med en Jack Black, der naturligvis var sur på sin roadie, men til sidst alligevel faldt på knæ for ham under nummeret “Roadie”.
Koncerten blev sparket i gang med et sæt spækket med hits, hvor “Kickapoo” , “Master Exploder” , “Dude (I Totally Miss You)”, og “Beelzeboss (The Final Showdown)” alle kommer fra filmen- og albummet The Pick Of Destiny.
Jack Black er en forrygende entertainer, musiker og sanger og Tenacious D spiller som band ufattelig godt sammen. Og på trods af den naturlige comedy der jo følger med til en koncert med Tenacious D, så har bandet altså en håndfuld sange, som kan skabe den store fællessang. Så hvis ikke stemmerne i forvejen var blevet brugt under førnævnte sange, så ventede “Tribute” og den afsluttende “Fuck Her Gently” i hvert fald, som en glædelig tilføjelse til en herlig koncert. Og altså hvornår har man lige mulighed for at skråle “fuck you” sammen med 50.000 andre?
Tenacious D beviste, at man sagtens kan holde en nattefest kørende på Orange Scene, selvom man optræder i jogginbukser og spiller på guitar.