Den sidste dag på årets Metal Magic Festival blev vundet stort af et helt nyt dansk band. Det var mere end hvad man kunne sige om norske In The Woods…, der foran et forsvindende lille publikum, faldt helt fra hinanden. Og så blev festivalen lukket og slukket af en tysk guitarlegende.
Encyrcle
Encyrcle på MMF’16. Foto: Marika Hyldmar
Ligesom ved de to tidligere dage blev også sidste dagen af årets Metal Magic Festival kickstartet af et nyt dansk band.
Denne gang drejede det sig om det fynske okkulte speed metal band Encyrcle. Og ja. Jeg kan vel ligeså godt konkludere med det samme, at vi her havde at gøre med en lille magtdemonstration på årets festival.
Alt syntes i hvert fald at give mening da Encyrcle, bakket op af et talstærkt publikum, nedlagde indendørsscenen, med deres tonsende massive speed metal. Encyrcle formår nemlig, som ganske få i Danmark, at spille så pisse fedt som de rent faktisk gør på deres instrumenter, og så samtidig skrive de gode sange. Altså skrive et stærkt melodisk hook, som man husker efterfølgende.
Denne tidlige eftermiddag var der dømt kronisk headbanging til de massive toner af fræsende riffs, pulserende trommer og pumpende bas, alt sammen bakket op i Philip Butler’s highpitch vokal, der på dagen syntes at være den eneste der viste en smule svaghedstegn, grundet sygdom. En skam. For det Encyrcle demonstrerede på Metal Magic Festival bør give genklang fremover, når bookere skal til at vurdere bands til næste års festivaler. Hører i efter Copenhell, Aalborg Metal Festival og Royal Metal Fest! Det her fynske band er dansk metal’s aller lyseste fremtid!
Iron Angel
Iron Angel på MMF’ 16. Foto: Weiss
Og så var det atter tid til en omgang tysk fræs. Og atter, fristes man til at sige, var det et gendannet band fra starten af 80’erne der kiggede forbi hovedscenen.
Speed/thrasherne i Iron Angel har været gendannet over flere omgange og eneste oprindelige medlem fra starten i 1980 er forsanger Dirk Schröder, der mest af alt minder om UDO’s flabede bror. Men bortset fra det så virkede Iron Angel lykkelige for at stå på scenen, netop her på Metal Magic Festival. De ældre herrer viste en åbenlys spilleglæde, som man ikke kunne andet end at blive smittet med.
Og så glemmer vi ellers, at Iron Angel’s materiale ikke ligefrem er det stærkeste. Således flød flere af de speedede numrene sammen, uden for alvor at sætte sig på rygraden. Men da det stod på havde vi en fest og det må altså være det vigtigste at huske på denne eftermiddag. Egentlig var det lidt det samme med Exumer to dage før. Der er intet farligt over de ældre herrer længere. På trods af at de står i læder og nitter fra top til tå. At opleve deres glæde over at få lov til at spille gør derimod, at man ikke kan andet end at hygge sig i deres selskab. Og det var også tilfælde ved Iron Angel’s koncert på Metal Magic Festival.
Magister Templi
Magister Templi på MMF’16. Foto: Søren Weiss
Se SÅ kom én af festivalen’s helt store positive overraskelser. Norske Magister Templi var en af de der klassiske: “hold da kæft, dét var alligevel interessant”-oplevelser, som man kun kan få, hvis man dykker ned i noget man ikke har hørt om før.
Bandet er fra Oslo og har siden 2008 gjort sig i formørket okkult heavy metal. Men ikke heavy metal i den virkelig traditionelle forstand. Bandet mikser alt fra doom, okkult rock, speed og heavy metal i deres sangskrivning og synes at gøre det med så stor en overbevisning, at alle os der var mødt op i salen på indendørsscenen fik en virkelig stor musikalsk oplevelse ud af det. Kiggede man rundt var der ikke ét hoved, der ikke var i bevægelse.
Det skyldes ikke mindst sanger Abraxas d’Ruckus’s nærmest hypnotiske messen. Den skæve og den lettere snakkende vokal virkede, utrolig nok, som det afgørende x faktor i Magister Templi’s okkulte univers og gjorde, at vi som tilskuere blev suget ind i bandet’s okkulte heavy metal.
Magister Templi var én af de der herlige “aha”-oplevelser, som man kun kan få ved at gå på opdagelse i ny musik, som man ikke kendte til på forhånd.
Det skal nok blive interessant at følge!
In The Woods…
In The Woods… på MMF’16. Foto: Søren Weiss
Og så til det første hovednavn på lørdagen. Direkte fra ét norsk band til et andet. In The Woods… har siden 1991 gjort sig i eksperimenterende proggresivt atmosfærisk metal. Nogle mener sågar at det er black metal?
På forhånd var de hos undertegnede udset som ét af de få bands på årets festival, der kunne skille sig ud frs mængden af de klassiske heavy metal, thrash og speed metal bands. Hertil må jeg så efterfølgende konkludere, at de så sandelig også skilte sig ud.
Det faktum skyldes dog alene, at de var det eneste band på hele festivalen, der spillede så møg hamrende elendigt, at de på trods af alle de år kunne sidestilles med et hvilket som helst amatørband fra folkeskolen. Publikum var ellers mødt talstærkt op, men efter godt og vel en time og 20 minutter stod der ca 15 mennesker på den forreste række tilbage. Og man forstod godt publikum. Aldrig har jeg oplevet et band på en festival falde så meget fra hinanden, som In The Woods… gjorde på dette års Metal Magic Festival.
Man skulle ikke tro, at dette band havde medbragt deres egen lydmand for absolut intet fungerede. Mikset mellem alle instrumenter lå skævt. Det var umuligt at høre keyboardet, guitarerne var for lave og diskante og som om det ikke var slemt nok, var det eneste der gik rent igennem James Fogarty’s, til tider, absurd falske vokal. Av! Og netop James Fogarty fik så sandelig også skudt sig selv i foden ved højst mærkværdigt at proklamere: “Ja, undskyld. Vi er ikke og har aldrig været rigtige rockstjerner.” Nej dét tør så sandelig siges, men mindre burde også kunne gøre det.
Læg så der til, at absolut ingen fra bandet (fraset måske lige bassisten, fra hvem vi engang i mellem fik en “tommel op”), lignede nogle, der hverken gad at være lige netop her på Metal Magic Festival, eller gad at gøre sit publikum den lille bitte tjeneste, at have bare et nogenlunde godt og solidt sammenspil. Nej. Det her var udynamisk, uskarpt, utjekket og generelt bare en sørgelig oplevelse med et band, som på ingen måde kunne leve op til deres egne udgivelses standarder!
Uli Jon Roth
Uli Jon Roth på MMF’16. Foto: Marika Hyldmar
Spilleglæde og god lyd manglede derimod ikke hos festivalens nok største navn i år. Den tidligere Scorpions guitarist, i årene 1973 til 1978, Uli Jon Roth.
Man kan ikke tage fra manden, at når han står der med sin vidunderlige teknik, sin spinkle stemme og sit store smil, så virker han som en af de sejeste mennesker på jorden.
Underholdningsværdien hos Uli Jon Roth er stor og publikum i alle aldre ser ud til at nyde guitaristen, der med sit voldsomt velspillede band sætter et solidt punktum på årets festival.
Men én ting er Uli Jon Roth og hans udskejelser på guitaren. Der skal samtidig lyde en kæmpe hyldest til bandet’s forsanger, Niklas Turmann, der må siges at være en af de bedste rocksangere netop nu. En fantastisk vokal, der gav genlyd igennem hele koncerten og var mindst ligeså imponerende som de gentagende soloer Uli Jon Roth hev ud af ærmerne.
Fra starten gik var der dømt klassisk rock, der rent faktisk gik lige i benene. Ja, publikum på Metal Magic Festival kan faktisk godt finde ud af at danse og i ca halvanden time var der dømt rockudladninger med alt hvad det hører sig til af soloer, store omkvæd, flotte vokaler og et solidt sammenspil, med en sans for feeling, som man ikke fandt hos mange andre bands på årets festival.
En absolut godkendt afslutning på en, musikalsk, ellers lidt svingende festival!
Billede #1 og #5 er taget af Marika Hyldmar for MarikaConcertPhoto