Fredag på Metal Magic Festivalen stod i legendernes og idiotiets tegn. Men først skulle vi vækkes af en omgang rendyrket dansk power metal!
Ironguard
Ironguard på MMF 2016. Foto: Marika Hyldmar
At starte fredagen’s program ud med en omgang dansk power metal syntes at være det eneste rigtige oven på en omgang tømmermænd fra dagen før.
Det var således op til Ironguard at vække os alle op til dåd, som det første navn på hovedscenen fredag formiddag kl 12. Dette er aldrig et nemt job. Men gudskelov var der mødt et fornuftigt antal power metal tilhængere op for at gøre Ironguard ære!
Ironguard er interessant på den måde, at der i Danmark findes meget, meget få bands der spiller det de gør og rent faktisk gør det godt. Det er der grunde til. Den vigtigste grund skal findes hos forsangeren. Ønsker man at spille power metal, så kræver det, at man har en sanger, med en stor nok stemme til, at det kan gøres overbevisende. Har man ikke det, så kan man godt glemme alt om at spille power metal. Men med Andreas Bigom (tidl. sanger i Vanir) har Ironguard dén sanger der rent faktisk kan mestre power metallens voluminøse vokalarbejde. I og med at manden er uddannet operasanger, så har han lungerne og teknikken til at løfte Ironguard fra det middelmådige til det rigtig gode.
Og det var også tilfælde fredag formiddag, hvor lyden ikke rigtig var med resten af bandet og hvor særligt guitarene ikke rigtig syntes at trænge ordenligt igennem og blev en anelse rodet. Vokalen gik derimod rent ind og derfor vandt Ironguard denne tidlige formiddag på det stærke vokalarbejde og den udadvendte liveoptræden fra de resterende medlemmer af bandet, der alle så ud til at have en kæmpe fest på scenen, på trods af det tidlige tidspunkt!
Et band der bliver interessant at følge fremover!
Toledo Steel
Toledo Steel på MMF’16. Foto: Marika Hyldmar
Direkte fra Southampton var det blevet tid til et af de nyeste bud på moderne bands, der tager udgangspunkt i den gamle NWOBHM lyd. Toledo Steel hedder bandet og har siden 2011 spillet koncerter med nyere navne som Cauldron, Battle Beast og White Wizzard samt udgivet to EP’er “Toledo Steel” og “Zero Hour”.
På Metal Magic Festivalen var de nu klar på hovedscenen og ført an af den ganske udmærkede sanger Rich Rutter føltes det som om, at tiden ganske rigtig blev spolet tilbage til 1981. Og dog. For hvad Toledo Steel for alvor mangler er en andenguitarist for at understøtte Tom Potter’s ellers ganske udmærkede guitararbejde. Bandet’s lyd og tyngde var simpelthen for spinkel. Selv for et band, der tager udgangspunkt i den tidlige heavy metal. Skal det være fuldblods NWOBHM skal der simpelthen være et twinguitar attack før det for alvor kan blive fedt. Både for at skabe harmonier, men også for at understøtte soloerne med en solid tyngde og pondus.
Den åbenlyse mangel på en andenguitarist blev endnu mere klar, da bandet kastede sig ud i et af genren’s helt klassiske skærringer. Saxon’s “747” blev leveret uden den afgørende tyngde og nerve simpelthen fordi Toledo Steel’s lyd ikke er tung nok til, at det for alvor kan blive interessant.
Et par år mere, lidt flere fede numre og så for pokker en andenguitarist så kan det godt gå hen og blive spændende med Toledo Steel.
Deathriders
Deathriders på MMF’ 16. Foto: Søren Weiss
Neil Turbin, bedst kendt som den første rigtige sanger i Anthrax på “Fistful Of Metal”, stod nu klar på årets Metal Magic Festival, med sit band Deathriders.
Manden med den høje hat virkede i dén grad oplagt på at levere en fest i det jyske og rent vokal mæssigt blev det da næsten heller ikke bedre. På trods af alle de år der er gået synger manden stadig fantastisk.
Det er dog desværre mere end hvad man kunne sige om resten af bandet, hvor sammenspillet virkede uhørt sjasket og sjusket. Flere gange var timingen mellem trommeslageren og resten af bandet simpelthen ikke til stede og helt skidt blev det, da de i midten af et nummer var nødt til at starte forfra fordi medlemmerne spillede forkert.
Men så er det godt at Deathriders kan leve af Neil Turbin’s stærke bagkatalog. For festen syntes, på trods af det til tider elendige sammenspil, at kunne reddes med de klassiske Anthrax sange som “Deathrider” og “Metal Thrashing Mad”, “Subjugator” og “Death from Above”.
Spørgsmålet er blot, om det er godt nok at kunne komme sikkert igennem en koncert, med et sjusket sammenspil og et par covernumre?
Manilla Road
Manilla Road på MMF’16. Foto: Marika Hyldmar
Et af årets hovednavne der på ingen måde skuffede var forrygende Manilla Road. For første gang stod dette episke kult band på scenen i Danmark og de var ventet!
Festivalen’s største regnskyl indtraf 10 min før Manilla Road skulle betræde hovedscenen. Frygten for en yderst våd koncert var derfor meget aktuel, men heldigvis klarede det op lige i det sekund de ældre herrer fra Manilla Road gik på scenen.
Guitarist Mark “The Shark” Shelton er eneste originale medlem tilbage fra den helt klassiske udgave af bandet og det var så sandelig også de klassiske numre vi fik denne aften på Metal Magic, hvor fokus var centreret omkring deres tredje udspil “Crystal Logic” fra 1983, med numre som “Crystal Logic”, “The Ram”, “The Riddle Master” og den helt klassiske “Necropolis” satte gang i festivalens første store fællessang.
Den åbenlyse spilleglæde, den lange og velvalgte setliste bestående af 17 numre, samt det solide sammenspil gjorde, at Manilla Road hev en sikker sejr hjem på festivalens anden dag. Og hvor var det dog egentlig dejligt at være vidne til en så velspillet omgang episk heavy metal!
Denner/Shermann
Denner/Shermann på MMF’16. Foto: Søren Weiss
Festivalens tredje store hovednavn ventede efter Manilla Road. Denner/Shermann. Guitarduoen fra legendariske Mercyful Fate behøver vel nærmest ingen yderligere introduktion. Bandet der netop er albumaktuelle med “Master Of Evil” var på forhånd udset som et af de sikre kort på årets festival, hvad angår store oplevelser.
Og Denner/Shermann var bestemt også bedre end da jeg oplevede dem på High Voltage, som hovednavn til High Voltage Rock Awards 2016. Her haltede det i dén grad for sanger Sean Peck, med at ramme de helt høje toner i det klassiske Mercyful Fate bagkatalog.
På Metal Magic Festival var det de nye numre fra “Mater Of Evil” og EP’en “Satan’s Tomb”, der var i fokus. Her blev det til hele 8 nye numre og blot 4 sange, her af “Evil”, “Curse Of The Pharaohs” og ekstranumrene “Desecration of Souls” og “Black Funeral” fra Mercyful Fate kataloget. Et valg der har min største respekt, men også et modigt valg, der ikke fik helt den opbakning man kunne have håbet på. For det virkede som om det nye album, med dens kompleksitet, langt fra har plantet sig hos alle og det lagde en dæmper på koncerten’s festligheder.
En koncert der desværre også var præget af en alt, alt for høj og diskant lyd, der gjorde det fuldstændig umuligt, i de første 3-4 numre, overhoved at skille guitarene fra hinanden. Var det en solo eller et riff jeg hørte? Jeg var simpelthen ikke sikker og det er langt fra optimalt!
Der er ingen tvivl om at de to legender kan spille. Men her til aften kom musikken, trods den ekstremt høje volume, aldrig rigtig ud over scenekanten. Og i virvaret af guitarer endte Denner/Shermann med at blive en til tider rodet og deraf kedelig affære.
Destroyer 666
Destroyer 666 på MMF’16. Foto: Marika Hyldmar
Kedelig kunne man dog ikke kalde aftenens sidste hovednavn. Destroyer 666 havde fået æren af at lukke festivalens indendørsscene.
Hvorfor Destroyer 666 overhoved skulle spille på indendørsscenen var for mig på forhånd en gåde og ganske rigtigt var lokalet da også alt for småt for det australske black metal band.
Det blev presset fra begge sider og fra hvor jeg stod, var det svært at få det hele med, fordi folk gik ind og ud af lokalet konstant fordi er ikke var plads til dem.
Men nu stod Destroyer 666 nu engang på scenen og i starten gik det egentlig ganske godt. Der blev spillet black metal med et solidt pift af rock n roll. Dog kunne man allerede fra start mærke hvor meget bandet’s sanger og guitarist KK i påvirket tilstand, var i et åbenlyst provokerende humør. Flere gange fik vi smidt et “fuck you all” i hovedet fra frontmanden. Noget som jo ellers normalt er med til at styrke interessen mellem publikum og band. Bare ikke i aften.
For nu kappede det over. I en længere pause fik KK smidt nogle verbale lussinger ud til folket, hvor bl.a. danske mænd fik nogle hårde og hånlige ord med på vejen. Læg dertil hvor meget han hader os.
Tilsidst bliver det for meget for flere blandt publikum, hvor til der blev kastet øl mod scenen i direkte retning mod KK.
Det er så som så hvor meget jeg kan se. Men det ender med at Devilution’s helt egen Krigsgud, i det sidste nummer, bliver smidt ud af salen, i øvrigt efter han er blevet taget med kvælertag af bandets roadie.
Idioter findes der nok af i verden. Dem behøver vi ikke på metalscenen. Så kære KK og Destroyer 666. Kom endelig ikke igen.
Billede #1 #2 #4 #6 er taget af Marika Hyldmar for MarikaConcertPhoto