Blind GuardianI går gav Aleg-One sine anbefalinger med på vejen forud for årets Copenhell! I dag fortsætter vi naturligvis med anbefalingerne. Nu med Søren Weiss’ 5 bud på bands, der nok skal sikre en god (og anderledes) oplevelse på årets metalfestival! 

 

Blind Guardian

Fra deres dannelse i 1986 (1984 hvis man tæller Lucifer’s Heritage med) og 10 albums senere er det lykkedes Blind Guardian, at spille kun én enkelt koncert i Danmark nogensinde! Det var på spillestedet Rust tilbage i midten af 90’erne. Men nu sker det endelig! På Copenhell.
Det tyske power metal band, startede ellers ud med en mere speed/thrash metallisk lyd på udgivelserne “Battalions of Fear” fra 1988 og “Follow The Blind” fra 1989.
I dag er hurtigheden stadig intakt, men Blind Guardian har formået at inkorporere langt flere progressive og episke (bombastisk kor arbejde og store symfonier) elementer i deres lyd. Noget der så sandelig blev perfektioneret på deres pragt udgivelse fra 1998 “Nightfall in Middle-Earth”, hvor hits som “Mirror, Mirror”, “Into The Storm” og titelnummeret sikrede dem et gigantisk følge også udenfor Tyskland.
Blind Guardian er power metal i alt fra musikken og til det lyriske arbejde, hvor tekster om drager, twilight, og store slag udgør størstedelen af bandet’s univers. Alligevel formår Blind Guardian at samle et følge af fans langt ud over power metal scenen og dét har gjort dem til et af de største metal bands fra Tyskland nogensinde!

Du skal se dem hvis: … du vil opleve hvordan fællessang på aller højeste plan foregår eller hvis du på ingen måde kan lide power metal. Blind Guardian vil med stor sandsynlighed virke som en øjenåbner fordi deres musik rammer så bredt som den gør. Det er et legendarisk band der omsider gør deres entre i Danmark. En unik oplevelse venter og tanken om “The Bard Song” på Copenhell giver mig allerede gåsehud! Måske du allerede kan nå at lære den at kende inden Copenhell.

Blind Guardian spiller torsdag kl 15.00 på Hades

 

Sólstafir 

For undertegnede var det en glædelig overraskelse, da Copenhell i sidste minut offentliggjorde de atmosfæriske islændinge i Sólstafir (på dansk “tusmørkestråler”)
Her kan man altså tale om et band, der formår, som få, at kanalisere islands ofte barske, men imponerende og storslåede natur ned til et musikalsk lydbillede. Et lydbillede bestående af klange i mol, dybe tekster på islandsk og altid pakket ind i dyster melankoli. Lyder det interessant så bare vent til du ser det live.
Det er første gang siden 2010, at Sólstafir giver en dansk festival koncert. Det var på Roskilde Festivalens Pavilion scene. Men meget er sket siden og Sólstafir’s musik er siden blevet endnu mere dyster og atmosfærisk. Noget der så sandelig kommer til udtryk på bandets seneste album “Ótta” fra 2014, der blev modtaget med imponerende anmeldelser fra Metal Hammer til RockHard, og som året efter så dem spille en imponerende koncert i et pakket Pumpehuset i København! Hvis der er nogen der kan forvandle en forhåbentlig varm solskinsdag foran Hades til en iskold sommerdag er det Solstafir.

Du skal se dem hvis: Du er interesseret i musik og ikke nødvendigvis kun mædl. Solstafir er så meget mere end bare et metalband (som de heller aldrig har kaldt sig). Det er musik for musikfanen, der godt vil udfordres. De er et unikt indblik i hvor stor en rigdom den islandske musikscene rent faktisk har at byde på.

Solstafir spiller fredag kl 13.15 på Hades

 

Epica

Med bookingen af hollandske Epica har Copenhell for alvor vist, at de er en metalfestival der tør! Og tak for det! Naturligvis skal der være plads til symfonisk metal på Copenhell og Epica er et solidt valg! Solidt fordi de først og fremmest er hamrende fedt liveband. Det blev i hvert fald slået fast med syvtommersøm, da undertegnede oplevede deres symfoniske klange og Simone Simons skønsang brage igennem på Black Stage på Wacken sidste sommer. Og solidt fordi deres seneste udspil, den Jacob Hansen miksede “The Quantum Enigma”, viser et Epica, der er mere hårdtslående end nogensinde før og i øvrigt langt mere hårdtslående end deres kollegaer i f.eks Within Temptation og Xandria. Det er de store armbevægelser, de store melodier og den pompøse lyd, der fortsat er bandets trademark, når Epica for første gang nogensinde spiller i Danmark.
Bandets kommende album “The Holographic Principle”, der atter er mikset af Jacob Hansen rammer gaden til august og mon ikke, at vi får en smagsprøve eller to på det, når det storslåede symfoniske metalband kaster deres symfonier afsted på Copenhell?

Du skal se dem hvis:  Du er fucking ligeglad med at blive kaldt untrüe og rent faktisk godt kan lide symfonisk metal! Surprise, det er vi heldigvis mange der kan i Danmark. Og så skal du se dem fordi Epica er et fremragende liveband, der for første gang nogensinde spiller i landet.

Epica spiller fredag kl 18 på Hades

 

Dark Funeral 

Skønsang bliver der dog ikke skyggen af til koncerten med svenske Dark Funeral. Her står den så afgjort på sortsindet satanisk ondskab fra start til slut. Deres formørkede ekstreme black metal har de perfektioneret siden 1993 og med debutten fra 1996 “The Secrets of The Black Arts” og står i dag, som et af sveriges bedste og vildeste bud på black metal, side om side med landsmændende i Marduk og Watain. Og var du til bare én af de to bands tidligere koncerter på Copenhell, så ved du hvad der venter.
Rasende non-stop ondskab iklædt nitter, spikes, sort læder og naturligvis spandevis af corpse paint! Svenskerne har netop udgivet det kritikerroste “Where Shadows Forever Reign”. Et album der viser at svenskerne stadig mestre det hurtige og ekstreme, men ikke er bange for at lege med melodien.

Du skal se dem hvis: Du vil have bekræftet hvorfor “hell” rent faktisk er en del af navnet i Copenhell. Kølig sort ondskab fra en gruppe rasende svenskere, med et fremragende nyt album i patronbæltet.

Dark Funeral spiller lørdag kl 22.15 på Pandæmonium

 

Kadavar 

Med Kadavar på Copenhell er publikum sikret en 70’er-inspireret rock n roll oplevelse ud over det sædvanlige! Glem alt om eyeliner, store sølvkæder og tørklæder i baglommerne. For modsat mange af deres kollegaer indenfor hard rock, bygger denne trio deres oplevelse op på sammenspillet fremfor image!
Trioen har leveret varen hver evig eneste gang undertegnede har oplevet disse tyskere live. Og det er efterhånden blevet til en 4-5 gange. På plade er Kadavar udmærkede, men det er først når man oplever dem live, at de for alvor springer ud og kommer til deres ret. Man finder næppe et mere tight, mere rendyrket, og mere velspillende rockband netop nu. Og det må de også have sandet i Tyskland, da Nuclear Blast signede bandet allerede ved deres andet album “Abra Kadavar”.
Sidste år udgav bandet deres tredje album “Berlin” og påbegyndte i den forbindelse, deres mest omfattende turnévirksomheder til dato. Og det er faktisk den selv samme, der her et år efter bringer dem til Copenhell!

Du skal se dem hvis: Du elsker rock n roll. Og du i særdeleshed elsker rock n roll leveret af et band, der har bygget hele deres karriere op på grundlaget af et vanvittigt fedt sammenspil.

Kadavar spiller fredag kl 21.00 på Pandæmonium