Iron Maiden. Jyske Bank Boxen. foto: Søren Weiss
Hvis man frygtede for at div. kræft relaterede sygdomme i bandet eller et nyt meget langt og krævende udspil ville være en hæmsko for Iron Maiden’s første danske indendørs koncert i 10 år, så kunne man godt tro om igen, efter legendernes 2 timers magtdemonstration i Jyske Bank Boxen.
Men inden Iron Maiden gik på scenen stod The Raven Age (som vi desværre ikke nåede grundet det tidlige tidspunkt. En hverdag går som bekendt også med fuldtidsjobs) og Ghost for aftenens opvarmning.
Heldigvis nåede vi Ghost og spøgelserne stod på papiret som den perfekte opvarmning. Et af nyere tids mest hypede (og det er i øvrigt fuld fortjent) bands side om side med et af alle tiders største metalbands.
Spøgelserne har samlet et kæmpe følge efterhånden. Dette skyldes naturligvis deres herlige ørehænger hits, deres unikke lyd, som live, og helt særligt i Boxen denne aften synes at være tungere end hørt i lang, lang tid. Det er aldrig nemt at være bandet før den store blockbuster, men Ghost klarede det fint, uden at være prangende. Musikalske højdepunkter var der flere af og her stod “Ritual”, “Mummy Dust” og den afsluttende “Monstrance Clock”, som de sikre vindere. Ærgerligt var det dog, at ny-klassikeren “He Is” ikke blev luftet denne aften. Men okay, så har vi noget at se frem til på Roskilde, hvor spøgelserne forhåbentlig spiller et meget længere sæt.
Og SÅ var vi også klar til Maiden. Og det skulle hurtigt vise sig, at Maiden også var klar til os i Herning.
Ca 12.000 var samlet i Jyske Bank Boxen denne aften og må vel så egentlig betegnes som værende den største indendørs Iron Maiden koncert nogensinde i Danmark, selvom der ikke var udsolgt.
Da tonerne til UFO’s “Doctor, Doctor” ringede ud gik bandet’s introfilm i gang. Herefter besteg Bruce Dickinson, som ene mand, den røgfyldte scene under introen til “If Eternity Should Fail”. En scene, der naturligvis var tilpasset bandet’s seneste grafiske look på “The Book Of Soul” albummet. Dette betød at scenen var bygget op som en gammel ruin, gemt væk midt i Sydamerikas tætte jungle og med et særlig vink til de gamle Mayan templer. Teatralsk, en fryd for øjet og simpelthen bare Maiden’sk hele vejen igennem.Fra hvor vi stod (ca. 15 m. fra scenen foran venstre højtaler) var lyden også knivskarp. Så hvordan den ellers har været i Boxen skal jeg ikke kunne udtale mig om. Her var den perfekt.
Men først og fremmest; det burde simpelthen ikke være fysisk muligt, efter man har gennemgået et længere behandlings forløb mod kræft i halsen, at synge så godt som Bruce Dickinson gjorde i Herning. Imponerende simpelthen. Denne aften virkede super frontmanden faktisk også langt mere på, smilende og i bedre form end ved de sidste 4-5 gange jeg har hørt bandet. Og ja det er vel at mærke efter et langt sygdomsforløb. Og det var faktisk kendetegnet for hele bandet denne aften. Smilende var store og spilledeglæden ditto og det er altså selvom man med kun få dage i mellem går fra at spille for 55.000 på et udsolgt Ullevi i Göteborg, til et ikke engang udsolgt Jyske Bank Boxen.
“If Eternity Should Fail” blev fulgt op af “Speed Of Light” og allerede her stod det klart, at lige meget hvad folk så ellers har at sige om det nye album, så holder de nye numre 100 % live. Det kan og bør ingen være i tvivl om efter denne aften.
Sætlisten bestod udover klassiske sange som “Hallowed Be Thy Name”, “The Trooper”, “Fear of The Dark” og en glædelig tilbagekomst af “Powerslave”, af hele 6 sange fra det nye album, hvor “The Red And The Black” stod for ét af aftenens sande højdepunkter. Det næsten et kvarter lange nummer foldede sig for alvor ud midtvejs under d’herrer Murray, Gers og i særdeleshed Smith’s lange og formidable guitarsymfonier, der i et perfekt sammenspil ud i rytme- og temposkift viste, at Maiden bare er et liveband i absolut verdensklasse. Ja her røg kæben sgu’ på gulvet, folkens.
Og her blev den altså, mens vi naturligvis fik Eddie på scenen op til flere gange inden bandet takkede af med den klassiske “Iron Maiden”.
Hurtigt kom de dog tilbage og fik sat gang i festen med “Number Of The Beast”, inden det blev tid til eftertænksomhed og rørende hilsner til ofrene for terrorangrebende på Bataclan og i Orlando. For at citere Bruce Dickinson, så er vi alle én stor familie, der er samlet om musikken. Og så gik der ellers fællessang i den med den smukke, smukke “Blood Brothers”. Til sidst kunne vi forlade Boxen med melodien til “Wasted Years” kørende på repeat inde i hovedet, som jo vel heller ikke er helt skidt.
Tak som fanden Maiden for en aften jeg sent vil glemme!
