Bring Me The Horizon. Foto: Aleg-One
Så åbnede Roskilde Festival op for musikpladsen, og det første navn på programmet var Bring me the Horizon, der var sat til at åbne Arena scenen. Efter deres stærke show i Vega i november, var det med både glæde og spænding, at turen gik mod koncerten. Kunne de levere et lige så stærkt show igen? Vores jyde-anmelder Martin Horn Pedersen har svaret her!
Da vi nærmede os koncertstart var pitten fyldt ok op, uden dog være helt fyldt, men den havde en smuk blanding af alt fra unge piger, folk i fjollede kostumer, til klassiske metal folk og alt midt imellem. Det er en af de smukke ting Roskilde kan, men også en evne BMTH selv besidder, så allerede der tegnede det godt.
Koncerten blev åbnet med en sjov animationsvideo som fortalt os vi, skulle huske tage stoffer før koncerten ikke under den, at vi skulle sig farvel til vores elskede da der var chance for at vi aldrig så dem igen, ikke måtte medbringe fyrværkeri hvis man skulle få lyst til at genskabe Shadow Moses videoen – en ret sjov måde at start koncerten på, som hypede publikum rigtig godt op til start.
Og hvilken start den fik! Bandet valgte at åbne med ”Happy song”, som med det samme fik publikum til at dele sig op i to da introen startedem og så var moshpit festen igang! Derefter får vi et par sange fra Sempiternal som holder godt gang i den fest der allerede er skabt . Til glæde for de ældre fans får vi også fornøjelsen af hører Chelsea Smile, der sætter aggresiviteten godt i vejret!
Selvom folk havde sunget godt med undervejs, og naturligvis startede med et tidligt peak under Happy Song, så fik vi virkeligt gang i sang stemmerne til kærlighedssangen ”Follow You”, som både er utroligt smukt og utroligt følsesmessigt hård på samme tid. Det er også et af de tidspunkter hvor bandet viser hvor bredt de er nået ud. De kan give os den hårde core i musikken når de ønsker det, men på samme måde kan de fortælle om mere følsomme emner og de om ting som rør os.
Det er også en del af forklaring på den langte bedre succes de har fået med særligt That’s the Spirit albummet. En del af forklaring på den succes skal dog helt bestemt også findes i frontmanden Oliver Sykes, der både som frontmand og som sanger har udviklet sig utroligt meget de senere år – en udvikling der bestemt bliver spændende at følge fremadrettet! Han sikrer, at publikum er igang hele tiden, om det er at få startet nye moshpits, den klassiske ned og sid op og hop eller når han tager turen ned foran scenen og giver folk high fives.
Koncerten blev afslutet med en sand magtdemostration, da bandet spillede ”Antivist”, hvor publikum fik kastede fuck finger til højre og venstre, inden det hele blev kørt med med Thats the Spirit sangene: Throne, True Friends og Drown! Jeg husker ikke en så stærkt start på en Roskilde festival for mig personligt. Lyden var god, numrene velvalgt og bandet ville det så meget. Det samme ville publikum, uanset om det er folk der elskede bandet, metalfans der bare tog alt med og endda selv den veninde jeg havde taget med som så sin først metal koncert i hendes liv, hun nød også showet. Så har man gjort det rigtigt!
