SEA. Nordic Noise 2016. Foto: Søren Weiss for Blastbeast.dk
For fjerde gang afholdt folkene bag Target/Mighty Music rockfestivalen Nordic Noise. Denne gang var rammerne badminton hallen Remisen på Østerbro.
En festival dedikeret udelukkende til hard rock er som udgangspunkt en rigtig god idé! Det er på sådan en aften, at unge hard rock bands kan vise deres værd for “rigtige” fans af genren. At Nordic Noise så mest af alt skal ses som en labelnight for Mighty Music bands, er der vel ingen der kan være i tvivl om. Jeg vil tro at 85 % af de optrædende bands på festivalen er signet på Mighty Music.
Rent kvalitetsmæssigt var det også godt og blandet. Undertegnede kunne desværre kun være med den første aften, men her fik vi alt fra rigtig, rigtig gode rockkoncerter til det helt forfærdelige. Sådan er det jo naturligvis på festivaler!
Jeg vil skyde på at der var mellem 400-500 mennesker igennem døren den første dag. Så allerede her så det jo godt ud! At 500 mennesker så virker som ingenting i Remisen’s kæmpestore omgivelser, lod desværre tørre en smule af på stemningen. Her kunne man, med rette, til næste år bruge kun den ene side af salen.
Men lad os komme i gang med det det handler om – rockmusikken!
Stonebird
Undertegnedes første møde med Stonebird blev så sandelig et mindeværdigt ét af slagsen. På trods af det tidlige tidspunkt fik gutterne tændt fornuftigt op i fadølspublikummet. Den svære tjans som nr 1 på en festival klarede de med stor selvsikkerhed. Musikken er straightforward midt 70’er retrorock, med alt hvad det hører sig til at lækre riffs, soloer, orgel og et swing der sidder lige i skabet.
Det samme kan faktisk siges om bandet’s overraskende stærke vokalarbejde. Stonebird lod sig nemlig først for alvor folder sig ud, da de med stort overskud, og med hvad der lignede den største selvfølgelighed, eksekverede nogle enormt stærke og svære vokalharmonier, der sparkede benene væk under undertegnede!
Nu skal bandet bare have gang i den helt stærke sangskrivning. For selvom drengene så sandelig kan spille, så kunne jeg ikke huske ét eneste hook, da Stonebirds 30 minutter lange koncert var slut.
Childrenn
Og så til noget helt helt andet. Mørkemændende fra Roskilde Festival 2016 aktuelle Childrenn!
Det var tydligt for enhver, at Childrenn var på udebane blandt store dele af den fadbamse elskende del af 4/4 dele hard rock publikummet. Childrenn er ikke hard rock i den klassiske forstand!
Derimod henter bandet inspiration fra en langt række aktører på både metal, støjrock og shoegaze scenen. Alt dette mikser bandet i en flot kombination i noget der virker ret unikt på den danske scene. Det er melodisk, men samtidig mørkt og støjende og så virker det egentlig rigtig godt, at man musikalsk aldrig ved hvad bandet finder på.
Hvis bandet fremover valgte at gå endnu mere shoegaze og støje endnu mere ville det bestemt ikke skade helhedsoplevelsen. Tværtimod!!
Der bliver skaber god dynamik i Childrenn’s sangstrukturer, da der hele tiden synes at ske noget nyt, uden at man egentlig forventer det.
Undertegnede er klart blevet fan her på Nordic Noise og forstår så sandelig hvorfor Roskilde Festivalen har valgt dem til Rising Scenen til sommer. Det bliver nok også på den store festival på midtsjælland, snarer end blandt publikummet på Nordic Noise, at bandet skal vinde publikum for alvor!
Solidt!
Skullclub
NU skulle festen starte! Yes! Med fadøl i hånden og piratpunk på anlægget var det naturligvis Skullclub der skulle sørge for festen. På forhånd havde jeg set den gode idé i at lade et folkorkester spille på festivalen. Copenhell har tidligere haft kæmpe store succeser med netop Korpiklaani, Alestom og Fintroll!
Klar, parat, start!! Sådan næsten da…… for Skullclub var på ingen måde klar da bandet gik på scenen. Der skulle gå et par minutter inde i første sang, før forsangeren kom løbende ind fra siden. I mellem tiden så det tydeligvis ud til at undre og irriterer bandet. Hvor var han henne?!
Da så forsangeren endelig kom op på scenen, var det nærmest umuligt at høre hvad der blev sunget. Der blev vidst nok sunget på dansk. Og sådan var det faktisk igennem hele koncerten, der aldrig nåede sit festlige klimaks.
Men klimaks eller ej, så vandt bandet når de gik i kødet med de mere folkede banjosange fra bagkataloget. Her kom der en smule gang i folk. Men så snart hovederne var begyndt at gynge en smule blandt de fremmødte, blev det afbrudt af alt for lange pauser mellem sangene og en banjo der skulle have skiftet strenge.
Søsyg på den utjekkede og ufede måde!
SEA
Se. Når vi om et par år kigger tilbage på danske bands fra ’10’erne, vil de af os der var tilstede da SEA spillede på Nordic Noise 2016 huske tilbage på den, som en af de bedste danske koncerter overhoved i 2016!
Her var der ENDELIG et band der kom, så og sparkede benene væk under undertegnede på årets Nordic Noise.
Aldrig har jeg oplevet SEA spille så fedt, som de gjorde denne aften. Det har tydeligvis klædt drengene endelig at komme ud og få luftet de nye sange, der hver og én virker endnu tungere end på debutpladen.
Det var også her, at der endelig var samlet en stor forsamling foran scenen. Og det er altså forståeligt for intet band denne aften kunne hamle op med den heavy metal næve, som de drengene lagde for dagen på Nordic Noise!
SEA er så afgjort noget af det bedste der er sket for den danske heavy metal scene herhjemme. Bandet skriver sange med god dynamik, stærke hooks, memorable riffs og så swinger deres sammenspil så forbandet godt, at ingen – unge som gamle – på Nordic Noise kunne stå stille!
En semi-legendarisk koncert med SEA på Nordic Noise 2016!
Mike Tramp feat. Lucer
Med alt respekt for Mike Tramp så var opgaven at skulle spille efter SEA’s magtdemonstration på ingen måde let.
Hvad der taler for Mike Tramp på årets Nordic Noise er naturligvis, at han har en håndfuld sange, som i hvert fald det ældre segment af publikum kan synge med på. Og det var også den ældre del af publikum der havde fundet plads foran scenen til aftenens hovednavn.
Nu siger jeg så noget, som jeg helt sikkert får verbale tæsk for af førnævnte crowd.
Men for undertegnede er det på ingen måde nok at have hyggelige syng-med-sange, for at lave en god og festlig rockkoncert. Rigtig Rock’n’roll (for at citere Mike Tramp flere gange fra scenen) skal for mig først og fremmest være farligt, det skal være rebelsk, det skal være energisk og så må det for alt i verden godt have en undertone af, at nu skal vi edermandme have et spark i løgne. Sådan er det i hvert fald når man snakker om liveudtryk til en rockkoncert! Ellers vil det vel for pokker ikke være rock n roll?!
Det tætteste Mike Tramp i den forbindelse kommer på noget der bare minder om farlighed og rebelskhed er tatoveringerne på overarmene.
Sangenes styrker hos Tramp skal jo i sagens natur findes i de poppede melodiske hooklines. Det er der ingen tvivl om at manden mestre. Men hvad ville der ske hvis man hældte bare en smule dynamik ned over førnævnte melodier? Det kunne f.eks. være et par finurlige breaks, et brud med 4/4 dele osv osv.
Med Lucer har Mike Tramp naturligvis et hamrende stramt og stærkt backingband og der er ingen tvivl om at det livemæssigt er godt for drengene at være ude med Tramp. Ligesom det godt nok også er godt for Mike Tramp, at have fået et ungt band med sig! Men selv hos Lucer kunne jeg denne aften ikke se gnisten og dén energi, som de ellers er nogle af de bedste til at formidle på scenen i dag. Og når energien mangler i en koncert med Mike Tramp bliver 1 time og et kvarter simpelthen for meget.
Kickin Valentina
Hvad der manglede af dynamik i sangene hos førnævnte Mike Tramp manglede måske ENDNU mere hos det eneste amerikanske band denne aften. Forskellen fra Mike Tramp og på Kickin Valentine er dog at Mike Tramp har stærke omkvæd. Det blev også helt tydeligt hos Kickin Valentina, at det har de bestemt ikke.
Showmæssigt var vi skudt tilbage til 80’ernes glamscene også kaldet sleaze metal i dag. Naturligvis var bandet derfor klædt i læder, denim og nitter fra top til tå og frontmand Joe Edwards må have haft sit at kæmpe med i forhold til den alt for store bandana, der hele tiden røg ned i øjnene på ham.
Hvad Kickin Valentina ikke har i sangene kom de nogenlunde udenom i deres liveshow. Her var der dømt tiltrængt energi fra start til slut.
Men når alt kommer til alt, så er det sangene der skal vinde undertegnede over og når aftenens musikalske højdepunkt er et ringe covernummer af Elvis klassikeren “Burning Love” med danske Ken Anthony på vokal så er det op ad bakke!
Som sagt kunne undertegnede kun være med den første aftenen og var desværre ikke med, da Mustasch eftersigende skulle have leveret en helt igennem fantastisk koncert om lørdagen på Nordic Noise!