Tredje udspil fra danske Helhorse er også deres absolut mest ambitiøse udspil til dato. Med en signing på Spinefarm, må man sige, at danskerne er kommet i fint selskab. Nøjagtig som tilfælde var med Essence, da de blev signet på Spinefarm sidste år.
Essence udgav dog efterfølgende deres værste skive i karrieren og nu er det efterhånden meget, meget længe siden vi sidst har hørt noget fra thrasherne fra det jyske.
Forhåbentlig kommer vi til at høre mere til Helhorse. Men om det er pga. deres nyeste udspil eller deres udmærkede og potente bagkatalog er jeg lidt mere i tvivl om.
For som jeg startede med at sige så er det her et ambitiøst udspil. Helhorse har forsøgt at skabe store melodier i et lydunivers der, ovenikøbet, måske er for stort til at de kan bære det.
Lad det være sagt med det samme. Jeg hungre efter danske bands der TØR skrive et godt omkvæd. Et omkvæd med en hookline man husker og som man kan brøle/synge med på. Det forsøger Helhorse på langt henadvejen her. Men slipper ikke altid lige heldigt fra det. Og det er der enkelte men dog væsentlige grunde til.
Lad os starte med produktionen. For her vinder Helhorse i hvert fald på det instrumentale. Jakob Gundel har givet bandet en ganske tung og luftig lyd, med god bund, der klæder musikken rigtig godt!
Problemet opstår derimod på vokalsiden. En vokal der sine steder simpelthen halter så meget efter det ellers potente musikalske udtryk at man ikke kan lade det gå ubemærket hen. Vokalerne virker underligt svævende og skæve i forhold til albummet’s tunge lydbillede. Det kan bl.a. skyldes de mange effekter der er lagt over på bl.a. kor arbejdet. Her lyder det mest af alt som om, man har haft det lidt for sjovt med flanger-knappen i studiet. Det er bl.a. gået udover det ellers ganske stærke omkvæd i “The blood Boiler”.
Også på omkvædet i “Among The Wolves” halter vokalen betydeligt efter. Det der ellers skulle være et helvedes stærkt omkvæd, med måske skivens mest memorable hook dør pga. af manglen på energi i omkvædet’s “Among The Wuuuulves” . Her kunne et stort kor have været en mulighed for at bakke Mikkel Wad Larsens vokal betydeligt op.
Der er ingen tvivl om at Helhorse har ønsket at skrive et album, med ørehængere og fremtidige memorable hits. Men der er endnu et stykke vej. Førnævnte vokaler har sin del af grunden, men også på riff-siden skal der tænkes i andre baner nu. Eksempelvis troede jeg, at jeg ved et uheld var kommet til at sætte “Fuck Art Let’s Kill” på istedet for åbneren “Carry Your Own”. Det viser sig dog, at riffet simpelthen bygger på nøjagtig de samme toner og rundgange og næsten også det samme tempo. Længere nede i albummet forekommer det samme riff næsten identisk igen bare på nummeret “Hell Of A Ride”.
Sådan er der små, men afgørende detaljer der gør sig udslagsgivende for, hvorfor undertegnede ikke ser Helhorse bryde igennem lydmuren til den store verden endnu med dette album.
Jeg kan forhåbentlig tage fejl, og det håber jeg bestemt også at jeg gør. Vejen er gjort klar for Helhorse. Nu handler det om at bandet skal gribe chancen og gerne tænke endnu mere ud af boksen på i hvert fald riff-siden.
Opsummering: Den svære nr. tre? Det har Helhorse måtte sande på “Helhorse”. Bandet er signet på Spinefarm og har nu valgt, at gået i en langt mere melodisk retning. Idéerne er gode og melodierne i omkvædende er ganske stærke, selvom riffsne i det store hele minder for meget om hinanden. Bandet har dog svært ved at følge det til dørs i fremførelsen.
Lyt specielt til: “Carry Your Own” og “The Blood Boiler”
For fans af: High On Fire, Alice in Chains og Down
“Helhorse” er udgivet af Spinefarm