Med navne som Slayer, Tsjuder, At The Drive In, Blues Pills, Gojira, Kvelertak, Ghost, Bring Me The Horizon, Frank Carter & The Rattlesnakes, Tenacious D, Meshuggah, Uncle Acid and the deadbeats må man sige, at Roskilde står stærkt på metal- og rockfronten i år.
Med sådan et line up for 2016 var vi naturligvis nødt til at høre Roskilde’s metalbooker, Stefan Gejsing, hvad hans tanker har været om programmet for i år.
Årets rock og metalprogram på Roskilde i år. Dommen for i år. Er du tilfreds?
Ja. Det er jo noget vi har brugt lang tid på at stykke sammen og haft mange snakke omkring så jeg synes vi er nået rigtig godt i mål. Jeg er især glad for at vi et år uden en kæmpe rock dinosaurer sælger rigtig mange billetter. Det viser at vi ikke behøver et kæmpe navn før folk interessere sig for Roskilde. Det synes jeg er vigtigt.
Hvor står Roskilde Festival på metalfronten i 2016?
Stærkt synes jeg. Det er ret bevidst at vi har gået efter nogle lidt bredere metal/rock navne. Navne som Kvelertak og Uncle Acid rammer både metalfolket og rockfolket. På den måde bliver klubben lidt udvidet til andet end de mest hardcore metalfans. Det tror jeg kommer til at give nogle vildt gode koncerter.
Lad os starte med toppen. Det tætteste vi kommer på en egentlig Hard rock og metal på headliner fronten må jo nok være Tenacious D. Hvorfor Tenacious D her i 2016?
Jeg anser nu Slayer for at være det ”store” metalnavn. Tenacious D er en fest og ideen med at booke dem var at sætte fokus på at en nattefest på Roskilde ikke altid er lig med elektronisk a la Major Lazer. Vi er sikre på at det kommer til at blive en sjov og anderledes nattefest som både er sjov og mega musikalsk.
Og så er der jo naturligvis Red Hot Chili Peppers. Jeg troede egentlig de havde fået permanent indrejse forbud i Roskilde efter den mildest talt sørgelige 2007 koncert?
At blive meldt ude fordi man spillede en dårlig koncert for 9 år siden, virker lidt underligt. De har spillede et utal af koncerter siden som har fået forrygende anmeldelser. Der kommer ny plade produceret af Danger Mouse. Jeg gider i hvert fald godt se hvad de kan nu. Mange af vores publikummer på 19-20 år gik i 3 klasse og havde pokemon-kort som deres vigtigste beskæftigelse da de spillede sidst. Jeg synes de skal have muligheden for at se hvad RHCP kan i 2016.
Lad os dykke længere ned i programmet. Ned i bredden. For det er her programmet for alvor folder sig ud. Dizzy Mizz Lizzy står side om side med Slayer, Ghost og Gojira. Det virker som om man har gået efter flere af de lidt større og sikre kort i år i forhold til de sidste par år, hvor den tungere del af Line uppet primært har været for “nørderne”. Hvordan ser du det?
Metalnørderne skal gå ned og se Greg Fox fra Liturgy give den gas med hans tre meget forskellige projekter. Personlig glæder jeg mig også til Sumac, Black Breath og Sleep som nogle af de mere nicheprægede koncerter.
Har der været en rød tråd i årets line up?
Næh ikke på den måde. Det er klart at vi håber at folk går på opdagelse i programmet. Husk at tage noget nyt med hjem når man sidder i toget søndag morgen. Oplevelsen af at finde noget man ikke vidste at man kunne lide er altid det vigtigste på Roskilde. Hvis det er den røde tråd så skal det være mit mantra til folk.
Og når snakken falder på Slayer. Det bliver ingen Orange koncert for dem i år. Er Arena simpelthen bare blevet det nye sorte? Her tænker jeg også på de nu ny-legendariske koncerter med Kreator i 2013 og Lamb Of God i 2015.
Publikumsmæssigt fungere Arena bare rigtig godt til metalkoncerterne. Der er ikke mange bands som kan fylde på Orange når vi taler metal 2016. Jeg vil hellere se et pakket Arena telt til Slayer end en okay fyldt Orange med samme band. I 2016 er der bare ikke et større metalpublikum i Danmark. Se bare på Copenhell som samler 14-16.000 mennesker. (På Arena kan der være ca. 17.000)
At The Drive In blev gendannet igen. Jeg antager at det var en booking i gik målrettet efter?
At The Drive-in har jeg aldrig set live før men jeg har set en del You Tube klip som giver mig en ret stor forventning til koncerten. Jeg håber de lever op til det og at vi snart får en ny plade fra dem.
Roskilde er stedet hvor man opdager ny musik. Det gjorde jeg personligt med Ghost i 2011 og Uncle Acid i 2013. Hvilke nye bands skal jeg opleve i år? Jeg tror Sumac bliver fedt. De har så vidt jeg ved ikke spillet i Danmark før så det tror jeg bliver rigtig godt. Ellers skal jeg ned og se So Pitted, som godt nok er lidt mere punk/indie end metal men jeg tror de kommer til at rive Pavilion godt og grundigt rundt.
Hvilket navn er du gladest for at have fået på plakaten og hvorfor?
Jeg er glad for at vi fik Bring Me The Horizon på programmet. De er et band som skiller vandene. Enten er man til det eller også kan man ikke fordrage dem. Personligt synes jeg deres seneste plade er et ret modigt popalbum som jeg tro vil åbne op for en større fan base og samtidig kan de stadig få startet en habil circlepit.
Hvem bliver store og som om, skal vi sige 5 år, opleves på Arena?
Af bands som kunne spille Arena om 5 år har Mutoid Man en ret fed appel til et bredt metal/rock publikum som med lidt held kan få dem op i næste liga.
Lad os runde af med det obligatoriske spørgsmål: ser vi nogensinde Guns n Roses på en Roskilde plakat igen?
Hvem ved hvad fremtiden kan bringe. Hvis I er nok der ønsker dem, skal vi gerne se hvad vi kan gøre… men i skal nok være ret mange!
Roskilde Festival finder sted i perioden d 25/6-2/7 2016 og det fulde metal- og hard rock line up tæller:
Slayer
Tenacious D
Red Hot Chili Peppers
At The Drive-In
Bring Me The Horizon
Dizzy Mizz Lizzy
Meshuggah
Ghost
Gojira
Kvelertak
Sleep
Uncle Acid & The Deadbeats
Black Breath
Blues Pills
Cattle Decapitation
Danko Jones
Frank Carter & The Rattlesnakes
Halshug
H09909 (beskrivelsen siger hiphop, liveshowet siger punk!)
Letlive.
Mutoid Man
Rising
Sumac
Peaches
So Pitted
Tsjuder
Bersærk
ORM
Ondt Blod
Childrenn