THE HELL GÆSTEDE DANMARK FOR FØRSTE GANG SIDEN DE EFTERLOD COPENHELL MÅBENDE I 2014…. YOU DICK.
”This next song is called ’Check This Out’. It’s about checking it out.” – The Hell, Templet 2016.
At THE HELL betyder noget specielt for mig, det skal ikke være nogen hemmelighed. Hardcore-bandet fra England med den fandenivoldske humor og letbenede tilgang til arrig hardcore/metalcore, er gået rent ind hos mig. Og ja, mange vil nok synes det er plat og letkøbt. Men nogle gange er det altså også helt i orden!
The Hell gik på scenen i Lyngby til tonerne af en intro bestående af lige dele Survivors ”Eye Of The Tiger”, ”Saturday Night” med Whigfield og bokse-kommentator der introducerede de mange maskerede medlemmer.
Og SÅ var der ellers lagt i kakkelovnen til en aften med masser af guf til både lattermusklerne, ben-og-armmusklerne og råbemusklerne (… ja, I know). The Hell var nemlig klar til fest! Med en setliste bestående af sange fra alle bandets tre fuldlængdealbums, stærkt ført an af catchy numre som ”Step It Up”, ”I’ve Got Lots Of Money”, ”It’s The Motherfucking Hell, You Dick” samt den praktisk talt udødelige (pun intended) kult-klassiker ”Everybody Dies”.
Sjovest var det dog da den danske fan Erik blev inviteret på scenen, til fremførsel af The Hell’s meget uortodokse cover af Nickelback-sangen ”How You Remind Me”. Hold nu kæft hvor var det sjovt! De mange meget korte snaps a la ”You Suffer” med Napalm Death, med meget lange introduktioner, bragte også et grin frem mere end en enkelt gang.
Dog virkede The Hell ikke helt indforståede med hvem af medlemmerne der skulle fortælle jokes mellem sangene, hvilket gjorde det hele lidt rodet. Men det er også en del af charmen!
Musikalsk er The Hell langt fra at være stor kunst, og selvom der kan være lidt langt mellem de rigtig fede numre, så er underholdningsværdien absolut helt i top! Og publikum kvitterede da også med energisk moshpit, hujen og klapsalver.
Hvis du også griner af pruttejokes og når folk bliver slået i skridtet, så snyd ikke dig selv for at se The Hell næste gang du får chancen… You Dick.