To danske bands har for nylig udgivet EP. Den slags EP hvor man, til trods for den begrænsede spillelængde, sidder bagefter med kæben tabt ned i sin leverpostejmad og får lyst til at ofre dyr, bade i pis og råbe af gamle damer. Det er med andre ord VRED musik! Det er en hurtig og en langsom. Det er Piss Vortex og Cabal!
CABAL – Purge EP
I undergrunden ulmer der mange obskure subgenrer. En af dem hedder ”Sludgewave”, der blander deathcore med doom metal – langsomt og med mange breakdowns! Frontløberen i denne genre er britiske Black Tongue. Men efter jeg hørte ”Purge” EP’en fra Cabal, er jeg blevet i tvivl om hvorvidt, at Black Tongue får lov til at sidde på tronen meget længere.
Cabal består at nogle handlekraftige aktører fra dansk metal, bl.a. Chris Kreutzfeldt fra Scarred By Beauty og Andreas Paarup fra New Discolour på vokal. Sidstnævne har samtidig en af de mest imponerende vokaler jeg har hørt i dansk ekstremmetal – wow!
De store variationer er ikke tilstede på denne EP. Men det gør heller ingenting. Purge EP kan nemt sættes på, og spilles fra ende til anden så man ender med en sumpet, obskur og okkult følelse i kroppen, og straks må ud i skoven iført kutte og krabbegang.
Cabal har udgivet en meget imponerende EP, der med det samme strækker sig ud over de danske grænser. Så er det eneste vi mangler bare, at “Sludgewave” tager ordentlig fat, så er der intet limit på hvor langt de her gutter kan nå.
Lyt specielt til: Purge, Innocent Blood
For fans af: Black Tongue, The Acacia Strain, Traitors
“Purge EP” udgives af Prime Collective
Piss Vortex – Future Cancer
I de danske grindcore kredse er navnet Piss Vortex (forhåbentlig!!!) ikke et uskrevet blad, da de bliver ved med at imponere både ind-og udland med deres kompromisløse, talentfulde og komplekse grindcore, der flittigt låner fra bl.a. fusionsjazzen, på både udgivelse og til liveshows.
Future Cancer samler godt op hvor den selvbetitlede debutplade slap, kun med den undtagelse at Piss Vortex både spiller bedre, er blevet vredere og meget hurtigere! Og jeg vidste ikke engang at dette var muligt…
Vokalist Simon Christensen er mere arrig end nogensinde, guitarist Christian Bonnesen spiller mere komplekst end nogensinde og bassist Rasmus Moesby ligger sammen med trommeslager Niclas Sauffaus mere en hjernevridende rytmesektion end nogensinde. Sidstnævnte er stadig tæt på at være den mest imponerende danske trommeslager jeg har oplevet. Oplevelsen af den mand er et show værd i sig selv!
Rygterne lyder, at Piss Vortex allerede er klar med de næste to udgivelser… Og hvis udviklingen fortsætter, så er snart kun aliens og folk på evighedstrip der kan følge med i deres tempo.
Lyt specielt til: Sæt bare hele lortet på. Den varer kun 11 minutter og 43 sekunder.
For fans af: Rotten Sound, Pig Destroyer, Wormrot, Fuck The Facts
”Future Cancer” udgives af Indisciplinarian