For to uger siden var der Wacken Metal Battle på Færøerne. Og ud af 11 deltagende bands var det et helt nyt blackened doom metal band,Svartideyði, der løb med sejren og som derfor skal spille på Wacken 2016.
Alle billeder er taget af Photographer – © Olaf Olsen, www.facebook.com/OlafOlsenPhotography
Efterfølgende har bandet nu valgt at skifte navn til “det lettere”, Svartmálm, og er nu klar til at give deres første interview nogensinde med os her på Blastbeast.dk.
Hvem er Svartmálm?
Svartmálm er Deyði, Pest, Hungur & Kríggj.
Hvad inspirerer jer I jeres sangskrivning?
Omgivelser, snæversynethed, ignorance og at granske mørket.
I er et helt nyt band med rødder i mange andre forskellige musikalske stilarter end kun metal. Hvorfor er det lige præcis black metal, der har fanget jeres interesse? Hvad er det denne stilart kan?
Kontrasten mellem det aggressive og abjekte versus det skønne og melankolske. Målet er at opnå stasis – musikalsk stilstand.
Færøerne er kendt som et yderst kristent land med en meget stærk religiøs overbevisning og tro. Kan man overhoved spille formørket black metal med fokus på død på Færøerne, uden at det vækker negativ opsigt?
Set inde fra er det mere komplekst end som så. Religionen har fast forankring i samfundet fra gammel tid, men på den anden side er der en sekularisering i gang. Færøerne er egentlig et ret pluralistisk samfund, hvor der er plads til den enkelte at danne sit eget meningsgrundlag.
Vores rejse som band er kun lige begyndt og indtil videre har vi ikke følt nogen modstand. Hvis vi havde startet bandet for lad os sige 20-30 år siden, havde situationen nok været anderledes. I dag har de konservative og reaktionære kræfter travlt med at fortørnes over så meget andet end det at nogen spiller black metal.
I var med i årets udgave af FO Wacken Metal Battle, hvor i oven i købet vandt! Hvordan har jeres oplevelse været af selve arrangementet?
Det var en stærk og overvældende oplevelse at spille. At se alle djævlehornene rejse sig da vi afsluttede vores sæt var en triumf. Vi er dybt taknemmelige for det arbejde Upp Við Hornunum (frivillig organisation, der arrangerer metalkoncert på Færøerne. Bl.a. Wacken Metal Battle) laver for den færøske metalscene og musikmiljøet som helhed.
I har endnu ikke udgivet noget. Men I imponerede alligevel dommerne ved FO’s Wacken Metal Battle. Hvilke fremtidige planer har I? Kan vi forvente en snarlig udgivelse?
Ja. Vi har planlagt at gå studiet og har allieret os med Hamferðs Theodor Kapnas, der kommer til at optage vores debutudgivelse.
Hvad er jeres egne forventninger til showet på Wacken?
Vi ser frem til at stå på scenen og spille vores musik til Wacken Metal Battle, og vi er stolte af at være en del af den samlede Wacken atmosfære anno 2016.
Wacken Headbanger Stage
Onsdag kl 13.55