Kadavar. Foto af: Henrik Moberg Jessen

Kadavar. Foto af: Henrik Moberg Jessen

En aften, fire bands, en helvedes masse bundsolid rock n roll! Kadavar var endnu en gang kommet til Danmark, og den skulle have speederen helt i bund!

Alle billeder er taget af Henrik Moberg Jessen. Se flere i bunden af artiklen.

Satan’s Satyrs
Aftenens åbner er det amerikanske satanisk inspirerede groove-psychere fra Satan’s Satyrs. Med Electric Wizard-bassisten Clayton Burgess i front, er det habile kræfter vi har med at gøre, og bandets kunnen på scenen overlod da heller ingen tvivl om dette! Om end det er meget speciel tilgang til retro-metallen vi har med at gøre, skal man være lavet af sten for at deres groovede okkulte boogie-woogie ikke sætter sving i hofterne. Satan’s Satyrs mangler dog stadig sange med den rette gennemslagskraft, og samme favntag om publikum, som de har i deres performance, for at det bliver rigtig godt.
7-penta

 

 

Horisont. Foto af: Henrik Moberg Jessen

Horisont. Foto af: Henrik Moberg Jessen

Horisont
Spaced out. Det er vidst den nemmeste måde, at beskrive svenskerne fra Horisont på! Man kan kort sagt ikke vide hvad de finder på, og er man ikke bekendt med deres musik før man ser dem live, så tager de fusen på dig gang på gang. Stilmæssigt er vi ude i noget lidt i stil med Hawkwind, Focus, Witchcraft og Dio-era Black Sabbath. Så det er på en og samme måde progressivt, utilregneligt og groovy. Alene det at Horisont vælger at spille den over 10 minutter lange ”Oddessey” fra den nye plade af samme navn, siger ikke så lidt om hvem de er og hvad de står for.
Horisont fik salen til at klappe, huje og råbe efter mere. Og så kan jeg stå her og påstå det ikke lige er min smag, men koncerten står stadig klart i erindringen som en positiv oplevelse. Og det kan man ikke argumentere meget mod.
8-penta

 

 

The Shrine
Da Red Fang spillede i Pumpehuset tilbage i marts 2014, var det blandet andet med The Shrine fra det sydlige Californien som support. Dengang imponerede de ikke synderlig meget, og det gjorde de heller ikke her. Det er svært at sætte en finger på hvad helt præcist de gør forkert. De har udstrålingen, attituden og samspillet. Men helheden formår aldrig helt, at blive rigtig interessant.
Undervejs i showet bliver der joket lidt med publikum, med klassisk Californisk ”dude”-attitude, og det var da også ganske underholdende, om end lidt for kalkuleret og forberedt. The Shrine skal dog have point for at holde liv i publikum og sørge for vi ikke kedede os. De sørgede desværre bare heller ikke at vi huskede dem.
5-penta

 

 

Kadavar. Foto af: Henrik Moberg Jessen

Kadavar. Foto af: Henrik Moberg Jessen

Kadavar
At vi på Blastbeast.dk elsker Kadavar, det er ingen hemmelighed. Bandet har gang på gang imponeret med deres umenneskeligt tight spillet melodiske retro heavy, og denne aften i Pumpehuset var absolut ingen undtagelse. Energien, indlevelsen, groovet og spilleglæden var intakt, og så glemte man altså hurtigt at man stod her en onsdag i December 2015, når en varm 70’er sommer virker til at være så tæt på. Fair nok, nu er der ingen af os der levede dengnag, men alligevel!
Kadavar rev os rundt i godt og vel halvanden time, med særligt fokus på debutpladen og den nye fantastiske plade ”Berlin”, hvor især numrene ”Into The Night” (der endte med et næsten 10 minutter langt syre-jam), ”The Old Man”, ”Pale Blue Eyes” og ”Last Living Dinosaur” fungerede rigtig godt live! Krydr det med de ældre hits ”Doomsday Machine”, ”Living In Your Head” og ”Purple Sage”, og du kan næsten ikke bede om mere.
Kadavar sejrede atter i Pumpehuset. Og jeg tør næsten vædde samtlige publikummers fuldskæg på, at vi nok får dem at se igen snart (psst, kom lige på Copenhell!)
9-penta