Det var ellers lidt af et trekløver der ventede os i Falconer denne regnvåde mandag aften i november. Nightwish har netop påbegyndt deres Endless Forms Most Beautiful Europa Tour og med sig har de Amorphis og Arch Enemy!
Amorphis
Amorphis i Falconer. Foto: Weiss
Det er tredje gang på kun et halvt år, at undertegnede oplever Amorphis. Denne aften var dog betydelig anderledes end ved de to foregående på hhv. Maryland Death Fest og Wacken. Fokus ved disse to koncerter var nemlig lagt på bandets legendariske debut “Tales From The 1000 lakes”. Dét var der ikke skyggen af i Falconer. I mellem tiden har Amorphis nemlig udgivet den glimrende “Under The Red Cloud” og med kun en halv times spilletid var fokus, ikke så overraskende, lagt på de nyere sange fra kataloget.
Det er der bestemt intet galt med, da Amorphis på deres seneste udgivelser har lavet det ene klasse nummer efter det andet efter min bedste overbevisning. Melodisk stærke skærringer, der omgående sætter sig på hjernen. Med “Death of a King” kickstartede Amorphis den store metalaften på Frederiksberg og på trods af en for lav lyd, gik musikken faktisk rent igennem.
Men med kun en halv times spilletid og med et publikum, der primært synes at være kommet for at se hovednavnet, er det naturligvis op ad bakke for et band som Amorphis, der ellers har sangene til deres absolutte fordel. Men live formår bandet simpelthen ikke at give liv til disse sange. I øvrigt var det det samme problem med Amorphis på Maryland og Wacken. Deres optræden er kedelig og stillestående og her til aften manglede der i dén grad gnist og en vilje til at ville det.
Selv med sange som “Hopeless Days” , “Silver Bride” og “House of Sleep” var Amorphis her til aften et mere eller mindre kedeligt indslag og ikke den powerfulde start man kunne have håbet på.
Arch Enemy
Arch Enemy i Falconer. Foto: Weiss
Arch Enemy stod derimod for aftenens hårdeste indslag. Og selvom det virkede som om svenskerne var klar på at give det danske publikum fuld smadder for pengene, ja så stod det desværre klart helt fra start, at svenskernes tunge riffinferno, ville drukne i et mudret lydhelvede, der aldrig blev godt.
Alt imens kæmpede Alissa White-Gluz en brav kamp for at få publikum med. Desværre for hende virker hele hendes fremtoning på scenen irriterende påtaget på den virkelig kiksede måde. Og hendes evigt viften med arme og horn-i-vejret effekt virker så gennemtævet og afprøvet, at man simpelthen ikke tror det i længden.
Mens man stod der og håbede på, at det jo kun kunne blive bedre rent lydmæssigt, ja så går strømmen gudhjælpemig også midt under “You Will Know My Name”. Bandet forlader scenen i ca. et kvarter for så heldigvis at komme tilbage igen med pedalen i bund på “As the Pages Burn.”
Men alt i alt klingede Arch Enemy hult igennem lyd-infernoet i Falconer denne mandag aften. Og selv ikke den ellers så træfsikre “Nemesis” kunne rette op på det!
Nightwish
Nightwish i Falconer. Foto: Weiss
Og så skal jeg da ellers lige love for, at der gik fyr og flamme i den! Nightwish med karismatiske Floor Jansen i front kickstartede deres koncert med et gigantisk brag til tonerne af “Shudder Before the Beautiful”. Og nu ventede et næsten to timers forrygende show.
Det er ikke tit at den symfoniske metal får lov til at sprede sine vinger på dansk grund, men når den endelig gør det er jeg sgu godt nok glad for, at det er i selskab med et band som Nightwish. Her til aften slog de en stor, fed streg under, at de uden videre sammenligning bare ER dét bedste band i genren.
Det kan de bl.a. takke Floor Jansen for. Kvinden med den store stemme har nemlig løftet Nightwish op på det sande verdensklasse niveau, hvor de hører hjemme, efter Tarja forlod dem. Og nej den plads formåede Anette Olzon langt fra at udfylde. Omend sangene fra hendes periode bestemt er fede. Men nu har Nightwish fået sangerinden der kan det! Fordi hun netop har en vokal der kan tilpasse sig til tiden med både Tarja og Anette!
Med en flot opsat scene fyldt med skærme, godt med ild og, naturligvis, vindmaskiner gik Nightwish målrettet til opgaven med devisen: at levere et eventyrligt show (for at blive i universet).
Og eventyrligt blev det. Med en fremragende setliste bestående af sange fra hele karrieren lagde Nigthwish Falconer ned allerede i begyndelsen med sange som “Ever Dream” og det stærke sing along hit “Wishmaster”.
Nightwish har endvidere på det nye album “Endless Forms Most Beautiful” udvidet staben i bandet med fløjtespilleren Troy Donockley. Med ham ombord har Nightwish udviklet deres lyd i en mere keltisk inspireret retning, hvilket bliver helt tydeliggjort på numre som “My Walden” og “Élan”. Begge blev de leveret med stor overbevisning af Troy i Falconer.
Koncertens absolutte højdepunkt blev nået, da bandet satte i med to Nightwish klassikere fra Oceanborn skiven. Den powermetalliske “Stargazers” og aftenens bedste, den smukke, smukke “Sleeping Sun” , der om noget passere bedre end nogensinde før i forhold til verdens tilstand netop nu. Aldrig har vi i nyere tid haft mere frygt i vores hverdag og med den nu, uhyggeligt, passende sanglinje “Sorrow has a human heart, From my god it will depart”, var der omgående dømt ståpels! Fantastisk!
Efter næsten to timer runder Nightwish koncerten af med den kæmpestore kolos, den 23(!) minutter lange “The Greatest Show On Earth”. Og her træder bandet for første gang forkert. Det betød nemlig at afslutningen på koncerten desværre blev lidt af en lidt rodet affærer. Hvis bandet derimod havde valgt at placere denne sang i midten af settet var dynamikken ikke blevet ødelagt tilsidst. Istedet burde “Last Ride Of The Day” være blevet aftenens sidste nummer.
Men det er småting når alt kommer til alt. Nightwish var fuldstændig forrygende i Falconer og nu kan det forhåbentlig kun være et spørgsmål om tid før Copenhell finder ud af det! De skal sådan set bare omgående på det program!
