RMF_logoSå er det tid til, at vi atter skal vende blikket mod Aarhus! Royal Metal Fest er klar med de to første navne og dét er guf for dødsmetal folket! 

 

Canadiske Gorguts et navn de fleste kan nikke genkendende til. Efter dannelsen i 1989 kom debutalbummet, Considered Dead, på gaden i 1991. Et album der satte dem på kortet inden for old- school dødsmetal. Og med Chris Barnes, tidligere Cannibal Corpse vokalist, som gæsteoptrædende, kan man roligt sige at de havde fat i noget fornuftigt. Gorguts er gået fra at lave dødsmetal af den gamle skole, til at eksperimentere og udfordre mere, hvilket tydeligt kan høres igennem hele diskografien, og især på det seneste udspil fra 2013, Colored Sands. Progressivitet er et af nøgleordene i udviklingen af dette band.

Og endnu et dødsnavn er klar til at indtage festivalen:

Australske Psycroptic er med seks studiealbums i ryggen, siden dannelsen i 1999, blevet til lidt af et navn i teknisk dødsmetal. Dette er også på sin plads, da de kan rykke alt fra hinanden med klinisk præcision. Trommer der hagler afsted som et maskingevær, guitarer der filer derud af som en rundsav, og vokaler der borer sig ind i kraniet. Der har været en fin udvikling i musikken siden debuten fra 2001, og frem til seneste selvbetitlede udspil, Psycroptic, der udkom tidligere på året, og den tekniske røde tråd har været gennemgående i hele forløbet.

 

Den årlige metalfestival afholdes på to af landets fineste spillesteder; Voxhall & Atlas d. 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Billetter til årets festival bliver sat til salg d. 11. december, men fra på tirsdag, d. 24. november kan de hurtige købe en af de kun 50 Early Bird billetter til sidste års pris (395 ekskl. gebyr). Disse billetter kan købes frem til 10. december.

… Fordi Blastbeast elsker pløj og hegn sammen med dem i Aarhus!