Atter var der dømt folkelir i Pumpehuset. Og atter på en hverdagsaften. Men det sked folket heldigvis højt og helligt på!
Skálmöld
Skálmöld i Pumpehuset. Foto: Weiss
Eluveitie har på denne del af touren taget islandske Skálmöld med sig. Underligt nok er det ikke så tit at disse herrer gæster Danmark. Så gensynsglæden var da også stor blandt publikum, der efter at være blevet spist af med åbningsnavnet – det jammerlige og næsten pinlige italienske power metal band, Vexillum, (som power metal fan forstår man godt hvorfor kritikere gør grin med scenen, med sådan et band), var klar på en omgang energisk vikinge rock n roll!
Og det fik vi altså med Skálmöld, der kvitterede med en herlig opvisning i en blanding af rock n roll, heavy metal og nordisk folkemusik. Lidt i tråd med de ældre herrer fra norske Einherjer faktisk.
Sammenspillet mellem de islandske vikinger sidder lige i skabet og særligt det rene flerstemmelige kor trækker Skálmöld i den absolutte top blandt folk/vikinge navne på scenen idag. Det gør Baldur Ragnarsson’s vokal derimod ikke. Til det bliver hans vokal simpelthen for ensformigt i længden. En skam, for udstrålingen fejler derimod intet.
Men vikingerne kom, så, spillede og satte gang i festen!
Eluveitie
Eluveitie i Pumpehuset. Foto: Weiss
Efter en længere change over stod det kæmpemæssige Eluveitie endelig på en scene i Danmark igen. Ligesom med Skálmöld er Eluveitie ikke ligefrem en hyppig gæst på den danske scene. Men for helvede. Dét band kan altså noget.
For det første er hvert enkelt medlem hamrende dygtige instrumentalister. Og så formår bandet at trække deres musik op på et niveau, som ikke blot appellere til fest og druk (man kunne bl.a. tænke Korpiklaani her).
Nej for hos Eluveitie er det sange med dybde og med rødder i den stolte keltiske tradition der står stærkest i mine minder fra denne koncert. Dét kombineret med lyden af moderne metal giver Eluveitie deres helt særlige lyd!
Det fik vi i hvert fald endnu et bevis på, da bandet efter godt en time inde i koncerten, trak intensiteten ud, satte sig på stole og spillede rendyrket keltisk folkemusik uden metal.
En smuk oplevelse hos lytteren og en perfekt måde at skabe en særlig dynamik i sættet, så det ikke kun stod på fest og vildskab.
Et meget langt sæt skal det dog siges. Jeg tror i hvert fald vi kunne hive den op på omkring 25 numre, hvilket altså er en tand for meget på en hverdags aften. Men med numre som “King”, “Nil”, “Havoc”, den smukke “Call Of The Mountain” sunget på bandets eget sprog, og naturligvis det absolutte hit “Inis Mona” var folkmetal festen så afgjort sikret med Eluveitie.
Nu kan man med rette tro på, at Eluveitie og egentlig også Skálmöld så sandelig burde være næste års folkmetal navne på Copenhell!
Vi kan kun håbe!
