Gloryhammer på C-Club i Berlin. Foto: Weiss

Gloryhammer på C-Club i Berlin. Foto: Weiss

Stratovarius har netop påbegyndt deres Eternal World Tour i kølvandet på deres nyeste udgivelse “Eternal”. Med sig på denne tour har de Gloryhammer med som special guest. Touren, der ellers er guf for enhver fan af klassisk power metal rammer ikke Danmark i denne omgang. Så vi var taget til Berlin for at få et skud power metal på C-Club. 

Gloryhammer

Hvis der findes ét band, der tager power metallens ostede klichéer til helt, helt nye højder er det Gloryhammer. Med medlemmer fra Alestorm, farvestrålende scenekostumer, tonsvis af ironi, medrivende sange og et overraskende solidt sammenspil er Gloryhammer med sikkerhed et livenavn der vil kunne trække både folk med hang til power metal og så sandelig også dem der ikke kan lide genren. Hvorfor? Fordi alle kan være med her. Det er hamrende sjovt og underholdende at opleve disse skøre skottere, når de trykker den af med deres selvproklamerede Intergalactic Space Metal sange om enhjørning invasionen af Dundee,  drager, galaktiske krige og troldmænd. Alt sammen gjort med et klimt i øjet og med en selvironi der siger spar to.

Men Gloryhammer slipper overraskende godt fra det, fordi de rent faktisk formår at levere nogle numre som er både velskrevne og helvedes catchy. Og så er de nogle helt igennem dygtige musikere, der udover at være sjove og underholdende på en scene samtidig spiller godt.

Med “Rise of the Chaos Wizards” fra den nye udgivelse “Space 1992: Rise of the Chaos Wizards” sparker Gloryhammer koncerten igang og nu venter 45 minutter’s topunderholdning. Og underholdt blev vi.  Med hele 5 sange fra “Space 1992…” og et team i front bestående af frontmand Thomas Winkler og keyboardspiller Christopher Bowes (også kendt som sanger i Alestorm) blev vi ført igennem et sandt arsenal af klichéer og bombastiske omkvæd.

Det bedste af det hele var dog da Gloryhammers sande hit “Univers On Fire” fik sat gang i danseskoene hos folk. Det nummer er simpelthen så corny at man ikke kan andet end at elske det. Et åbentlyst hit, der med sit stærke melodiske touch sætter sig på hjernen omgående. Om man kan lide det eller ej.

Den største svaghed hos Gloryhammer er Thomas Winkler’s vokal, der sine steder har svært ved at holde hele vejen igennem en hel koncert. Hans sceneperformance gjorde dog op for det langt hen ad vejen og med den lange og storslåede “Apocalypse 1992” rundende bandet koncerten af i bedste stil!

Top underholdning fra et band med selvironien på plads, der omgående bør komme til Danmark så langt flere kan opleve dem.

Var der nogen der sagde Pandæmonium scenen på Copenhell 2016?

8-penta

 

 
 
 

Stratovaius

Stratovarius på C-Club i Berlin. Foto: Weiss

Stratovarius på C-Club i Berlin. Foto: Weiss

Og så til aftenens headliner. Sidst jeg så Stratovarius var på Wacken tidligere i år. Her skuffede finnerne slemt, hvilket skyldes den forfærdelige lyd de havde på den ligeså forfærdelige Party Stage. Det var derfor tid til revanche. Og lad mig bare sige det med det samme. Det fik de!

Stratovarius gik på scenen til tonerne af den nye “My Eternal Dream” og allerede her stod det klart at C-Club ville levere en næsten perfekt lyd for finnerne. Faktisk var det til tider for højt. Så højt at bandets mix af keyboard og fræsende guitarriffs endte i én stor omgang mudder. Det blev dog rettet til i løbet af koncerten. Klart stod det dog også at Timo Kotipelto ikke længere har fortiden’s stærke røst og han havde ofte mere end svært ved at ramme de helt høje toner.

Setlisten som Stratovarius bragte på banen denne aften kan der dog ikke sættes én eneste finger på. Hele den stærkeste del af bagkataloget blev luftet. Vi fik klassiske power metal hits som “Eagleheart”, “Black Diamond” ,”Hunting High and Low” og smuk og velspillet udgave af en af de bedste power metal ballader der nogensinde er skrevet med “Forever” satte naturligvis omgående gang i fællessangen i det tyske.

Sådan skal det gøres og Stratovarvius viste at de her efter godt 30 år stadig kan levere et solidt power metal show, hvor nye sange og klassiske hits sagtens kan gå hånd i hånd. F.eks er “Unbreakable” fra den forrige udgivelse “Nemesis” nu blevet en fast del af setlisten, hvilket bestemt er til at forstå med et så stærkt nummer det egentlig har udviklet sig til at blive.

Finsk power metal i det tyske når det er rigtig godt! Kom snart til Danmark igen!

8-penta