Det var en aften i Amager Bio der stod i kontrasternes tegn. De gamle drenge havde taget de unge drenge med på tour. Et klogt træk for de unge, knap så klogt for de gamle. 

The Vintage Caravan

The Vintage Caravan. Amager Bio. Foto: Weiss

The Vintage Caravan. Amager Bio. Foto: Weiss

The Vintage Caravan er et pragt eksempel på, at med talent kommer man langt. Og langt er det unge band fra Island kommet, siden de kom frem på scenen for blot et par år siden. En signing på Nuclear Blast, to forrygende udgivelser i denimbæltet og et hav af store koncerter på både Roskilde Festival, Wacken og Summerbreeze har sikret The Vintage Caravan et større og større følge.

Og det er hamrende fortjent. For som bandet atter beviste i går, er de måske dét største håb for rockmusikken anno 2015. Med en uhørt sans for dynamik for et så ungt band, en vanvittig energiudladning, stærke melodier og en teknisk kunnen der vil få forbillederne (inkl Europe) til at tabe underkæben, var The Vintage Caravan flyvende i de i alt 40 minutter de fik lov til at vise deres værd.

Bandet satte igang med “Craving” inden det blev tid til et par nye skærringe fra den seneste plade “Arrival”. Her tager “Babylon” altså prisen for et af aftenens bedste numre.

Bandet med gutarist og sanger Óskar Logi i front leverede 40 minutters rock n roll, hvor der ikke blev leflet for nogle. Det var en potent, svingende og voldsom oplevelse for langt størstedelen af det grå guld, der nok fik en bajer eller to galt i halsen, da Vintage drengene for alvor fyrede op i spaden.

Da The Vintage Caravan takkede af med den smukke, smukke “Winterland” og den svingende “Expand Your Mind” blev jeg endnu mere sikker i min sag: The Vintage Caravan leverede en lille magtdemonstration og beviste at alle med hang til hard rock skal hoppe med på Vintage vognen – omgående!

9-penta

 

 

 

Europe

Europe. Amager Bio. Foto:Weiss

Europe. Amager Bio. Foto:Weiss

Oven på dén opvisning var vi for alvor klar til Europe. Var Europe så også klar til os?

Med titelnummeret fra den nye og ellers ganske glimrende “War Of Kings” sparkede Europe den over 90 minutter langt koncert i gang.

Vi skulle dog ikke igennem mange sekunder af koncerten før det var tydeligt for enhver, at Europe var alt andet end på toppen. Joey Tempest havde eftersigende halsbetændelse og kæmpede en uhørt høj kamp for at komme igennem vokalerne. Hæs og anstrengt kæmpede frontmanden sig igennem koncerten, med sin vanlige charme. Og imponerende nok var han, på trods af sygdom, stadig Europe’s højdepunkt denne aften.

Det siger dog nok mere om bandet end om frontmanden. For var der noget Europe ikke lignede denne aften så var det da et energisk rockband. Samtlige medlemmer stod som stenstøtter anonymt i hver deres side af scenen uden overhoved at rokke sig en meter, eller tjaa, vise bare en lille smule spilleglæde.

Jeg skrev før hvordan The Vintage Caravan formåede at udlede en voldsom energi og intensitet i deres 40 minutter lange koncert. Europe kom ikke i nærheden af dette. Faktisk var det så intetsigende kedeligt, at jeg aldrig har set så mange gå i baren under en koncert før. Det var uhørt. Og så kan diskusionerne på de socialemedier gå nok så højt her dagen derpå om hvor meget folk snakkede med hinanden under koncerten. Det tror da pokker når Europe leverede en så intetsigende, ufokuseret og søvnig koncert som tilfælde var i Amager Bio.

End ikke fællessangen i “Carrie” kunne udløse videre begejstring hos publikum. Lad os bare sige det som det var: det lød også forfærdeligt!

Jeg er vild med idéen om at Europe holder fast i at spille så meget nyt som muligt. Men skal man levere og overbevise sit publikum om, at det nye er det vildeste shit, så skal udstrålingen være der og ikke blot når de åbenlyse hits “Rock The Night” og “The Final Countdown” bliver leveret efter godt og vel halvanden time. Først til aller sidst, da “The Final Countdown” blev smidt ud i hovedet på os synes der at være en lille opblomstring på scenen.

Som på Wacken tidligere i år leverede Europe en voldsomt intetsigende koncert. Hvis dét er standarten for Europe anno 2015 er det i sandhed the final countdown for svenskerne.

Go’ nat!

2-penta