Der er gået en uge siden Slayer’s “Repentless” ramte gaden. Meningerne har været delte…
Ugen der er gået er derfor blevet brugt til at lytte til skiven igen og igen…. og igen og igen….
For det her er et album der har krævet mange gennemlyt for for alvor at få ind under huden. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ikke sket endnu.
“Repentless” lider simpelthen af manglen på de gode sange.
Stort set ingen af numrene har det der magiske touch der gør, at man omgående ønsker at høre det igen. Følelsen af at skifte hen til det fedeste nummer, som man bare kan høre igen og igen kommer simpelthen ikke.
Nuvel lyden er naturligvis Slayer og der er derfor i sagens natur smæk for samtlige skillinger. Men er det nok? Bliver Slayer fans så “let” tilfredsstillet, at når der bare er fræs på, så er alt godt? Det mener jeg ikke.
Vigtigheden i at skrive de memorable sange må og skal være det vigtigste og der er kun et få tal af disse på “Repentless”. Hvor er de stærke riffs? Hvor er de melodiske hooklines?
På et nummer som “Vices” viser Slayer hvorfor de har deres berettigelse på scenen endnu. Et solidt nummer, med en stærk hookline i omkvædet og finurlige rytme og temposkift! Og så kan vi vel alle råbe med på linjen “Let’s get high” når alt kommer til alt.
Produktionen er dog heldigvis langt, langt bedre end på den flade World Painted Blood. Faktisk er det albummets største optur. Det lyder tungt og massivt, hvor særligt Paul Bostaph’s tørre lilletromme lyd får nogle solide tæsk med på vejen.
På “When Stillness Comes” vender Slayer for en kort stund tilbage til det der gjorde dem til et af verdens bedste thrash metal bands. Den mørke og ondskabsfulde clean guitar, der langt hen ad vejen sætter den samme stemning der gjorde numre som “South Of Heaven”, “Dead Skin Mask” og “Seasons In The Abyss” til omgående klassiskere. Her ændres albummets dynamik og det var så sandelig tiltrængt.
Og så nåede Jeff Hanneman heldigvis at levere et glimrende riff til “Piano Wire” inden han stemplede ud og lagde resten af Slayer i hænderne på Tom Araya, Kerry King, Paul Bostaph og Gary Holt. Nu må tiden vise hvor langt det holder. Heldigvis er bandet fortsat et forrygende liveband, hvilket de senest beviste på Wacken i 2014.
Opsummering: Slayer’s 11 album “Repentless” har ét kæmpe stort problem: der er ingen vildt fede sange på. Slayer prøver at lyde så meget som Slayer, at det er gået på bekostning af sangskrivningen, som mangler de fede idéer. Heldigvis er der enkelte undtagelser og disse hedder “Vices”, “When Stillness Comes” og “Piano Wire”
Lyt specielt til: “Vices”, “When Stillness Comes” og “Piano Wire” og “Repentless”
For fans af: FFFWWRRRAAASSSHHH
Slayer – “Repentless” udgives via Nuclear Blast