Book_of_Souls_Iron_MaidenIron Maiden er med det 16 album i streg trådt op på et nyt stadie i deres imponerende karriere. “The Book Of Souls” er et kæmpe værk, der kun kan laves af et band som Iron Maiden, et band der tør udfordre deres lyttere og fans. 

2 skiver og over 90 minutters musik. Det er meget. Rigtig meget faktisk. Men er der et band der kan gøre det er det Iron Maiden. De tør nemlig og kan langt hen ad vejen rent faktisk også formå at udføre det. Og det beviser de på “The Book Of Souls”, der oser af at ville udfordre de ofte konservative heavy metal fans i normale sangstrukture og bryde med den klassiske idé om vers, bridge- og omkvædopbygning og rent faktisk stille sig højere end det simple 3-4 minutters powerakkord røvballe heavy, som vi har hørt utallige gange før fra kollegaer som Motörhead, Saxon og Hell.

Og så i øvrigt intet ondt ord om dem, men Iron Maiden VIL bare noget andet og formår at gøre det og derfor formår de stadig den dag i dag, at skille sig ud fra mængden af heavy metal bands.

Britterne viste takter af måden at arbejde med nye sangstruktere i den mere klassiske heavy metal allerede på 2006’s “A Matter Of Life And Death” og kørte videre på idéen med “The Final Frontier”. Men nu, på hovedværket “The Book Of Souls” tager de den helt ud, med over 90 minutters musik. En kæmpe kolos.

Iron Maiden er et sted i deres nu over 35 års imponerende karriere hvor de kan gøre det de vil. De har solgt milioner af albums, spillet uendelig mange world tours og opnået så meget respekt i musikverdenen, at de ikke længere “behøver” at skrive de åbentlyse hits. Der er ingen der kan give dét band prædikatet sell-outs alligevel.

Med “The Book Of Souls” fører Iron Maiden dog én stolt tradition videre. Nemlig tematikken. Vi har i løbet af de over 35 år der er gået været flere gange ude i det ydre rum, vi har været et smut forbi oldtidens Egypten og gået rundt i den mørkeste del af Londons smalle gader. På “The Book Of Souls” er det mayanindianerne og deres religion i syd- og mellemamerika, der er det klare tema der går igen på tegningerne i bookletten og på de kilometer lange tekster der udgør de i alt 11 sange. Jeg glæder mig allerede til at opleve dét tema live.

Musikalsk er det langt fra de simple melodiske hooklines der stiller sig i kø. Og det er her udfordringen for alvor starter. Istedet bliver dynamikken skabt i form af de uventede rytme- og temposkift, de gentagende melodiske harmoniske guitarpassagere og den stemningen bandet formår at skabe, med den lyd der udgør selve Iron Maiden, som de har formået at bevarer. Selv på et 18 minutter langt nummer som “Empire Of The Clouds”, med en fortælling der omhandler R101-ulykken (verdens største luftskib der gik ned i oktober 1930)

Jeg elsker som lytter, at blive taget med når det uventede sker. Lidt ligesom i en god spændingsfilm, hvor jeg ikke ved hvad der sker rundt om næste gadehjørne. Sådan har jeg det også når jeg lytter til Iron Maiden’s massive numre. Nej det er ikke åbenlyse hits og nej det er ikke festival-egnet. Langt fra. Men det er alligevel musikalsk interessant og et imponerende håndværk. Det ene øjeblik er det et tungt svingende drive der udgør lydbilledet, og det næste øjeblik er det d’herrer Gers, Smith, Murray’s smukke og nærmest irsk inspirerede folklore guitarharmonier på f.eks “The Red and The Black,” der skaber dynamikken.

Alligevel er det dog albummets korteste “Death or Glory” der er albummets bedste. Når Adrian Smith og Bruce Dickinson er sammen om sangskrivningen er der tidligere kommet guld ud af det. Det er der ikke lavet om på her med “Death Or Glory”, hvis svigende trommespil, og melodistærke bridge og omkvæd nok skal blive et sikkert livehit til de kommende koncerter.

Desværre er det dog selv samme Dickinson, der langt hen ad vejen trækker det positive billede af et ellers stærkt musikalsk håndværk ned. Flere steder lyder han som en træt Ape Simpson, der kæmper forpustet med at nå de helt høje toner og så ender det hele med at lyde alt for ensformigt og en smule forpint. Helt galt går det faktisk på den utrolig uinspirerende “The Man Of Sorrows”. Dét nummer kunne de sagtens have undladt.

Utrolig ærgerligt,  men alt i alt ændre det ikke på et indtryk af et band der gør lige præcis det de vil. At udfordre lytteren med alternative sangstrukturer i en ellers så klassisk opbygget genre som heavy metal nu engang er. Og det lykkes langt hen ad vejen for Iron Maiden på “The Book Of Souls.”

Opsummering: Iron Maiden har skabt et kæmpe værk med “The Book Souls”. Mayanindianerne og deres religion er temaet på det over 90 minutter lange album der, hvis man ønsker det og tager sig tid som lytter, vil åbne sig for en. Albummet oser af at ville udfordre de ofte konservative heavy metal fans i normale sangstrukture og bryde med den klassiske idé om vers, bridge- og omkvædopbygning. Desværre er lyden af en træt Dickinson afgørende for at albummet ikke formår at gøre det positive helhedsindtryk fuldendt.
Lyt specielt til:  “Death Or Glory” , “If Eternity Should Fail,”  “The Red And The Black og “Empire Of The Clouds”
For fans af: Savatage, Saxon, Hell, Judas Priest.