Fredagen på Wacken Open Air bød på en masse dejlig symfonisk metal, power, folk og lidt til ekstremerne. Ergo en dag lige efter tyskernes smag!
Epica
Epica på Wacken. Foto: Weiss
En god omgang symfonisk metal fra Holland fra morgenstunden er der bestemt ingen der har taget skade af. Og på trods af tidspunktet sagde kl 12, var der bestemt flere der havde valgt at finde deres vej i mudret til True Metal Stage tidlig fredag formiddag.
Naturligvis fristes man til at sige. For Epica er store i Tyskland og deres nyeste og i øvrigt Jacob Hansen mixet album The Quantum Enigma er en fremragende udgivelse.
Epica valgte derfor fornuftigt nok at starte ud med de første to numre skiven. Den fræsende “The Second Stone” og det jeg vil gå så langt som at kalde deres nyeste hit “The Essence Of Silence” . Ja hele 4 numre på en setliste bestående af i alt 7 numre var fra det nyeste udspil. Dette er meget for en festivaloptræden.
Men tror man nok på sit materiale som Epica gør i dette tilfælde belønner det sig. “The Quantum Enigma” holder hele vejen og det gjorde Epica’s koncert på Wacken også.
Med en stor og massiv lyd på True Metal Stage kom sangene og Simone Simons vokal flot igennem og jo længere vi kom igennem den 45 minutter lange åbningskoncert på True Metal Stage fredag jo mere stod det klart at Epica ville blive en af de helt store vindere på True Metal Stage dette år.
Fed koncert! Måske Copenhell skulle kigge lidt mod Holland næste år!
Ensiferum
Ensiferum på Wacken. Foto: Weiss
Med Epica der viste vejen på Black Metal Stage, var det nu blevet finnernes tur til at fortsætte den tidlige formiddagsfest.
Det burde være nemt for finnerne, for hvis publikum var mødt talstærkt op til Epica kunne man næsten fordoble det til Ensiferum.
Desværre stod det klart allerede fra første tone af Axe Of Judgement, at særligt trommerne ville dominere lydbilledet til denne koncert. Dobbelpedalerne piskede ud over stepperne i høj, høj fart og fortærede alt andet i lydbilledet på sin vej. Så hver gang Ensiferum skruede op for tempoet i numre som f.eks. “From Afar” var det næsten umuligt at finde hoved og hale i sangen.
Med det sagt formåede Ensiferum at komme en smule mere oven på efter deres besynderlige Copenhell optræden tidligere på touren. Men stadig langt fra nok til at toppe deres koncert i Lille Vega. Setlisten var ligeså besynderlig som på Copenhell, omend vi altså fik “From Afar” denne gang.
Flere sange som f.eks. megahittet “Iron” var udladt. Istedet sluttede bandet af med den nye discohymne “Two of Spades” efter en koncert der aldrig rigtig fik gang i folk, omend solide udgaver af “Lai Lai Hei” og “Ahti” da fik gang i fællessangen foran True Metal Stage.
Stratovarius
Stratovarius på Wacken. Foto: Weiss
Power metaaaaaal var hvad der ventede da en Wacken klassiker i form af Stratovarius entrerede Party Stage fredag eftermiddag. En stor forsamling havde samlet sig foran scenen hvor finnerne var klar med et rigtig old school melodisk power metal sæt.
Er I klar på noget old school power metal råbte sanger Timo Kotipelto ud til det forventningsfulde publikum. Og jo. Vi stod bestemt alle klar til det helt store power metal bombardement. Men ak. For første gang for undertegnede dette år viste den rædselsfulde Party Stage nemlig sit grimme ansigt frem og beviste atter at det måske er den værste festivalscene i Europa.
Hvordan man fra Wacken’s side kan vælge at placere en scene SÅ tæt på de to hovedscener, der konstant formår at overdøve Party Stage gang på gang er mig en gåde.
Og det blev Stratovarius desværre endnu et offer for.
Finnerne ville det bedste. Med en perfekt setliste bestående af primært gamle sange, hvor “Eagleheart” og naturligvis Hunting High And Low stod som koncertens absolutte højdepunkt var der ellers lagt op til den perfekte power metal fest. Men det var bare langt, langt fra højt nok. Det går ikke at man kan stå og snakke almindeligt på femte række, Og at man samtidig kan høre At The Gates buldre derudaf samtidig. Intet ondt ord om At The Gates. Men det var nu ikke dem vi var kommet for at se her.
Stratovarius havde de bedste intentioner, men blev kvalt af Party Stage.
Anaal Nathrakh
Kvælning var der i dén grad også rigeligt af hos Anaal Nathrakh. Musikalsk dog. Av for den hvor fik vi musikalske lammebank af d’herrer fra England. Med aller største selvfølge gik britterne, dog en anelse amputeret grundet manglen på deres anden guitarist, til stålet med oprejst pande og en vanvittig energi.
Dét band kan bare et eller andet. Voldsomt, intenst, energisk, kaotisk, men samtidig melodisk og episk. En forrygende cocktail der formår at gøre Anaal’s koncerter til noget ekstraordinært, når det spiller for dem. Og det gjorde det denne aften på Wacken, hvor de fik Headbanger Stage til at koge.
Og så har Anaal Nathrakh det sikre kort på hånden der hedder David Hunt. “What do you see when you close your eyes? You don’t see the same as I do. Because I’m not well. I see houses and pigs on fire and people do nothing about it” proklamerede frontmanden. Det kan man jo så tolke som man vil. Faktum er blot at bandet efterfølgende kastede sig ud i en frådende udgave af “Between Shit and Piss We Are Born”.
Sejt, sejt og atter sejt! Hvilket kun blev toppet da “Forging Towards The Sunset” ramte endnu tungere.
Jeg har efterhånden oplevet Anaal flere gange denne sommer bl.a. på Royal Metal Fest, hvor de ligeledes gav en opvisning i ekstrem metal og så på Maryland Death Fest, hvor en forfærdelig lyd satte en bremse for udskejelserne. Her på Wacken gav alt mening og englænderne sejrede stort. Så meget at de endte med at gå over tid og Wacken måtte trække tæppet for imens de stadig spillede. Fucking morsomt!
Thyrfing
Et forrygende trekløver bestående af Anaal Nathrakh, Thyrfing og Death Angel stod på menuen for undertegnede tidlig fredag aften. Så lige efter Anaal Nathrkah var gået af scenen på Headbanger Stage stod den på svensk pagan/vikinge metal med Thyrfing på W.E.T Stage.
Hvor der var dømt absolut no fucking bullshit med Anaal, var der betydelig mere teater at hente hos Thyrfing. Deres folkede black metal stod knivskarpt i det store telt, hvor ild og bandmedlemmernes mørke corpse paint satte den helt rette stemning for Thyrfings mørke vikingeunivers.
Men deres på én gang tidlige Dimmu Borgir og Moonsorrow inspiration gav Thyrfing det vikinge metal hungrende del af publikum det de kom efter. Vikinge metallen har ikke ligefrem haft det helt store år på Wacken i år, men dem der kom for Thyrfing fik til fulde det de kom efter.
Miksturen af folk metal og den hårde black metal fungerede for Thyrfing denne aften. Det gjorde den unødvendige indblanding af en operasanger midtvejs i sættet midlertidig ikke. Det virkede malplaceret og ligegyldigt.
Det sagt var det en gennemført flot og visuel koncert, med Jens Rydén i front som det absolutte midtpunkt.
Death Angel
Death Angel på Wacken. Foto: Weiss
Blot et par dage før Wacken havde Death Angel givet os en regulær opvisning i flænsende thrash metal på KB18. Dét skulle vi naturligvis opleve igen, omend planen faktisk var at skulle ned og se Dream Theatre. Dén plan gik dog hurtigt i vasken, da mudder og drænelse af energi efter Anaal og Thyrfing havde sat sine tydelige spor.
Death Angel blev det og det fortryder jeg bestemt ikke. Ligesom på KB18 blev det nemlig en herlig opvisning i den helt klassiske form for thrash metal.
Forskellen var blot at vi til denne koncert på Headbanger Stage var ca. 10.000 publikummer modsat KB18’s ca 200.
Det virkede dog som Death Angel havde betydelig mere travlt med at komme igennem koncerten her på Wacken end på KB18. Forståeligt nok, da de jo på Wacken kun havde en time modsat KB18’s næsten to timer.
Det blev derfor et stramt og fokuseret thrash metal sæt, hvor frontmand Mark Osegueda’s kommunikation med publikum blev sat på et minimum, modsat koncerten på KB18. Dette var både en fordel og en ulempe for bandet. For Mark Osegueda’s snak kan langt henadvejen blive for meget sukkersød plader-amerikansk om hvor fantastiske vi alle er. Det slap vi heldigvis for her.
Death Angel gjorde det igen. Selvom deres KB18 koncert ikke vil kunne overgåes lige med det samme var det stadig et frygtindgydende fokuseret thrash metal sæt, med et af de stærkeste bands lige pt indenfor genren!
Within Temptation
Within Temptation på Wacken. Foto: Weiss
Within Temptation var det andet symfoniske band fra Holland denne fredag.
Modsat Epica tidligere på dagen er der hos Within Temptation et betydeligt større fokus på de mere simple, men stærke melodier fremfor den tungere metal. Eksempelvis er der hos Within Temptation ikke skyggen af growl.
Det melodiske touch er styrken hos Within Temptation, der med Sharon den Adel i front havde fået sig en ganske glimrende tid kl 00 på Party Stage. Men allerede efter første anslag af Paradise (What about us) var blevet slået an stod det klart, at Party Stage atter ville kvæle og ødelægge rammerne for endnu en artist!
Hvad der kunne være blevet en glimrende koncert, blev løbet over ende af Running Wild på Black Stage, der fuldstændig overdøvede hollænderne, der kæmpede en umulig kamp for at spille den alt andet end party venlige scene op.
Running Wild spillede simpelthen så højt, hvis man var så uheldig at være havnet i venstre side af Party Stage og stod blot 2 meter væk fra højtalerne ikke engang kunne høre Sharon den Adel’s introduktion til det næste nummer.
Flere inkl. Undertegnede søgte mod højre side af scenen efter et kvarters tid, og selvom der var plads nok til at kunne stå derovre kunne man stadig mærke bassen fra hovedscenerne. Det er langt fra godt nok, Wacken!
Tilsidst måtte jeg sgu give op. Party Stage spillede så højt den kunne, men rammerne og placeringen af denne scene er så urimelig overfor bands og deres fans, at man burde skrotte den. Og da hittet “Ice Queen” blev fremført i en lydmæssig forkølet udgave måtte jeg udvandre i protest. Skandaløst!
