Det amerikanske heavy metal band Savatage var blevet gendannet en enkelt aften, for sammen med det stort opsatte Trans-Siberian Orchestra at skabe det der skulle ende med at blive dét største musikalske højdepunkt i Wackens nu 26 år lange historie.
Én ting er at Wacken har fået gendannet legendariske Savatage til en enkelt aften på Wacken. Dét i sig selv er stort. At Savatage så samtidig har sagt go for at spille med nogle af bandmedlemmernes andet store projekt The Trans-Siberian Orchestra, til samme koncert, kunne næsten ikke blive større.
Og stort var det på alle leder og kanter. De af jer der har været på Wacken ved hvor store hhv. True og Black Stage er hver for sig. Forestil jer så, at begge bands bruger begge sceners massive scenerum samtidig, i et vildt mash-up af musik fra begge projekter, med dertil opsatte storskærme, der med fantastisk animeret grafik formåede, rent visuelt, at smelte begge scener sammen.
Det der ikke burde kunne lade sig gøre skete rent faktisk.
Savatage åbnede ballet på Black Stage og i ca. 45 min. fik vi leveret klassikere som åbneren “The Gutter Ballet” og rockoperaerne “Jesus Saves” , og “Hall Of The Mountain King”. Med sanger og Savatage/TSO mastermind Jon Oliva siddende sikkert bag sit keyboard var der ingen tvivl om, at vi var i sikre hænder allerede fra start. Vokalen skar stærkt igennem og på trods af Jon Oliva’s alder var der ingen tegn på en svækkelse af vokalen.
Efter 8 numre blev det tid til at vende hovedet mod True Stage. Her ventede Savatage-medlemmernes andet projekt The Trans-Siberian Orchestra nemlig. Black Stage gik i sort og alle’s blikke var nu rettet mod naboscenen.
Med et så stort opsat show som dette var, er der i sagens natur meget der kan gå galt. Navnligt fordi det aldrig er sket før, men også fordi publikum jo intet aner om hvad der skal ske. Men allerede fra første tone leveret af Trans-Siberian Orchestra’s strygerekvartet stod det klart, at vi her har med så dygtige musikere at gøre, at det simpelthen ikke kan gå galt.
Klassiske stykker fra hhv. Beethoven og Mozart blev opført i sammenspil mellem de klassiske musikere og medlemmerne fra Savatage. Selv den klassiske “O Fortuna” eller “Carmina Burana” som Trans-Siberian Orchestra kalder den, fik sig en flammende tur med på vejen (Se iøvrigt et liveklip med dette nummer fra koncerten nederst i anmeldelsen).
Og så skete det største. Midtvejs i koncerten gik begge projekter på scenerne samtidig, med gæstestjerner der i en eller anden grad har haft en andel i begge projekter. True og Black Stage bragede derudaf med en fast rytmesektion samt guitarister på hver scene. Alle spillede samtidig og nu var sammensmeltningen af scenerne også total. Begge scener blev nemlig “bundet” sammen af store visuals, der med grafik der viste alt fra flyvende kranier, et hav af flammer, og et kæmpemæssigt slot, var show-elementet ligeledes total.
Efter godt og vel 2,5 time og 20 numre senere sluttede projekterne af med hhv. de smukke, smukke Savatage klassikere “Believe” og “Christmas Eve (Sarajevo 12/24)” og Trans-Siberian Orchestra’s “Requiem (The Fifth)”.
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet så meget gåsehud på kroppen som ved denne koncert… Eller.. vent.. Nej jeg vil sgu’ dårligt nok kalde det en koncert. Det her var et sandt show og musikalsk kunst på allerhøjeste plan. Man skulle ikke tro det kunne lade sig gøre at lave noget så gennemført på en festival. Men det kunne det altså. Tak for dén oplevelse, Wacken!
