Rob Zombie i Vega. Foto: Weiss
Rob Zombie er efterhånden ved at blive en flittig gæst på disse kanter. Ikke at det bestemt er nogen dårlig ting. For Zombie og co. er altid garant for en festlig aften!
Efter en god halv time i selskab med svenske Avatar, der i øvrigt gjorde fremragende figur, med deres kombination af industrial og heavy metal, var det blevet tid til at Rob Zombie skulle give sine danske fans den tredje koncert i landet på bare få år.
Alle tre gange (den første i Valby i 2012, dernæst Roskilde Festival i 2014 og så denne i Vega) har været med undertegnet som tilskuer og alle tre koncerter har været vidt forskellige. Den store koncert i Valby var klart den bedste af de tre nævnte. Her viste Rob Zombie nemlig i sandhed sit store format for showmanship, da imponerende pyro, en stor opsat scene og store omvandrende robotter skabte det perfekte horrorcirkus til mandens musik. De efterfølgende to shows på Roskilde og så denne i Vega har begge været i et skrabet festival setup, hvor der ikke er blevet gjort mere ud af showet end et enkelt bagtæppe i sort/hvid, med King Kong som motiv.
Rob Zombie har så at sige ladet musikken tale ved de seneste par koncerter, og spørgsmålet er så bare om det holder.
Både og vil jeg sige. Rob Zombie har en håndfuld gode sange og nogle enkelte man ville kunne betegne som hits. Men i en halvanden time lang koncert, som den i Vega, savner man dét der kan få koncerten op i det helt store niveau, som vi ved et Rob Zombie show kan, når han folder det helt store setup ud, men som hans musik ved koncerter ikke har format nok til at kunne alene.
Nuvel jeg er klar over at det ikke kan lade sig gøre på en så lille scene (Ja, nu er det jo Rob Zombie) som Store Vega er.
Som ved de seneste par koncerter lagde horrorrockerne ud med den gumpetunge og kedelige “Teenage Nosferatu Pussy” fra det seneste album “Venomous Rat Regeneration Vendor.” En sløv start, som ikke formår at sætte publikum igang fra start. Dernæst får vi aftenens første egentlige hit “Superbeast” og så begynder der så småt at komme gang i folk.
Det virker som om bandet lige skal finde sig tilrette på scenen i de første par numre, men herefter begynder det så heldigvis at tage fart. Med “Living Dead Girl”, “Dead City Radio and the New Gods of Supertown” og naturligvis White Zombie klassikeren ” More Human Than Human” ser nu også bandet, med den forrygende guitarist John 5 som primus motor også ud til at more sig gevaldigt på scenen.
John 5 er altså værd at nævne igen og igen. For han alene formår at trække dette band op, med sit svingende guitarspil og det faktum, at han hos Rob Zombie nu får den fortjente anerkendelse og plads på scenen, som han ikke fik hos Manson.
Det tætteste vi kom på det klassiske Rob Zombie show, var da der blev kastet en håndfuld store balloner ud under “Sick Bubble-Gum”. Men det var vidst mere hygge end egentlig horror.
Og hygge er faktisk et meget godt ord at bruge om Rob Zombie’s mindre shows i disse dage, der er proppet med farvet lys og skinnende kostumer. Alt i alt er der mere glam end horror i dette. Men festligt er det da. Og jo længere vi kom igennem sættet i Vega jo mere steg stemningen da også. For tilsidst at peake under den obligatoriske “Dracula”.
I det store hele var det en ganske udmærket Rob Zombie koncert uden brug af de store virkemidler. Musikken stod for sig selv lang henadvejen, selvom de ikke alle er af lige høj kvalitet. Måske var det derfor meget fornuftigt lige at inkludere et par covernumre af Kiss og Ramones.
Zombien bed måske ikke fra sig, men festligt var det da! Næste gang Danmark er inkluderet på tourlisten må vi håbe, at det er en Arena tour, så vi kan opleve det helt store Rob Zombie cirkus igen.
